Musikredaktør: Det vil jeg huske Roskilde 2015 for

Hvis ikke det gør en lille smule ondt, når man vender hjem, har man ikke rigtig indtaget Roskilde.

Paul McCartney spiller på Orange Scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så ligger vi her igen: Fortumlede, møre, brankede, bankede, trætte og mætte. Og med en solid susen for ørerne efter en uge nedsunket i den parallelverden, vi kalder Roskilde Festival. Det er en fast del af ritualet. Hvis ikke det gør en lille smule ondt, når man vender hjem, har man ikke rigtig indtaget Roskilde.

Men vi er heldigvis også blevet en masse musikalske oplevelser rigere. Og det må vi ikke glemme vigtigheden af, selvom rigtig mange Roskilde-gæster i ligeså høj grad kommer for alt det andet: For festen, fællesskabet og frirummet. Alt det, der gør Roskilde-oplevelsen til langt mere end bare summen af de musikalske navne øverst på plakaten.

Roskilde Festival er ofte blevet rost for sine brede marginer. At man her mere end nogen andre steder kan trampe sin helt egen sti gennem nichernes vildnis ude på de mindre scener. Det er der helt klart noget om. Men det jeg vil huske Roskilde 2015 for er nu alligevel, hvor højt niveauet var på Orange Scene.

Koncerterne med Paul McCartney, Kendrick Lamar, Muse, The Minds Of 99, Disclosure, Mew, Florence + The Machine og Suspekt var alle på hver deres måde blændende musikalske møder i bredformat. Og hver og en beviste de med ualmindeligt velbesøgte koncerter, at Orange Scene i den grad stadig har sin berettigelse.

Det er en super glædelig udvikling. For i de senere år har Roskildes ikoniske vartegn i perioder lignet lidt af et problem for festivalen. Der har ganske enkelt ikke været nok af den slags navne, der for alvor har kunnet fylde scenen ud og tiltrække det helt store publikum. Alt for ofte er vi blevet spist af med rocknavne uden den nødvendige gennemslagskraft.

Det ligner lidt en tanke. Men Oranges genrejsning kommer i et år, hvor rockmusikken - Muse undtaget - næsten har været fjernet helt fra festivalens største scene. Roskilde-publikummet anno 2015 finder deres helte og fester i genrer som pop, hiphop og elektronisk musik. Og det har Roskildes booker-gruppe altså nu endelig taget konsekvensen af.

Betyder det så, at rockmusikken er dømt helt ude? Det tror jeg ikke. Det skal bare være det rigtige navn. Og jeg synes, at der er grund til at være fortrøstningsfuld for fremtiden, når vi på bare et enkelt år oplever så mange Orange-debutanter klare det så godt. Hvem siger, at det ikke kan være et rockband til næste år?
Én ting er sikkert: Jeg glæder mig allerede til flere store øjeblikke på Orange næste år. Roskilde Festival ville ikke være det samme uden.