Når alle vil slå under bæltestedet

En debat i det offentlige rum kan kulminere med angreb og onde ord i tusindvis. Shitstormen hører til de sociale mediers mere uforudsigelige fænomener. Ofrene kan selv reparere de værste skader – bare de reagerer rigtigt, siger brandingekspert.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et mindre spisested i nordjyske Sæby kaldte sig Jensens Fiskerestaurant.

Men den går ikke, sagde Jensen’s Bøfhus. Den landsdækkende kæde følte sit navn udhulet. Ejerne af Jensen’s Bøfhus indbragte sagen for retten og vandt.

Og da Danske Bank indførte et gebyr på almindelige lønkonti med moderate transaktioner, brød et varmt sted løs. Kunder i hundredvis ytrede deres harme på sociale medier eller skiftede pengeinstitut. Hvis de ellers kunne.

De to sager endte begge med en såkaldt shitstorm. Engagerede borgere havde delt deres erfaringer på sociale medier og fået andre med i forargelsen.

Ophedede indlæg på Facebook og vrede læserbreve i dagbladene blev fyldt med nogle af sprogets værste gloser.

Shitstormen defineres formelt som en debat, der har et godt formål som udgangspunkt – men som siden fører til angreb ud over det rimelige. Det er altså en debat ude af kontrol. En mudderkastning med eget liv.

Fænomenet går ofte hårdt ud over dem, stormen retter sig imod:

Mailstorm uden sidestykke

Henrik Engelbrecht var Tivolis musikchef i august 2010 og havde fået verdenstenoren Rolando Villazón til huse. Men berømtheden var syg og måtte aflyse små ti minutter inde i programmet. Og haven kunne ikke uden videre give folk pengene tilbage.

Begivenheden indtraf lige før Facebook blev udbredt på dansk jord. Så resultatet var ikke en shitstorm i den moderne forstand. Mere en mailstorm uden sidestykke.

»Det var virkelig hårdt,« siger Henrik Engelbrecht. »Jeg fik vel omkring 500 mail i de dage. Også de elektroniske medier tog sagen op – sagen kørte jo lige midt i agurketiden.«

Selve sagen blev løst med tiden. Folk fik deres penge tilbage, hvis de ville. Og musikchefen havde i mellemtiden svaret på hver eneste mail.

Hvad havde du gjort i en tid med Facebook?

»Det havde selvfølgelig været ubehageligt – men i en vis forstand også nemmere,« siger Henrik Engelbrecht.

»For når man får mail, skal man svare hver enkelt. Ytringer på Facebook kan i princippet besvares med en opdatering én gang for alle.«

Har du mærket noget til sagen siden?

»Rigtig mange havde svinet mig godt og grundigt til. Men når jeg svarede dem personligt, viste de sig faktisk meget hensynsfulde. Jeg møder folk endnu i dag, der godt kan se sagen fra begge sider og beklager deres tone dengang,« siger Henrik Engelbrecht.

»Så jeg drog to vigtige erfaringer: En shitstorm går for det første i sig selv igen. Og den bygger for det andet på nogle dybe følelser hos folk. På et oprigtigt engagement, man i sidste ende skal være glad for.«

Heller ikke politikere er ukendt med fænomenet. Politik er øretævernes holdeplads – og politisk mudderkastning alle shitstormes moder.

Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne sendte for fem år siden sin datter i privatskole. Da beslutningen blev lækket, haglede kritikken ned over hende. Både fra hendes traditionelle modstandere og fra partiet selv.

Måske fordi hun få år før havde langet hårdt ud efter andre i samme situation.

»Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole,« havde hun sagt.

At ens privatliv og politiske virke ikke altid kan spille sammen, tænkte de færreste kritikere over. Eller at man selv kan blive klogere.

Og daværende kulturminister Marianne Jelved blev lastet for lukningen af DR UnderholdningsOrkestret forgangne efterår. Selve beslutningen var rigtignok taget af DR selv og godkendt af bestyrelsen. Men folkeviddet gav kulturens minister hovedansvaret.

Hun måtte høre på mangt og meget i månederne efter. Selv trofaste tilhængere erklærede sig som modstandere.

»Summen af hele denne jammerlige sag er, at kulturministeren ikke gjorde noget for kulturen. Hun vil nu og i fremtiden blive husket som det, hun har vist sig at være: Orkesterkvæleren,« skrev en af Berlingskes læsere.

Operachefen måtte stå for skud

Instruktøren og operachefen Kasper Holten har været ude for indtil flere shitstorme. Første gang da han for syv år siden gik fra sin kræftramte hustru, Kamilla Gregersen.

Stormen bølgede i flere måneder og nåede både morgenavisernes debatsider og den evigt sultne ugepresse. Kun få turde tage operachefen i forsvar og sige sandheden: At det ret beset var en sag mellem ham og TV-værten alene.

»Jeg mener, man udviser størst respekt ved i det lange løb at være nænsom, men ærlig om sine følelser – også de svære,« sagde han dengang.

Holten er siden blevet chef for briternes kongelige opera på Covent Garden i London og må jævnligt lægge øre til hvad som helst.

Senest for få uger siden: Operaen havde haft premiere på »Wilhelm Tell« af Rossini og i den forbindelse fyldt scenen med en fem minutter lang massevoldtægt. Danskeren var i parentes bemærket slet ikke instruktør på den udskældte forestilling. Men fordi han er operahusets chef, blev han set som den skyldige. Pressen krævede endnu en gang hans hoved på et fad.

Og han måtte igen forklare sit indlysende rationale: »Vi må være ærlige om det faktum, at seksuel vold er virkelighed for kvinder i krigstid,« sagde han til dagbladet The Guardian.

De dyre kort

Eller i den nok så farverige boldgade: Dansk Supermarked med discountkæder som Bilka og Føtex introducerede de såkaldte dyrekort sidste år.

Når man havde købt for 100 kroner, fik man fire samlerkort til ungerne. 30 af de i alt 140 stykker pap var såkaldte specialkort i væsentlig mindre oplag – hvilket selvfølgelig gjorde kortene særligt eftertragtede hos de små.

Resultatet var gråd og tænders gnidsel hos danske familier i hundredvis. Folk med mindre børn harmedes over den udtalte mangel på kort og fyldte forargede blogs og endda læserbreve med den særegne sag.

»Vi har brugt 32.000 kroner og har derfor modtaget 320 pakker med samlekort, og vi mangler stadig seks specialkort i hver af børnenes mapper,« sagde en Joan Vedel Andersen i Jyllands-Posten. Hun havde også klaget til Forbrugerombudsmanden.

Men andre harmedes derefter lige så vredt over luksusproblemet og skrev endnu flere blogs og breve. Sagen havde altså udviklet sig til et klassisk eksempel på den dobbelte shitstorm.

Så hvad når skaden er sket? Hvordan klarer du den shitstorm, der kan ramme eller din virksomhed eller dig selv i morgen?

Åbenbart ikke som trafikselskabet Movia håndterede det store angreb forrige år:

Magnus på syv havde som altid taget en bus til fritidshjemmet. Hele to kontrollører syntes så, der var noget galt med hans buskort. De inddrog hans kort, ransagede hans skoletaske og bad den lille dreng holde kæft.

Resultatet var talløse indlæg og en shitstorm af vindstyrke 10 på både Facebook og Twitter. Selskabet kunne sagtens se problemet bagefter og lagde sig fladt ned. Man undskyldte officielt på de samme medier. Det hjalp bare ikke.

Og en af forklaringerne kom fra brandingeksperten Henrik Qvottrup – ikke at forveksle med den hyppigt shitstormramte journalist af næsten samme navn.

»Movia skulle have sendt en mand ud med blomster og postet et billede af seancen på deres væg,« sagde Henrik Qvottrup til kommunikationen.dk dengang.

»Det havde gjort det sværere for folk efterfølgende at gå ind og skrive: »Jamen, I er og bliver nogle idioter«. For det vigtigste redskab i brandslukning – hvad enten det gælder en medie- eller shitstorm – er at levere et budskab, som folk ikke kan reagere negativt tilbage på.«