Mutanternes svære kamp

»X-Men 2« er som sin forgænger et drabeligt, flot instrueret action-eventyr.

Det er slet ikke let at være mutant. Ganske vist garanterer det overnaturlige - eller i det mindste overmenneskelige - evner, men til gengæld tilhører man en frygtet og forfulgt minoritet, hvis noble hensigter ingen tror på, og som konstant må kæmpe for at overleve.

Sådan var det i Bryan Singers succesfilm »X-Men« fra år 2000, og sådan er det selvfølgelig også i samme instruktørs fortsættelse, der i dag har verdenspremiere her i landet under titlen »X-Men 2«, selv om den strengt taget bare hedder »X2«. Men pyt med det, for her bydes igen på potent og muskuløs underholdning, der ganske vist ikke ligefrem er rig på humor, men som er ekvilibristisk instrueret af den talentfulde Bryan Singer, manden bag nyklassikeren »The Usual Suspects«.

I »X-Men 2« er mutanterne de sædvanlige mistænkte, og en tidligere hærchef ved navn William Stryker har sat sig for at udrydde dem alle, hvad der umiddelbart set også er god grund til, efter at en mutant i filmens forrygende første sekvens tilsyneladende har forsøgt at myrde den amerikanske præsident i The Oval Office. Det tvinger den noble professor Charles Xavier og hans udvalgte mutanter til at indgå en midlertidig alliance med deres magtbegærlige gamle fjende Magneto - hvis man ikke har set den første »X-Men«, har man al mulig grund til at blive forvirret under den nye - og så går det ellers derudad med bulder og brag og mageløse effekter ligesom i forgængeren.

Superhelte som Daredevil og Spider-Man er rene spejderdrenge i forhold til mutanterne, der mestrer telepati, telekinese, teleportation og andre forbløffende parapsykologiske fænomener. Og modsat i de øvrige tegneserie-baserede superfilm er kvinderne i »X-Men« - der retteligt burde have heddet »X-Persons« - lige så skrappe som mændene og oven i købet dejlige at se på. Det gælder Famke Janssen, Rebecca Romijn-Stamos, Kelly Hu (uforglemmelig i Chuck Russells »The Scorpion King«) og ikke mindst den prægtige Halle Berry, som med sin lange, næsten lysende hvide paryk er så attraktiv, at den mandlige tilskuers pupiller uvægerligt begynder at mutere.

Psykedeliske effekter

Men mændene er nu heller ikke så ringe, især ikke australieren Hugh Jackman som macho-desperadoen Wolverine med de gevaldige kløer og den gådefulde fortid, og på klassisk britisk facon sørger Patrick Stewart som Xavier og Ian McKellen som Magneto for at tilføre det højt gearede kulørte rabalder en vis portion kultiveret elegance, der næsten kompenserer for den sammenbidte films totale mangel på selvironi.

Ellers er det primært de storslåede, undertiden nærmest psykedeliske visuelle effekter, der bærer handlingen gennem en række imponerende futuristiske dekorationer, kolde og skræmmende med deres dystre labyrinter af stål og glas. En vis kølighed præger i det hele taget filmen, for ganske vist kan mutanter sagtens sørge eller forelske sig, men det meste af tiden har de for travlt med at slås for livet, heroiske og frygtløse og selvopofrende som de er.

Alt i alt er »X-Men 2« mest mekanik, men da der er tale om et uhyre velsmurt maskineri, lader man sig gerne underholde af dette teknisk avancerede action-eventyr. Måske bliver man alt i alt mere benovet end begejstret, men hvis nogen skulle påstå, at enhver film med Halle Berry pr. definition er værd at se, vil man lede forgæves efter overbevisende modargumenter.

Længde: To timer og ti minutter.

Censur: Tilladt over 11 år.