Mytologi i technicolor

Det er en af alle tiders største filmklassikere, der nu næsten 70 år efter premieren 1. juledag udsendes i en ny digitalt restaureret kopi. Vi fortæller her historien om verdens mest citerede musical »Troldmanden fra Oz«, og hvordan den blev det tætteste, man kommer på en amerikansk nationalfilm.

Den amerikanske historiker John Fricke har kaldt »Troldmanden fra Oz« for »det eventyr gennem hvilket Amerika identificerer sig selv«. Men også i Danmark, hvor den havde premiere den 26. marts 1940, har musicalen været populær og er blevet vist flere gange på TV. Her er Judy Garland i rollen som Dorothy sammen med Fugleskræmslet og Blikmanden på »The Yellow Brick Road«, som skal lede dem til Troldmanden i Oz, der får dem til at indse, at det eneste de mangler, er troen på sig selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miraclefilm

Det var søndagen før Thanksgiving den 3. november 1956, i fjernsynets barndom.

Hele familien Amerika sad foran skærmen, da »Troldmanden fra Oz«-stjernen, Bert Lahr nu 61 år gammel, tonede frem på skærmen med et barn siddende på hvert knæ: Den 13-årige samler af Oz-memorabilia Paul Shiller og ti-årige Liza Minelli, datter af Judy Garland. Sammen introducerede de »Troldmanden fra Oz«, der blev vist på TV for første gang.

Den aften, 17 år efter filmens premiere, blev født ikke bare en klassiker, men dén største populærkulturelle klassiker i amerikansk historie.

Metro-Goldwyn-Mayers musical havde premiere i 1939, men filmen, der havde kostet næsten 2,8 millioner dollar – et for tiden enormt beløb – at producere, blev trods gode anmeldelser i første omgang ikke den pengemaskine, den magtfulde Hollywoodproducent Louis B. Mayer havde forestillet sig.

Inspirationen til filmen havde han fået fra Walt Disneys tegnefilm »Snehvide og de syv små dværge«, der i 1937 var datidens hidtil største økonomiske succes. Mayer ville også lave en børnefilm, og da hans producer Mervyn LeRoy havde en drøm om at filmatisere »The Wonderful Wizard of Oz«, faldt valget på L. Frank Baums eventyr fra 1900.

Barnestjernen Shirley Temple var udset til hovedrollen som Dorothy, men 20th Century Fox ville ikke låne hende ud. Rollen gik til i stedet til Judy Garland, der havde markeret sig, blandt andet i »Love Finds Andy Hardy« med teenagestjernen Mickey Rooney.

Med sine 16 år blev hun betragtet som alt for gammel. Og i øvrigt for tyk. Men Garland smed de overflødige kilo, og optagelserne, der kom til at involvere ikke færre end 14 forfattere og fem instruktører, begyndte den 13. oktober 1938.
Rejsen mod »Oz«

En vis Robert Thorpe indtog instruktørstolen, men efter få uger, fyrede LeRoy ham, fordi filmen manglede den barnlige glæde og energi, der skulle være musical-
eventyrets drivkraft. Strimler blev kasseret, og George Cukor, der havde tid til overs, før han skulle instruere en anden MGM-produktion, »Borte med blæsten«, blev kaldt ind. Kun tre dage var Cukor på settet, men hans indflydelse blev afgørende.

Thorpe havde instrueret Judy Garland til at spille Dorothy teatralsk iført lang, blond paryk og tung babydoll-makeup. »Bare vær dig selv,« beordrede Cukor Garland, der fra da af optrådte med fletninger og med Cukors ord som »en helt almindelig pige fra Kansas«. Også Leroy instruerede undervejs, men det blev Victor Fleming, der kom til at stå på rulleteksterne som instruktør.

Fleming var kendt som machotype, der tog på storvildtjagt med vennen Clark Gable, men her øjnede han en mulighed for at lave en film, der ville henrykke hans to døtre.

I MGMs studie i Hollywood hobede problemerne sig op. Buddy Ebsen, der spillede Tin-Man, eller Blikmanden, var tæt på at dø, fordi aluminiumsstøv i hans makeup indkapslede hans lunger. Ebsen blev erstattet af Ray Bolger, der først senere fik årsagen at vide. Han blev i stedet sminket med en aluminiumsfarvet creme.

Margaret Hamilton, der spillede Heksen, blev slemt forbrændt på hænder og ansigt, da hun i en scene tog afsked i en søjle af ild. Og af de omkring hundrede dværge, der var hyret til at spille indbyggerne i Munchkinland, var flere fulde under optagelserne. Da Judy Garland år senere i talkshowet The Jack Paar Show blev spurgt om de små folk: »Were they little kids?«, svarede hun med udsøgt timing: »They were drunks!«

På den anden side
I mellemtiden blussede temperamenterne op på »Borte med blæsten«, hvor stjernen Clark Gable nægtede at samarbejde med George Cukor. Victor Fleming måtte overtage, mens King Vidor, siden kendt for »Krig og fred«, instruerede scenerne i Kansas.

På trods af trængslerne var den færdige film bjergtagende. En musical i fantasy-genren og en fest i alle regnbuens farver med uforglemmelige sange som »Over the Rainbow«, »We’re Off to See the Wizard« og »Ding Dong the Witch Is Dead.«

Eventyret begynder i brunlige sepiafarvede billeder på en udpint farm i Kansas under 30ernes depression. Onkel Henry og tante Em har for travlt til at tage sig af Dorothys problemer med den lede nabo Miss Gulch, der er ude efter hendes bedste ven, hunden Toto. Ensom drømmer Dorothy sig væk, »somewhere over the rainbow«. En tyfon rammer Kansas, og hun blæses til landet Oz, hvor hun træder hun ind i en magisk verden i technicolor.

Her kommer hun til at fornærme den grusomme heks, The Wicked Witch of the West, men får også venner i Fugleskræmslet, der savner en hjerne, Blikmanden, der savner et hjerte og Løven, der savner mod.

Sammen begiver de sig til Troldmanden, der kræver, at Dorothy dræber heksen. Men efter hun har smeltet heksen med en spand vand, viser Troldmanden sig som en fupmager. Alligevel hjælper han de fire venner med at indse, at det eneste, de mangler, er troen på sig selv. Dorothy skal blot klikke hælene på sine røde sko sammen tre gange og sige »There’s no place like home«, så er hun og Toto tilbage i Kansas. Og minsandten!

Hjemme vågner Dorothy i sin seng, omgivet af sin onkel, tante og deres tre medhjælpere, der har slående lighed med vennerne fra Oz. Rørt til tårer udbryder hun: »Oh, Aunty Em! There’s no place like home!«

I dag næsten 70 år efter premieren figurerer »Troldmanden fra Oz« ofte på lister over verdens bedste film. Ifølge filmsitet imdb.com refererer mere end 1.000 film direkte eller indirekte film til musicalen.

»Toto I have a feeling we are not i Kansas anymore« er ifølge The American Film Institute det fjerde mest kendte filmcitat. Samme institut har kåret »Over the Rainbow« til verdens bedste filmsang.

»Troldmanden fra Oz« er en del af den moderne populærkulturelle mytologi, og vores fortolkninger af filmen og dens symbolstærke figurer og begreber gennemsyrer vores kulturelle bevidsthed og sprog. Det være sig i forskningsrelateret analyse som hos den britiske uddannelseskonsulent Shelley Marsh, der underviser i »How To Build Your Children’s Self-Esteem Using The Wizard of Oz«.

Og det være sig i metaforer, vi bruger i hverdagen, som i USA, hvor man, hvis man er »en af Dorothys venner«, er bøsse. Men hvordan fik »Troldmanden fra Oz« så stor betydning?

Oz som politisk allegori
Det siges, at L. Frank Baum skrev »The Wonderful Wizard of Oz« som en politisk allegori, og mere præcist et socialistisk forsvar for tidens trængte landmænd. I bogens forord takker han Brødrene Grimm og H. C. Andersen for inspiration, men indrømmede senere sin gæld til Lewis Carrolls »Alice i Eventyrland«.

Både fans og fjender af filmen har påvist, at filmen repræsenterer aktører i det politiske miljø omkring 1900. Blikmanden, Løven og Fugleskræmslet var faste figurer i datidens dagbladskarikaturer af amerikanske politikere.

I en læsning er Dorothy symbol på det amerikanske folk. Blikmanden på den umenneskeliggjorte industriarbejder. Fugleskræmslet den forarmede landmand og løven Det Demokratiske Parti. Heksen er Wall Street og de kommercielle interesser, Troldmanden den daværende republikanske præsident William McKinley. Og cyklonen en politisk revolution.

»Troldmanden fra Oz« er blevet kaldt en politisk, økonomisk,
machiavellistisk, populistisk, religiøs og spirituel allegori. Den har været hyldet og udskældt som marxistisk propaganda og anklaget for at forherlige dødsstraf (fordi Dorothy dræber heksen) og nedvurdere værdien af uddannelse (fordi Troldmanden stikker hendes venner et diplom uden skolegang). Og den er sågar blevet set som et billede på sovjetisk luftfartshistorie (spørg ikke hvorfor.)

Selv sagde L. Frank Baum, at hans roman udelukkende havde til hensigt »at glæde børn«.

Ude godt, hjemme bedst
Da »Troldmanden fra Oz« den 17. august 1939 havde premiere i New York, og Judy Garland mødte op eskorteret af Mickey Rooney, stod 15.000 mennesker stod i kø uden for Loew’s Capitol Theatre på Broadway.

Da musicalen trods den positive modtagelse skuffede økonomisk, vendte man hos MGM blikket mod Oscaruddelingen i 1940.

»Troldmanden fra Oz« blev nomineret i fem kategorier og vandt for bedste sang »Over the Rainbow«, ud over nogle mindre priser og en mini-Oscar, en talentpris, til Judy Garland. De store priser gik til »Borte med blæsten«.

Filmen fik repremiere i 1949 og igen i 1955 i en pseudo widescreen version, hvor man havde beskåret billedet foroven og forneden. Det var en populær musical. Men det var først i 1956, da filmen havde TV-premiere, at den blev udødeliggjort.

At vise filmen op til Thanksgiving, den vigtigste amerikanske højtid, var en hyldest til hjemmet og en hyldest til Americana. På plakaten, der annoncerede begivenheden stod: »Tonight, there’s no place like home!«

I en typisk by i USA, kunne man dengang modtage tre, fire TV-kanaler, og den aften tunede alle ind på Oz. Da CBS igen viste filmen tre år senere, så 45 millioner amerikanere med.

Samtidig ophørte copyrighten på L. Frank Baums roman, og nye filmatiseringer, teateropsætninger og spinoffs kom til. »Troldmanden fra Oz« blev en astronomisk succes.

Fra 1959 til 1991 blev filmen vist hvert år på TV, og disse aftener udviklede sig til familiebegivenheder og blev bebudet to uger i forvejen. En generation af babyboomere voksede op med Dorothy og det fortryllede Oz.

Musicalgenren i almindelighed er med sin hyldest til den glade amatør og den folkelige underholdning en ærkeamerikansk genre, der fortæller en historie om sammenhold og pionérånd.

»Troldmanden fra Oz« i særdeleshed er en hyldest til fantasien, til det farlige, til det farverige, til filmmagien fra Hollywood. Og så skal vi ikke glemme vidunderlige Judy Garland, for hvem rollen som Dorothy på godt og ondt forblev definerende for hendes alt for korte karriere.

Men hemmeligheden bag filmens succes ligger i Dorothys’s konklusion:

»There is no place like home« og det faktum, at den blev gentaget i primetime som et religiøst mantra i et forjættet land.

Ude godt, men hjemme bedst, det er pointen. Men det er tilladt at drømme sig væk til det farlige og det farverige. Til Oz. Over regnbuen.