Når de døde lever videre

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Hvor mange døde digtere læser vi? Hvor mange døde forfattere?

Næppe mange, tror jeg. Er en, det være sig nok så fortrinlig, litterær skikkelse først gået bort, er sandsynligheden for, at hun eller han stadig vil være i de læsendes bevidsthed som andet end en fjern erindring ikke stor, sandsynligheden for, at vedkommendes bøger vil blive taget ned af reolen og læst endnu mindre.

Det er litteraturens barske vilkår, og det er vilkår, som jo for eksempel kompositionsmusikken og billedkunsten slet ikke er underlagt. Tværtimod. Symfoniorkestre, operahuse og kunstmuseer dyrker det fortidige i musikken og billedkunsten med største selvfølgelighed. Nogle gange endda - og med operaen som stjerneeksemplet - på bekostning af det nutidige.

Sådan er dét, og at forlagene i god og stigende grad henter ældre, væsentlige værker frem fra gemmerne og genudgiver dem eller nyoversætter dem er nok fortjenstfuldt, men ændrer næppe meget ved situationen. Er man først blevet medlem af de døde poeters klub, er man med overvejende sandsynlighed på enhver måde død.

Og når nogle døde forfattere så alligevel ikke er helt så døde som andre, kan det hænge sammen med i hvert fald to ting. Enten, at der er tale om forfatterskaber, der hæver sig så meget over andre, at de altid vil være der, tilgængelige i genoptryk, til stede i vore hoveder.

Eller at der er tale om forfatterskaber, der på en eller anden måde lever videre som noget alment kendt og ikonisk, som noget, der besidder en særlig kraft i kraft af noget særligt, der som i en prisme fanger essensen af det hele. Det kan være i form af et billede (Dostojevskijs skæg), af et stilistisk greb (Prousts slyngede sætninger), af et begreb (det kafkaske).

Eller det kan være i form af noget helt fjerde eller femte. Hvilket så nok også er forklaringen på, at Dan Turèll, der 19. marts ville være fyldt 70 år, stadig er så relativt meget nærværende, som han er.

Uden at sammenligne ham med ovennævnte giganter, så stod han da i hvert fald for - og besad - noget af dét, der skal til for at blive om ikke globalt dødelig, så dog nationalt husket: Et originalt look, en unik stil, en egen stemme, en særlig attitude. Onkel Danny, kort sagt. Svær at glemme. Værd at huske.

Så et stort posthumt tillykke til Dan Turèll, hvis potentielt runde dag vi markerer med en artikel om manden og hans måder i denne uges udgave af BØGER. Dét er på sin plads, for bortset fra Andersen med den høje hat er der vist få andre litterære danske skikkelser fra fortiden, der er så generelt umiddelbart genkendelige, så karakteristiske.

At de i øvrigt begge fortjener al den opmærksomhed, de kan få, alene i kraft af deres ord, hører også med i billedet. Sproget skal leve i sig selv, ellers dør det hele helt. Det er ganske vist.