Når dagene tælles op, er det alligevel de nære ting, der overtager det hele

Helbredelse er ikke noget, man kan tænke sig til. Alligevel er det svært at tænke på andet lige nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Vi har kun tilbragt få minutter på afdeling 4262, da jeg får øjenkontakt med en ung, kronraget pige. Det er mig, der først slår blikket ned. Efter en time har man vænnet sig til det, men de første synlige tegn på den sygdom, vi er her for at undgå, føles som et slag i maven.

Det er et par måneder siden, de stillede diagnosen. Min mor ringede til mig. Bagefter spurgte jeg, om vi skulle mødes til frokost. Jeg betalte det hele – også vinen. Det må jeg ellers aldrig.

En kollega sagde, at hans mor også var gennem den sygdom. De havde valgt at se på behandlingen som et stykke arbejde. Noget, moren skulle gå til og overholde og respektere. Noget, der ville tage al hendes energi i en periode, som arbejde jo også gør. Det var ikke hendes ansvar at blive rask, sagde han. Helbredelse er ikke noget, man kan tænke sig til.

Alligevel er det svært at tænke på andet lige nu. Sorg gør livet tungt. Sygdom gør livet konkret. For mit eget vedkommende er prioriteterne blevet færre: Jeg skal sørge for, at tingene hænger sammen. At jeg ser min mor. Jeg har opbygget et stillads af praktiske gøremål. Der er snart ikke en væg, jeg ikke planlægger at male derhjemme. Af samme grund står vinduerne altid åbne. Den anden dag hørte jeg faktisk fugle ude i min gård. Det var et godt tegn, tænkte jeg.

»Alt i universet forfalder«, skrev forfatteren Theis Ørntoft. »Hvis man ikke hver dag gør et arbejde for at opretholde en given orden, vil den nedbrydes med tiden«.

Men tingene har ændret sig. Vi har skiftet funktioner. Nu er det ikke længere min mor, der følger min søn i musikskole. Det er mig, der følger hende til kemo. Det er sådan set det eneste, jeg kan gøre som pårørende. Det vigtigste i livet er vi alene om.

»Jeg har opbygget et stillads af praktiske gøremål. Der er snart ikke en væg, jeg ikke planlægger at male derhjemme.«


Sådan endte altså 2018. Et år med hvidvask, solskin og bedrag. Når dagene tælles op, er det alligevel de nære ting, der overtager det hele. Min søn, der lærte at cykle. De nye venner. Campingturen til Bornholm. Dagene på afdeling 4262. Heldigvis er det et fint sted. Jeg tænker på det som sundhedsvæsnets svar på et privatfly.  Man kan se, at det har kostet penge, og føler sig ret sikker på, at det kan stå imod turbulens.

Vi har sat os ind i flyet og stoler på, at det holder. På den måde føles det rart, at vi står ved et årsskifte. Det sidste, man tror på, er ellers, at nytåret er en mulighed for at begynde forfra. Med noget. Men for 2019 har jeg lavet en liste.

Når min mor er helbredt, skal vi på festival. Vi skal aflære os at være funktioner over for hinanden. Vi skal gøre formålsløse ting, smide skoene i solen. Tale om noget, der er upraktisk. Og jeg skal lære noget nyt. At holde øjenkontakten med fremmede, selv om det er svært. Læse flere bøger og spille mere guitar og alt det der.

Hvert nytårsløfte, man ikke indfrier, er naturligvis et nederlag. Omvendt er alle dem, man holder, en sejr. Hvis bare listen er lang nok, kan glæden over alle de små sejre ophæve plagen ved nederlaget. Det regnestykke har jeg lært af en ven. Så jeg sætter ambitiøse mål for det kommende år. Og noterer mig, at lysten til at springe ud i det er større end nogensinde.

Det kan man også lære på afdeling 4262. Også selv om det bliver rart, når behandlingen slutter, og flyet lander et mere sikkert sted i 2019.