Når der går cirkus i klassikerne

Jesper Beinov, Kulturredaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Det starter med en selfie. To tømmermændsplagede festaber vågner kl. 17 mellem pizzabakker og rod, og den scene skal foreviges med iPhonen. Det må have været en lang nats rejse mod dag ovenpå det karneval, og på den måde åbner Carl Nielsens nationalopera fra 1906 over Ludvig Holbergs meget ældre stykke »Maskarade« fra 1724 i Kasper Holtens iscenesættelse og Marie í Dalis scenografi og kostumedesign.

Vi er alle børn af vores tid. Derfor er det ikke så mærkeligt, at klassikere kan føles underligt tunge og uvedkommende. Hvis ikke klassikerne fortolkes ind i vores tid, bliver de til knirkende antikviteter. Hvor godt det så gøres, er en anden sag.

Sådan en aften i operaen kommer sanserne og sensibiliteten på prøve: Hvornår holder en klassiker op med at være en klassiker, og risikerer en historisk præcis opførelse ikke at blive en spændetrøje?

Jeg har haft mange gode oplevelse i de seneste år med at se, hvordan der arbejdes med klassikerne indenfor scenekunsten. Så jeg var nysgerrig, da repremieren på Kasper Holtens udgave forleden gik. Det var i øvrigt opførelse nr. 288 på Det Kongelige Teater, og slår man efter i operahistorien, har der været mange forskellige udgaver.

Der er mange gode takter, selvom de indlagte artisterier a la nycirkus undervejs virker ret anstrengt i forhold til Carl Nielsen og Holbergs intention. Men er det sådan, en klassiker kan bringes til at leve? I klassikerbegrebet ligger en insisteren på et værks almengyldighed: at det overskrider tidsaldre og at arketyperne kan værdsættes i en eftertid.

Og følgelig antager vi, at Shakespeare kan sige os noget 450 år efter sin fødsel. Men skal man så i en klassiker eller i en opførelse genskabe en tabt tid?

Nej. Da Shakespeare omkring 1600 skrev »Julius Cæsar«, lader han et ur slå, skønt Cæsar blev myrdet 44 f.kr. Kunstnerisk giver det altså ikke mening med en 1:1 afbildning af det historiske.

Hvis man skulle lave et autentisk set-up ville det nærmest være umuligt. Selv når man forsøger, er det på det nærmeste umuligt at ramme helt præcis i udtale, sprog, klædedragter, kulisser. Da J.P. Jacobsen skrev sin naturalistiske roman »Fru Marie Grubbe« i 1876, lod han den i tidens ånd handle om en kvindes sociale fald sideløbende med hendes erotiske opstigning, men interiøret og sproget er lagt i det 17. århundrede, hvilket fik filologer til at rase, da Jacobsen trods intense studier lavede fejlskud.

Sådanne anakronismer er svære at undgå, og kunst er ikke repræsentation - men en i samtiden givet afsøgning af det menneskelige univers.

Klassikeren virker bedst i balancen mellem hensynet til publikums direkte og uformidlede mulighed for at afkode handlingen, værkets ånd og kunstnerisk innovation. Den loyale klassiker med et moderne twist har sin charme. Andre gange lever forestillingen kun, når tingene vendes fuldstændigt på hovedet. Men hvis der går for meget cirkus i klassikerne, står jeg af.