Myten om byens smukkeste spir er løgn fra ende til anden

Alle kender det karakteristiske spir på Vor Frelsers Kirke, og mange har hørt om, hvordan bygmesteren alt for sent opdagede, at sneglegangen drejede den forkerte vej.

Vor Frelsers Kirke på Christianshavn med Snorrebroen i forgrunden og den dystre tugthusbygning til højre. Foto fra 1872,København før og nu, bd. IV Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle kender det karakteristiske spir på Vor Frelsers Kirke, og mange har hørt om, hvordan bygmesteren alt for sent opdagede, at sneglegangen drejede den forkerte vej og derfor i fortvivlelse kastede sig ud fra toppen. En god historie. Man ser det for sig. Men løgn er det fra ende til anden. Spiret er skabt af hofbygmester Laurids de Thurah, og han var stolt af sit kunstværk.

Da Christian IV omkring 1620 med gode ord og betaling i form af skattefrihed lokkede de første nybyggere til at slå sig ned på Christianshavn, måtte de benytte den gamle ankersmedje på Bremerholm som sognekirke.

Men Holmens Kirke, som det jo var, lå på den forkerte side af havneløbet, og det blev et krav, at Christianshavn fik sin egen kirke. Allerede på de første grundplaner var der skitseret en kirke, men tiden gik, uden at der skete noget.

Efter en snes år blev der fundet en foreløbig løsning på problemet. Et træhus blev opført som midlertidig kirke, »såre liden og uanselig«, men praktisk, for det kunne efterfølgende bruges som skole og bolig for præsten, når en rigtig kirke engang blev opført. Derefter skete der igen ikke noget, og efterhånden måtte det brøstfældige hus afstives med bjælker for ikke at falde sammen omkring præst og sognebørn.

I 1657 blev der endelig givet tilladelse til opførelse af den længe savnede kirke. Men så kom krigen mod Sverige og stormen på København, og der gik igen en snes år, før indbyggerne turde anmode om en ny kirke, og nu med henvisning til, at det var forbundet med stor fare at gå til gudstjeneste i den skrøbelige gamle trækirke.

Arbejderne måtte smide tøjet før de kunne måle grunden op

Tilladelsen blev givet, og generalbygmester Lambert von Haven blev sat på opgaven. Men ting tager tid, og der gik endnu en halv snes år, for det var en vanskelig sag at bygge en kirke netop på det sted.

Det meste af Christianshavn er tidligere havbund, og da arbejderne i 1681, hvor Christian IV var blevet afløst af Frederik III, der igen var blevet efterfulgt af Christian V, gik i gang med at opmåle grunden, måtte de smide tøjet og vade i vand, og for den ulejlighed blev de honoreret med to mark i drikkepenge.

Året efter var det meste af vandet ledt bort, og der var lagt så mange træbroer hen over grøfter og vandhuller, at en karet sikkert kunne bringe Christian V gennem sølet til det sted, hvor grundstenen i pomp og pragt blev anbragt. Så fulgte der nogle år, hvor byggeriet trak noget ud, for der manglede penge.

Store gaver blev indsamlet, og bøder blev inddrevet fra rigets øvrige kirker, og endelig var man i 1693 nået så vidt, at kongen i en lukket stol med tre vinduer kunne lade sig hejse op i tårnet. Året efter var murerarbejdet færdigt, men endnu manglede spiret. Alteret var man heller ikke blevet færdig med, men så vidt var man, at alle og enhver, »som elsker Frelseren og ærer Kongen«, blev indbudt til at overvære den højtidelige indvielse.

Fest den ganske dag uden hverken våde eller tørt

Det var nu kun den kongelige familie og rigets og stadens øverste embedsmænd, der blev plads til, og for dem blev første søndag efter påske 1696 en mindeværdig dag. Højtideligheden begyndte klokken ni med indvielsestale efterfulgt af messe foran det midlertidige alter, og så holdt biskoppen en prædiken over søndagens tekst de næste to timer. Hen under aften var festen slut, »og herskaberne havde den ganske dag hverken nydt vådt eller tørt«, betroede en kammertjener sin dagbog.

I 1700-tallet blev kirken især søgt af Christianshavns velhavende borgerfamilier. De havde private pladser, der var købt og betalt, og hvor man både kunne se godt og blive set. Men de lange gudstjenester var en prøvelse, og i 1737 blev det ved kongelig befaling påbudt præsterne at betale en mulkt på to rigsdaler, hvis prædikenen varede over en klokketime.

Mere end et halvt hundrede år gik der, før kirken fik sit spir. Bygmester von Haven havde efterladt sig et fint udkast, men han var død for længst, og på en rejse til Rom havde hofbygmester Thurah engang set noget helt specielt, som københavnerne skulle have glæde af. Spiret var færdigt i 1752, og atter var der festgudstjeneste.