Når det heler sjælen at ophæve egoet

Gertrud Thisted Højlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Viralt hit på Facebook: Tidligere elever på Ollerup Efterskole synger britiske Queens »Bohemian Rhapsody« fra 1975. Det er rørende, og hvis du ikke er blandt de i skrivende stund 682.000 mennesker, der har set den, så anbefales det. Således baggrunden for følgende tankestrøm.

Egentlig er der ikke noget usædvanligt ved optagelsen. Stærke øjeblikke, som de opstår med jævne mellemrum på de fleste efterskoler og højskoler, som jeg kender til. Men sjældent bliver det filmet, for den slags glemmer man i sagens natur, når man er overvældet af nuet. Måske derfor kan efterskoler og højskoler ind i mellem have svært ved at føre bevis for deres eksistensberettigelse – for hvis man ikke har oplevet det, så ved man ikke, hvor konkret, fysisk og i virkeligheden en meget simpel oplevelse det er at lære at blive en del af et forpligtende fællesskab. Først når man har oplevet det, ved man, hvad det gør for livsdueligheden.

Vi taler så meget om ansvaret overfor fælleskaberne, samhørigheden, sammenhængskraften: hvor blev de af? Kan vi klare os uden? Hvordan opdyrker vi dem igen? Samtidig undrer vi os over, hvorfor verdens lykkeligste folk har ondt i sindet. Vi, der har det hele. Og angst, ensomhed, depression og psykofarmaka galore.

Intet er måske så godt, at det ikke er skidt for noget, og måske har vi fået indrettet os så godt, sat mennesket så frit af relationer og de lokale fælleskaber, at vi (på overfladen) ikke har brug for dem længere. Og så er det jo klart, at de smuldrer. Ligesom idealer, man holder op med at kæmpe for. Indvundet land, man holder op med at dræne.

Men selv om det på overfladen kan lade sig gøre, så længes sjælen efter samhørighed. For det er svært at være menneske uden fælleskab, svært at definere identitet og meningsfuldhed uden noget større at læse sig ind i. Det navlebeskuende spørgsmål »hvem er jeg?« har det med at miste sin forvirringskraft i det øjeblik, man vender blikket ud og begynder at være noget for nogen. Når man løfter blikket fra sin egen væren og ud i det mellemværende.

Midt i det fortravlede og rodløse lever drømmen om fælleskabet endnu. Jeg tror, det er derfor, 682.000 mennesker har set Ollerup synge. Fordi fælleskab føles godt. Vi får det bare ikke gjort, for det store fælleskab er ikke en fritidsaktivitet, man kan gå til hver torsdag fra kl. 19.30-21.00, eller når det lige passer.

Stærke fælleskaber opstår af nødvendighed. Og selv om mennesker ikke tager på højskole eller efterskole af nød, men af lyst, så er øvelsen i at få det fælles liv til at fungere en uomgængelig nødvendighed i den lille, tætpakkede osteklokke, som livet på sådan en skole er.

Og når man klarer det – når eleverne føler, de falder i hak på godt og ondt, så gør de sig praktisk erfaring med fælleskabet. Så ophæves egoerne i en højere enhed, hvor det giver sig selv, at du har brug for andre, og andre har brug for dig – og jeg tror, det heler sjælen.