Når der kommer en båd

Strømmen af afrikanske bådflygtninge til de forjættede kanariske øer slog alle rekorder sidste år. Nu er den taget af på grund af en mere intens overvågning af farvandet over mod Afrika, men til gengæld mister flere livet i forsøget på at nå frem til øerne, som ellers mest er kendt for sol og grisefester.

foto: Scanpix Denmark Fold sammen
Læs mere

Her er øde som i en sær drøm. Gaderne er nyasfalteret og fortovene nylig lagt. Lygtepæle står nøgne rundt langs de lavaknoldede parceller, som var de smidt ud med faldskærm. Og for enden af stikvejene er der anlagt en nydelig lille park med stier og bænke.

Inden længe vil byen »turisthelvedet« nede i Los Cristianos og Las Vegas-pastichen i Playa de las Américas brede sig til de nye gader heroppe ved motorvejen og trække endnu flere solhungrende danskere, briter og tyskere ned til de Kanariske Øers milde vinter. Men indtil hoteller og lejlighedskomplekser begynder at skyde op, fungerer kvarteret som losseplads for en helt anden slags turisme.

På en af de tomme grunde dumper de lokale myndigheder løbende efterladenskaber fra de hundredvis af både, der fyldt med illegale immigranter i sommerhalvåret anløber Tenerife mindst et par gange om ugen. For nogle måneder siden lå her 20-30 cayucoer, som spanierne kalder de lange og smalle afrikanske fiskefartøjer. Men det vakte for megen opsigt, og så begyndte man at hugge bådene op, efterhånden som de kom i land.

Rundt om på pladsen finder vi gummistøvler, halvt opløste sandaler og rådne sokker, og midt i det hele ligger tre cayucoer. To af dem er hvide glasfiberbåde fra Mauretanien. Den tredje er af træ, tømret sammen med tykke jernnavler og malet i gule, grønne og røde farver, som fiskerne fra Senegal har for vane.

Geometriske mønstre, skrifttegn fra Koranen og menneskefigurer, der formentlig repræsenterer beskyttende ånder, pryder skroget. Det er en smuk båd. Men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det må være at sidde i bunden af det spinkle fartøj i dagevis, stuvet sammen som sild i en tønde, mens iskolde skumsprøjt vælter ind over rælingen. Eller hvad der sker, når uheldet er ude.

»De mister følelsen i lemmerne. Samtidig er de iført tunge jakker for at beskytte sig mod kulden, og de færreste kan svømme. Når de falder i vandet, synker de som blylodder. De når ikke engang så meget som at ­pjaske med armene,« som José Segura, centralregeringens repræsentant på de Kanariske Øer, så levende beskriver det aftenen forinden nede i Los Cristianos.

Vi står på havnekajen og venter på, at de overlevende fra det hidtil værste forlis i forbindelse med den ulovlige trafik til øerne skal komme i land. Det vil sige, fra det hidtil værste forlis vi kender til. For adskillige cayucoer går ned med mus og mand, uden at nogen opdager det.

I dette tilfælde blev båden efter en god uges sejlads fra Guinea Bissau opdaget i havet 98 sømil syd for Tenerife. Et fly fra EUs grænseagentur Frontex, der deltager i overvågningen af farvandet ud for Vestafrika, fik øje på immigranterne og slog alarm.

To redningsfartøjer blev sendt ud i det oprørte hav med fem meter høje bølger. Men da de nåede frem midt om natten, gik der panik i immigranterne. Pludselig rejste de sig alle sammen op og fik cayucoen til at kæntre. Efter en heltemodig aktion lykkedes det at bjærge 48 levende op af det iskolde vand. Tre var døde. Resten mellem 50 og 80 forsvandt i mørket og bølgerne, »som blylodder«, mens redningsfolkene så magtesløse til.

Det er i hvert tilfælde den historie, José Segura er ude for at sælge til kødranden af mediefolk, der har taget opstilling ved politiafspærringen på havnen i Los Cristianos.

Onde tunger vil nemlig vide, at det var et af redningsfartøjerne, der kom til at vædre immigranternes båd, og samtidig er der gået politik i sagen. Præsidenten for det regionale selvstyre, som er kanarisk nationalist, giver centralregeringen skylden for tragedien. Den har forsøgt at bilde folk ind, at Frontex løser alle problemer i stedet for at leve op til sit ansvar, hævder han.

Men det er løgn og latin alt sammen, forsikrer José Segura:

»Ingen andre europæiske lande udfører humanitært redningsarbejde i et område så enormt som farvandet omkring de Kanariske Øer, og ingen råder over så mange ressourcer som Spanien. De eneste ansvarlige for denne tragedie er de nedrige menneskesmuglere, der sender immigranterne ud på et oprørt hav i overfyldte både.«

Centralregeringens repræsentant har langt hen ad vejen ret. Det er Spanien, der som grænseland sidder med problemet, når titusindvis af afrikanere beslutter sig for at prøve lykken i Europa med livet som indsats.

Frontex-aktionen, der giver patruljebåde fra EU lov til at operere i mauretansk og senegalesisk territorialfarvand og opbringe cayucoer på vej ud, var næppe blevet til noget uden Zapatero-regeringens ihærdige diplomatiske indsats. Samtidig er det i kølvandet på seneste års deciderede invasion af De Kanariske Øer lykkedes at få de to lande til at tage deres ulovligt emigrerede statsborgere tilbage.

Men det er også rigtigt at regeringen, opmuntret af dette års fald i antallet af cayucoer, har været vel hurtig til at triumfere. Røde Kors vurderer, at langt flere immigranter nu mister livet, når de blandt andet i ramponerede både tager hasarderede chancer i dårligt vejr i forsøg på at undgå Frontex-bådene. Ligesom de tager af sted længere sydfra på den vestafrikanske kyst og følger længere ruter ude på det store atlanterhav. Under alle omstændigheder vil hverken endnu tættere overvågning eller en for tiden lidet sandsynlig offensiv mod menneskesmugler-banderne i de afrikanske lande i længden kunne dæmme op for et fænomen af næsten ufattelige dimensioner.

Et par hurtige tal: Siden 1980 er befolkningen i de 12 lande, der udgør Vestafrika, vokset fra 53 millioner til 106 millioner. I samme periode har den økonomiske vækst været minimal, i nogle lande som Ghana er BNP endog skrumpet til 33 procent af niveauet for 27 år siden. Samtidig overgår de beløb, som heldige immigranter sender tilbage til hjemlandene, såvel udenlandske investeringer som turistindtægter. I Senegal udgør de ifølge stærkt upålidelige offentlige statistikker otte procent af BNP.

Er man ung med mod på andet end fattigdom og arbejdsløshed, er der altså ikke meget at betænke sig på. Så ligger De Kanariske Øer, hvis økonomi alene matcher de 12 vestafrikanske lande tilsammen, som syv forgyldte lavaklumper ude i Atlanten. Så er det Barça eller Barçakh, som senegaleserne siger på wolof: Barcelona eller Helvede.

For de overlevende fra den forliste cayuco var det sekunder fra evigheden. De har kigget direkte ind i dødsriget for få timer siden, og måske er det derfor, de står tomme i blikket på dækket uden at reagere på postyret omkring dem, mens redningsskibet Luz de Mar lægger til i Los Cristianos.

En helikopter cirkulerer larmende rundt over havnebassinet, og ude på vandet pløjer et par af Civilgardens gummibåde frem og tilbage. Til ære for pressen, formentlig, og turisterne, der kigger på fra havnestationens cafeteria eller fra deres hotelværelser rundt omkring bugten.

Inde på kajen har Røde Kors-arbejdere stillet et feltlazaret op og gjort sig klar med kedeldragter og latexhandsker. Og også på den anden side af politiafspærringen er der travlhed.

En ung rapporter fra det statslige TVE, der ligner en forvokset konfirmand i sin hvide sommerkjole, står og øver sig på sin speak. Og en garvet kollega fra et tilrejsende israelsk TV-hold går rundt og bander:

»No bodies, no bodies.«

De druknede immigranter, det er lykkedes at bjærge, er blevet fløjet ind til Tenerife med helikopter. Nu mangler han de billeder.

Det eneste forsonende element er skibshunden Selva, der gør og knurrer arrigt ad journalisterne.

Da immigranterne får lov at gå i land, bliver de fire første af en eller anden grund beordret til at stoppe midt på landgangsbroen. Det er, som går tiden i stå, mens de står der fastfrosset, som Beatles på vej over Abbey Road, men iført huer og joggingtøj fra deres nødhjælpspakker: Midt mellem to verdener. Midt mellem helvede og et tvivlsomt paradis.

Henne i Røde Kors-teltet får de kiks og varm te proppet med sukker. Diverse sår og forbrændinger bliver renset. En enkelt bliver nødtørftigt behandlet for et trykket ribben. Og så er det ellers af sted uden et ord til afhøring på politistationen i Playa de las Américas.

Historien om John får vi derfor først bagefter. Mens den 23-årige ghaneser får renset sine sår, spørger han stille men insisterende til sine fem brødre. Han har ikke set dem, siden cayucoen væltede, og de alle røg ud i vandet. Er de mon blevet reddet?

»Jeg kunne ikke give ham noget klart svar,« siger Austin Taylor, der leder Røde Kors udrykningsstyrke på Tenerife og tilføjer:

»Vi ved kun, at et par immigranter blandt de 12, der blev reddet af en anden båd, også har spurgt efter deres brødre. Men det drejer sig i deres tilfælde kun om to. Så de er jo nok desværre ikke fra samme familie.«

Dagen efter kører vi op til interneringscenteret for illegale immigranter, der ligger i forbindelse med militærbasen Hoya Fria syd for Tenerifes hovedby Santa Cruz. Her skal John og hans kammerater sidde de næste 40 dage, inden de deporteres eller hvis det ikke er muligt bliver »sat ud i naturen«. I de fleste tilfælde inde på det spanske fastland, hvormed de altså får lov til at blive i Spanien, men blot må klare sig selv som illegale indvandrere. Fra en skråning bagved centret kan man kigge ned i gården. Et par af immigranterne løber uden større overbevisning rundt og sparker lidt fodbold, men de fleste sidder bare og hænger. Da vi ringer på i portvagten og beder om lov til at kigge indenfor, bliver vi venligt, men bestemt, bedt om at forlade stedet. I stedet fortsætter vi tilbage sydpå.

Kirkegården i Granadilla ligner som de fleste begravelsespladser i Spanien et socialt boligbyggeri. Kisterne placeres oven på hinanden i nicher, der tilsammen danner »højhuse« på helt op syv-otte etager.

Det er her i den lille by et stykke oppe ad Teide-vulkanen, myndighederne begraver de druknede immigranter. Også de døde, bjærget efter det seneste forlis, blev i al hast og diskretion bisat her, fortæller graveren Francisco og viser os via adskillige trapper og svalegange op til kirkegårdens seneste udvidelse.

Rundt omkring bag nichernes glasplader vælter det frem med jomfrufigurer, blomster og portrætter af de afdøde. Enkelte efterladte har ved hjælp af fotomanipulation placeret et billede af deres afdøde slægtning midt i et bibelsk landskab og sammen med Frans af Assisi.

De simple immigrantgrave er blot lukket med cement. Udenpå står datoen for deres begravelse. Og ved hver af dem ligger en lille og støvet blå evighedsblomst, der på spansk hedder »siempreviva« altid levende.

»Det er mig, der har lagt dem der. Det er jo alligevel det mindste...,« siger Francisco alvorligt.

Gravene bliver opretholdt i fem år. Og hvis ingen gør krav på de døde, bliver de overført til fællesgraven side om side med ofrene for general Francos forfølgelser under den spanske borgerkrig. Sker det ofte, at de efterladte dukker op?

»Hombre,« siger Francisco og ryster på hovedet.

»De har jo hverken papirer eller noget som helst. De kommer ud af ingenting.«