Når »Avatar« møder James Joyce

Hvad sker der, når to af landets mest alsidige producere går sammen med en af dansk musiks mest kritikerroste og litterære sangskrivere om at lave futuristisk pop? Svaret er The Mountains, der i dag udgiver sit debutalbum.

Bandet The Mountains består af Nordsø-tvillingerne Fridolin og Frederik samt sangeren Michael Møller. Foto: Kasper Palsnov Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frederik har stået bag hits med navne som Outlandish og Christopher. Hans tvillingebror, Fridolin, har ageret fødselshjælper for navne som Fallulah og Choir Of Young Believers. Sammen har de to Nordsø-brødre bandet The William Blakes. Og så er der Michael Møller, der som sanger og sangskriver både har stået i front for Moi Caprice og udgivet et par roste soloplader. Tilsammen udgør de tre erfarne herrer The Mountains – et alternativt bud på en ny dansk supergruppe med ambitioner om at skabe stor og fremsynet popmusik.

Sådan lyder budskabet i hvert fald, da jeg sætter de tre herrer stævne et par dage før udgivelsen af debutalbummet »The Mountains, The Valleys, The Lakes«. Idéen til bandet opstod allerede tilbage i 2005, da Fridolin producerede Moi Caprices andet album. I årene efter mødtes de tre flere gange for at drøfte planerne, men andre projekter blev ved med at komme i vejen.

Først i slutningen af 2012 besluttede de endelig at pakke en bil og køre op til et studie i Sverige, hvor albummet lynhurtigt tog form.

»Det eneste, vi havde aftalt på forhånd, var, at vi ville lave noget elektronisk, eksperimenterende popmusik. Vi vidste, at det skulle være grandiost og båret af synth,« fortæller Fridolin Nordsø om bandets udgangspunkt.

Mens Nordsø-brødrene har lavet masser af rendyrket pop gennem deres karriere, var situationen lidt mere ny for Michael Møller, der kommer fra en mindre kommerciel baggrund, hvor de gode anmeldelser ikke nødvendigvis er gået hånd i hånd med høje salgstal.

»Jeg kommer helt klart mere fra en indie-baggrund med Moi Caprice. Men jeg har altid haft en stor kærlighed til velproduceret pop, der vil et eller andet. Om det så er ABBA eller Kanye West. Ambitiøs popmusik i en eller anden forstand. Og det var det, vi tog op til Sverige for at lave,« fortæller han.

Forsangeren lægger dog ikke skjul på, at han ville have haft svært ved at lave noget, der var så kommercielt som The Mountains for seks-syv år siden.

»Men efterhånden som jeg har prøvet en masse ting af musikalsk, er jeg også blevet mere åben for, hvor jeg bevæger mig hen. Mit seneste soloprojekt var jo det her album med 31 akustiske sange med et meget litterært tekstmæssigt fokus (»A Month of Unrequited Love« fra 2011, red.). Efter jeg færdiggjorde det, havde jeg ikke rigtig længere behov for at vise, at det var noget, jeg kunne.«

I stedet kastede han sig altså over The Mountains. Og i den proces har han fået langt større respekt for, hvor svært det egentlig er at skrive god popmusik.

»I indie-miljøet er der en opfattelse af, at det er let at lave. Men en gang imellem synes jeg faktisk godt, at man kan vende den om: Selvfølgelig er der fantastisk indie, der bryder alle reglerne, men jeg synes også, at der er rigtig meget, der er alt for letkøbt. Det er for nemt bare at trykke på Joy Division-knappen, hvis man gerne vil signalere dybde. Melodierne giver næsten sig selv, fordi de er blevet reproduceret så mange gange. Det er så uhyggelig let at lave. Jeg har fået langt større respekt for poppen efter at have arbejdet så bevidst med hooklines på den her plade. Når du har en form, der ofte er ret simpel, så handler det jo meget om, hvad man så fylder i den. For mig var det nogle helt andre præmisser at arbejde ud fra. Det har været en spændende udfordring.«

Man fornemmer det hele tiden, når man taler med dem. For The Mountains er poppen ikke bare en kommerciel arena. I deres optik er det også her, at mange af de største musikalske innovationer mødes og skubber musikken fremad. Men det kræver, at der ligger nogle ambitioner bagved. Og der halter vi noget bagefter herhjemme, mener Frederik Nordsø:

»Med fare for at sige noget politisk ukorrekt, så er der en tendens til, at popmusik herhjemme er en lille smule konservativt. I modsætning til i USA og England hvor pop ofte repræsenterer noget helt nyt. De tager alle mulige undergrundsting til sig. Når man hører Rasmus Seebachs nye ting, er det ikke fordi, at det har et eller andet trap-element (elektronisk afart af hiphop, red.), ligesom Beyoncés nye single har. Seebach lyder mere som Kandis (dansktoporkester, red.) end trap,« siger han og fortsætter:

»Vi vil gerne lave den form for popmusik, som Beyoncé, Rihanna eller Justin Timberlake gør. Selvfølgelig med respekt for, hvilken type sanger og sangskriver Michael i forvejen var. Man kan sige, at The Mountains er resultatet af en ambition om et futuristisk produktionselement med Michael ovenpå. Og det er lige præcis dét, der gør, at det ikke ender med at lyde som Beyoncé eller Rihanna. Vi har allerede nu fundet ud af, at det bliver ved med at lyde som The Mountains, lige meget hvad vi laver.«

Selv om Frederik Nordsø har masser af erfaring med at producere popmusik, så ser han alligevel The Mountains som noget af det mest ambitiøse, han har været involveret i rent produktionsmæssigt. Han beskriver selv forskellen med en noget overraskende filmanalogi:

»Det her projekt er som en supersprød Hollywood-produktion a la »Avatar« kontra en eller anden grynet sort-hvid-film optaget på en iPhone. Det kræver noget teknisk kunnen og effektivitet at lave sådan et produkt, før det bliver fedt. Det er ligesom at skulle lave en tegning, der gengiver virkeligheden ned til mindste detalje kontra en avantgardetegning: Der skal lige meget til for, at det bliver genialt, men det er nemmest at spotte, når nogen har lavet noget, der ikke ligner. Det er straks sværere, når det er avantgarde.«

The Mountains’ store poplyd har også haft en indvirkning på Michael Møllers normalt meget litterære tekstunivers. Spillereglerne har været anderledes.

Som han selv siger, så har der været knap så meget plads til at folde hans normalt meget detaljerede narrativer ud, når musikken samtidig er så fuld af informationer. Og det har fordret en anden og mere billedskabende type tekster.

»Hvis man skal tale om litterære traditioner, så har jeg tidligere nok skrevet meget op ad F. Scott Fitzgerald, hvor det her mere er James Joyce. Metodisk i hvert fald. Tilgangen har været mere stream of consciousness-agtig, hvor mine soloprojekter omvendt har været meget fortællende, følelsesladede og koncentreret omkring forelskelsen og begæret. Den slags er der plads til, når man har syv minutter alene med et klaver,« siger Michael Møller og fortsætter:

»Teksterne her har meget været båret af en visuel idé, der blandt andet handler om at være oppe i bjergene og verdens undergang. Hvilke tvangstanker kommer der ud af det scenarium? Det er dem, jeg har forsøgt at skrive ud på en meget intuitiv måde. Og når de her tanker står sammen, danner de mere et billede end en egentlig historie. Så ja, på en måde er det her mere »Avatar« end mine soloprojekter, der måske bedre kan sammenlignes med en Kieslowski-film eller en »Sidste Tango i Paris«: En masse sexscener og så en tragisk afslutning.«

Den nye måde at arbejde med både musik og tekster har da også været tiltrængt, fortæller han. Efter at have udsendt »A Month of Unrequited Love« var der behov for at afsøge nye territorier.

»Hvis jeg laver det samme gang på gang, går jeg lidt død i det. Jeg vil gerne nye steder hen. Man kan se det på den her måde: Det er da fedt at være tilbage i Barcelona for fjerde gang. Man kender byen. Men det er noget helt andet at tage til Beijing for første gang. Det er sådan en følelse af ekstrem spænding og nervøsitet. Det er lige præcis dét, det her projekt handler om for mig musikalsk. Det begyndte med en drøm om at få lov til at være i en by, jeg ikke havde været i før.«

Og meget tyder på, at Michael Møller har fundet en ny favoritby med The Mountains. Han har i hvert fald tænkt sig at vende tilbage. De tre nyslåede bandkammerater har allerede nu planer om at lave et album mere. Om det bliver en »Avatar 2« må tiden vise.