Man forstår ham virkelig godt.

Holger Reenberg er pavestolt af sit kunstmuseum, Heart i Herning, der er tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl.

»Jeg følte lige fra starten, at det her var det rigtige projekt,« siger Holger Reenberg.

Som direktør siden 2001 har han selv stået fadder til bygningen, der blev indviet i 2009 og har kostet 163 millioner kroner.

»Jeg sagde dengang ja til jobbet, fordi der skulle bygges et nyt museum. Det var en kæmpe udfordring og en gave. Det var næsten som at få en blanco check,« siger Holger Reenberg, der taler et usædvanligt smukt og distinkt rigsdansk.

Han viser begejstret rundt på sit museum, der i øjeblikket viser dels en kunstudstilling af Svend Wiig Hansens monumentale malerier og dels en designudstilling, »Clash – modstand i moden«, der fortæller, hvordan modeverdenens avant garde afspejler samfundets tendenser.

Heart, der inden indvielsen af den nye museumsbygning hed Herning Kunstmuseum, er i vid udstrækning et resultat af den visionære erhvervsmand og kunstsamler Aage Damgaards (1917-1991) brændende kunstinteresse, og det bygger i høj grad på den fornemme kunstsamling, han opbyggede, særligt en internationalt enestående samling af 37 værker af den italienske kunstner Piero Manzoni (1933-1963).

»Store museer i New York, London og Venedig ville, hvis de var til salg, give hvad som helst for disse værker. Det er de heldigvis ikke, men de er meget interesseret i at låne dem, og det giver os en mulighed for til gengæld at låne interessant kunst hos dem til udstillinger her på museet,« siger Holger Reenberg.

Han viser museets store koncertsal frem, hvor Ensemble MidtVest spiller koncerter.

Nede i kælderen er ansatte ved at pakke værker ned i store kasser, som skal sendes til andre museer. Magasinet rummer betydelige samlinger af bl.a. yngre kunstnere som John Kørner og Jesper Just – købt ind på et tidspunkt, da de endnu ikke var stjerner. Nede i teknikrummet står en mindre, abstrakt jernskulptur – en jernplade på en halv gange en meter med fem groft svejsede klodser på – af Peter Bonnén.

»Det var det her værk, som fik lagerforvalter Peter Rindal til at starte sit oprør mod statslig støtte til abstrakt kunst,« siger Holger Reenberg.

»Herning er Danmarks mest amerikaniserede by«

Bortset fra koncertsalen med sorte træpaneler og gule sæder er museet hvidt. Udvendig og indvendig. Udvendig ser væggene ud, som om de er støbt på krøllet stof – måske en reference til Hernings tekstilindustri. Udstillingslokalerne er rummelige med højt til lofterne, der ligger i forskellige niveauer, og arkitekten Steven Holl har både ude og inde kombineret stram geometri og poetisk frit svungne linjer.

Holger Reenberg er københavnerdreng og opvokset på Frederiksberg og senere i Holte og Trørød. Hans far er kongelig skuespiller Jørgen Reenberg. Da han søgte jobbet i Herning, var han museumsinspektør på Arken i Ishøj, hvor han havde stået bag en række markante udstillinger med bl.a. Emil Nolde og Edvard Munch.

Det var erhvervsmanden og kunstelskeren Lars Damgaard, søn af Aage Damgaard, der fik ham til Herning – en by han dengang kendte, men aldrig havde forestillet sig at skulle bo i. Herning er, som Holger Reenberg siger, Danmarks mest amerikaniserede by. Dens arkitektur og æstetik er mere præget af bundlinje og funktionalitet end æstetik – noget man heldigvis er begyndt at arbejde på de senere år.

»Jeg fik en fantastisk modtagelse her i byen. Hvis man, som jeg gjorde, kommer under vingerne på Lars Damgaard og bliver præsenteret for 200-300 mennesker, som sidder velplaceret i byens pyramide, så er det jo noget nemmere, end hvis man flytter til byen til et 9-16-job. På den måde har jeg ikke noget at klage over. Alle har været søde og gæstfri. Men hvis man ser på det i et bredere perspektiv, så er midtjyder ikke verdens mest åbne folkefærd. De er venlige, men det tager 100 år at få en invitation til en middag eller en drink.«

I åbningsåret 2009 besøgte 40.000 museet, men siden har besøgstallet ligget på 25.000. 70-80 procent kommer udenbys fra – en andel, siger Holger Reenberg, der svarer meget godt til mange andre museers. De tal er museet nu i gang med at vende.

»Der skal arbejdes for at få folk så langt vest på. Vi har en stor opgave i at få aktiveret en større del af den lokale befolkning. Vores nye strategiplan sigter mod tre mål, som vi kalder history, future og design, og den skal få flere til at komme på museet. History er for eksempel Svend Wiig Hansen, som vi viser nu, Per Kirkeby, som vi viser senere på året, og Andy Warhol, som vi viser i 2017. Det skal trække det store mainstream-publikum til. Så er der design – mode, arkitektur og møbeldesign, som skal kunne lidt det samme, men som også skal tale til det yngre publikum. Og så er der future, som er museets DNA tilbage fra Aage Damgaards tid – det vågne øje for det nyeste. Det har gjort, at vi står med en samling af Piero Manzoni, og det har også resulteret i, at vi har været tidligt ud og købt værker af John Kørner og Jesper Just, inden de blev meget kostbare,« siger Holger Reenberg.

Museet har for at nå sine publikumsmål netop åbnet en ny skoletjeneste, og den nye strategiplan skal også styrke samarbejdet med virksomheder, sponsorer og ikke mindst fonde. 20-40 procent af driften, der årligt koster ca. 16 millioner kroner, kommer fra sponsorer. En af de vigtige samarbejdspartnere er Herning Messe Center, som også står bag kunstmessen Art Herning 2015, der finder sted i de kommende dage. Heart har en stand på messen, og museet og Holger Reenberg er vært for en middag for private samlere og museer.

Holger Reenberg...

... om at vokse op i et kunstnerhjem: Min far er skuespilleren Jørgen Reenberg og alt i mit barndomshjem handlede om kunst. Når jeg lå på gulvet og legede med soldater, hørte vi klassisk musik, og man skulle helst vide, hvem komponisten var, og hvem der dirigerede.

Når jeg fik vasket hår – det er noget af det tidligste, jeg husker – hørte jeg altid ouverturen til operaen »Wilhelm Tell«, som jeg elskede. Jeg var så bange for at få vasket hår, men så satte min far pladen på og fortalte cowboy-historier, og så glemte jeg, at jeg var bange. Når det gælder kultur, var jeg et priviligeret barn.

Jeg skulle læse bøger hele tiden – »Tarzan«, »De tre musketerer«, »Robin Hood« og »Jørgen Stein« – og helst så hurtigt som muligt. Og der blev læst meget op. Dengang var der ingen konkurrence fra PCere og iPads. Jeg så »Pinafore« fra jeg var fire år og blev opfordret til at være en hård kritiker og være meget bevidst om det, jeg oplevede.

Jeg var fascineret af teaterverdenen – duften på et teater, skønheden, æstetikken, kvinderne og illusionen ved at klæde sig ud. Jeg så Lise Ringheim i »Pinafore« og syntes, at hun var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Det fortalte min far hende, og så hev hun mig en dag til side og forærede mig en stofrose. Den hang meget lang tid derhjemme...

... om ikke at være udøvende kunstner: Jeg arbejder med kunst, men jeg har aldrig været udøvende kunstner som min far. Han forbød mig nærmest at gå skuespillervejen. Der kom via hans job på Det Kongelige Teater forskellige tilbud om roller, da jeg var barn, og en foreslog at jeg skulle prøve balletskolen. Hver gang sagde min far: »Forget it. Det kommer du ikke til. Du kan vælge det, når du fylder 18, men indtil da skal du ikke ødelægges af den verden«. Det, synes jeg, var klogt. Han syntes, at skuespilfaget var en hård metier, og at der ikke var noget værre end at være en halvgod skuespiller. Jeg fik, da jeg ikke var så gammel, et tilbud om at blive instruktørassistent hos Sam Besekow (1911-2001), som vel er en af de største instruktører, vi har haft, og jeg kan da stadig ærgre mig over, at jeg ikke slog til. Instruktør kunne jeg stadigvæk godt forestille mig at være – det er et fantastisk job.

... om at læse kunsthistorie: Jeg valgte at læse kunsthistorie på Københavns Universitet, men hvis jeg nu kigger tilbage, så burde jeg måske have valgt at læse litteratur.

Jeg interesserede mig som barn og ung meget for litteratur, mens billedkunst spillede en mindre rolle for mig, sådan som det meget ofte er med yngre mennesker. Man mødte det dengang ikke meget i skolen, og man kom ikke så ofte på museer – og jeg møgkedede mig, når jeg blevet hevet med på museum af min far og mor.

Jeg ville hellere hjem at læse bøger. Men da jeg skulle vælge studie havde jeg forskellige overvejelser. Sammenlignende litteratur var på det tidspunkt i midten af 70erne ikke lige det fag, man kunne drømme om, hvis man som jeg interesserede sig for den store klassiske litteratur. Flere frarådede mig at læse det, så jeg valgte kunsthistorie.

... om praktisk museumsarbejde: Jeg havde svært ved at finde mig til rette på studiet, men på et tidspunkt var jeg så heldig at få et job på Glyptoteket, og i de følgende år arbejde jeg også på Louisiana, Ordrupgård og Den Hirschsprungske Samling.

Det var alt for meget i forhold til studiet, men det var ekstremt spændende. På den måde blev jeg opdraget i museumsverdenen. Det var interessant at arbejde i et miljø, hvor man kom meget sanselig i berøring med kunsten. Jeg skulle omvise og fortælle og sætte mig ind i tingene, og når man færdes i magasiner og samlinger, så får man et andet og mere direkte forhold til kunsten, end når man læser om den.

... om et særligt værk: Mange af mine yndlingsværker er italienske. I 1986 blev jeg sendt en måned til Venedig for at tage mig af den danske pavillon på Venedig Biennalen.Ikke det værste job...

Dér så jeg for første gang Tizians »Assunta« (Jomfru Marias Himmelfart) fra 1517 i Frari-kirken, og det var på et tidspunkt, hvor jeg var fanget – ja, bedøvet – af Venedig. Det er et stort billede, en Maria-fremstilling, som blev bestilt af franciskanerne til kirkens hovedalter. De afviste værket, da de fik det. Hvorfor ved man ikke, men man kan gisne om, at det var for moderne og sexet. Men billedet blev faktisk en slags model for modreformationens Madonna.

Maria blev samlingspunktet for den katolske kirke i kampen mod den forfærdelige protestantisme. Dér fik de en ung smuk kvinde. Maria skulle ikke længere være from, men en rigtig kvinde. Tizians fremstilling er den første af sin art. Det er et superflot og sensuelt billede, og det betog mig fuldstændig.

... om at elske Italien: Fra jeg var lille, er jeg kommet i Italien, hvor vi blandt andet besøgte min fars bedste ven, Francesco Christofoli, der i en periode var leder af Den Jyske Opera, og hans familie i Norditalien. Vores første besøg i Venedig var sammen med Francesco. Vi var til en midnatskoncert i Dogepaladsets gård, hvor den rumænske dirigent Sergiu Celebidache dirigerede Mendelsohn. Det var vildt.

Som voksen er jeg kommet meget i Italien, blandt andet Venedig, og har boet der i perioder. Det er meget banalt, hvad jeg godt kan lide ved Italien – maden, smukke landskaber og kunsten. Dét, som alle nordboer elsker. Vi i Norden søger jo mod Italien, fordi vi synes, at det er eksotisk, men det er interessant, at italienerne synes det samme om Norden.

Den 80-årige italienske kunstner Jannis Kounellis, som er en meget god ven, og som jeg lavede min bedste udstilling med, taler om »den ægte nordiske sindssyge«. Han siger, at italienerne betragter os som eksotiske og fantastiske, og at tyskerne kun er en fortyndet udgave af det nordiske. Det rigtig nordiske – det høje kolde, irrationelle, kvindehadende, drikfældige og sindssyge nord – skal man til Norden for at finde. Lige fra vikingerne til kunstnere som Strindberg, Munch og Jorn.

Per Kirkeby siger, at en allé i et latinsk billede ender rationelt i noget, man ved, hvad er. En allé i et nordisk billede ender i noget uhyggeligt. Et mærkeligt sted, som vi ikke ved, hvad er. Måske døden. Det er en mangel på rationalitet.

Jeg har boet on and off i Italien. Rom er det mest vidunderlige sted på planeten. Man kan komme lige så stresset, man vil, og bare det at gå en tur i gaderne og se romernes selvtilfredshed får en til at slappe af. Man kan se på dem, at selv om alt er kaos, så bor de alligevel i verdens skønneste by. Det er så livsbekræftende.