Musikken er min følelsesmæssige ventil

Ulla Miilmann har hele livet kæmpet med et sammensat sind. »Det er, som om alle mine følelser løber gennem en forstærker,« siger DR SymfoniOrkestrets 42-årige solofløjtenist, der torsdag er solist i Carl Nielsens fløjtekoncert.

Ulla Millman Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når solofløjtenist Ulla Miilmann torsdag aften sætter sig på sin plads i DR SymfoniOrkestret for at spille Carl Nielsens fløjtekoncert, er det på sin vis bare endnu en dag på kontoret for den erfarne musiker – og så alligevel ikke. For ganske vist regnes 42-årige Ulla Miilmann efter flere end 20 år som professionel musiker som én af verdens bedste på sit instrument. Men alligevel er hun aldrig sluppet af med den indre usikkerhed og utilstrækkelighedsfølelse, der på den ene side er et konstant åg i hendes tilværelse, på den anden side det brændstof, der gør, at hun hele tiden kan udvikle sig selv og sit spil.Dertil kommer, at netop Carl Nielsens utraditionelle fløjtekoncert, som han komponerede i sit livs efterår, taler stærkt til noget i Ulla Miilmanns eget sind.

»Den er ikke, som traditionelle klassiske koncerter, bygget op som et parløb mellem orkestret på den ene side og solisten på den anden. Der er mange kræfter i spil, hvor forskellige instrumenter i orkestret – klarinetten, basunen, ja selv paukerne – på skift træder frem enten som partner for eller modstykke til den lyse fløjte,« forklarer hun.

»Carl Nielsen vælger heller ikke, som det ellers er normen, at lade koncerten slutte i samme toneart, som den begynder i. Der knyttes ikke den der lille fine sløjfe, hvor vi vender tilbage til udgangspunktet, som man ville forvente.«

Alt det tilsammen tolker Ulla Miilmann som udtryk for Carl Nielsens splittede verdensopfattelse og måske også bristede illusioner, som prægede komponistens sidste år. En splittelse, som hun på vise punkter genfinder i sin egen personlighed.

»Jeg oplever også mig selv som meget sammensat. Det kan være en fordel, men det kan også være svært at leve med, så på den måde betyder fløjtekoncerten meget for mig,« siger hun.

»Jeg spillede den første gang som ganske ung, bare 12-13 år gammel, men faktisk er det først de seneste fire-fem år, jeg for alvor er begyndt at forstå den. Som klassisk musiker kan det være en udfordring ikke at hænge fast i de traditioner, der kan være for, hvordan man spiller et bestemt stykke musik. Det kan hurtigt gå hen og blive en »sandhed«, som man ikke må afvige fra. Jeg har i mange år haft et ønske om at behage autoriteter og er gået på kompromis med, hvad jeg måske selv syntes. Men jo ældre, jeg bliver, jo mere tør jeg følge min egen indre sandhed, også selv om den går imod traditioner og autoriteter. Og det er gennem den proces, jeg først nu fornemmer, at jeg begynder at forstå Carl Nielsens fløjtekoncert.«

Første kvindelige soloblæser

Ulla Miilmann var kun 22 år, da hun som den yngste nogensinde – og den første kvindelige soloblæser – spillede sig til en plads i DR SymfoniOrkestrets træblæsergruppe. Et ganske barsk møde med et miljø, hvor hun trods sine faglige kvalifikationer, bl.a. en bachelor i musik fra North Carolina School of the Arts, havde svært ved at finde sin plads i hierarkiet. Det var ikke nemt dengang, hvor et symfoniorkester stadig var en meget mandsdomineret verden,« fortæller hun.

Som musiker har Ulla Miilmann karrieren igennem både kæmpet med og nydt godt af et sammensat og meget meget følsomt sind.

»Jeg tror, der er mange grunde til, at folk bliver musikere. Nogle elsker bare musik og finder stor glæde ved det. Nogle er født ind i en musikerfamilie – det er jeg ikke, jeg er vokset op i en akademikerfamilie. For mig er musikken mere en ventil for den enorme dynamiske spænding, jeg oplever i mig selv,« siger hun.

»Man siger, at jo højere et træ vokser op i himlen, desto dybere når rødderne ned i helvede,« siger hun og slår en høj latter op. »Sådan er det med mig, jeg har en enorm følelsesmæssig spændvidde, det er som om alle mine følelser løber gennem en forstærker. Det kan være en fordel, hvis du gerne vil udtrykke det i musik, men det har også store personlige omkostninger at leve i det spænd.«

Den ekstreme følsomhed kombineret med det pres, det er at ville præstere det optimale, endte da også med at sende Ulla Miilmann ud i en personlig og kunstnerisk krise.

Den psykiske sårbarhed og angsten for ikke at slå til er Ulla Miilmann langt fra ene om. Mange kunstnere har det ligesom hun, men i modsætning til de fleste kolleger valgte Ulla Miilmann at stå frem og fortælle om problemerne. Det vakte ikke udelt begejstring i orkestret, men i dag kan hun glæde sig over, at hendes nødråb faktisk blev taget alvorligt og har ført til positive ændringer af arbejdsmiljøet i DR SymfoniOrkestret.

OK at være nervøs

»At stå frem på den måde havde helt klart en pris, men nogle gange må man bare se i øjnene, at der kan være en større mening med, at man selv føler livet uretfærdigt eller hårdt. At man kan være med til at forbedre nogle vilkår for andre,« siger hun.

»De senere år har der på vores arbejdsplads været enormt fokus på det sociale element i at spille i et orkester, og hvor vigtigt det er, at vi forstår hinanden. I dag er det OK at sige, at man er nervøs, før var det helt klart ikke noget, vi snakkede om. Der bliver talt meget mere frit, og der bliver også talt meget mere på tværs i orkestret. Da jeg startede, holdt de forskellige instrumentgrupper sig for sig selv.«

Det har også haft betydning, at både blæsergruppen – og hele orkestret for den sags skyld – har været gennem et betydeligt generationsskifte, der både har bragt gennemsnitsalderen markant ned og fået langt flere kvinder bag nodestativerne.

»Til nytårskoncerten var vi for eksempel tre kvinder på forreste række i blæsergruppen – foruden mig selv vores helt nye 1. solo-oboist, Eva Steinaa, og vores 2. solo-oboist Kristina Vestergaard. Ladies in the front. Det giver et helt andet billede af os og gør det til en helt anden oplevelse at være med i blæsergruppen,« siger hun.

»Det har også været helbredende for mig, at jeg nu er en af dem, der har siddet længst i træblæsergruppen. Og når vi får nye medlemmer ind i gruppen, vil jeg gerne være med til at gøre deres første år herinde så positive og udviklende som muligt. I gamle dage skulle man som ny kæmpe hårdt for at vinde respekt. I dag handler det meget mere om, at vi gensidigt kan berige hinanden – de nye og vi, der allerede sidder i orkestret.«

Efter 20 år i DR SymfoniOrkestret føler Ulla Miilmann også, at hun selv er blevet langt bedre til at klare presset.

»Erfaringen har vist mig, at jeg nok skal overleve, og selv om anmelderne skriver dårligt om mig, eller dirigenten kritiserer mig, har jeg lært ikke at tage det personligt,« siger hun.

»Men jeg kæmper stadig med min egen usikkerhed. Den vil altid følge med. Men jeg ved også godt, at det er den, der gør, at jeg konstant gerne vil bevæge mig og blive bedre. Verden er en dualitet af lys og skygge, glæde og sorg. Der er en pris ved alting, og hvis jeg ikke selv tør være dér som kunstner, hvor der er noget på spil, så ville jeg være bange for at blive en middelmådig, gennemsnitlig musiker. For så betød det ikke så meget. Det skal handle om liv og død.«

Musik skal også være leg

For tre år siden kastede Ulla Miilmann sig ud i en helt ny genre, da hun sagde ja til at være dommer i underholdningsprogrammet "Maestro", hvor kendte amatører i bedste "Vild med dans"-stil dystede om at lære at dirigere et symfoniorkester.

»For det første kan jeg ikke sige nej til en udfordring. For det andet føler jeg, at kunst og kreativitet også er leg,« siger hun om sine bevæggrunde til acceptere tilbuddet.

»Som Piet Hein sagde: »Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.« Jeg synes, vi også skal huske at lege. Det værste, vi klassiske musikere kan gøre, er at tage os selv for højtideligt. For så dør kreativiteten. Så er der selvfølgelig nogle, der spørger, hvorfor vi skal gøre det elitære middelmådigt, men det synes jeg er en helt forskruet måde at se det på. Da meget af den klassiske musik blev skrevet, var det jo det, man hørte – det var talk of the town, når Mozart havde skrevet en ny opera. Den måtte man da ind og se. Dengang var det, vi i dag kalder klassisk musik, for alle. "Maestro" var en sjov udfordring, og udsendelserne gjorde den klassiske musik tilgængelig for nogle mennesker, der måske ellers aldrig ville have lært den at kende.«

Torsdag den 23. januar er Ulla Miilmann solist i Carl Nielsens fløjtekoncert i DR Koncerthuset. Koncerten omfatter også ouverturen til Carl Nielsens opera »Maskarade« og Richard Strauss’ »En Alpesymfoni«.