Musikere sagsøger pladeselskab efter altødelæggende brand: »Den største katastrofe i musikindustriens historie«

En gruppe kendte musikere har sagsøgt Universal Music for 100 millioner dollars for at have hemmeligholdt, at i tusindvis af originale optagelser gik til i en brand i 2008.

US-ENTERTAINMENT-LACMA-GALA-ART-FILM-FASHION
Sangerinden og skuespillerinden Courtney Love, der er enke efter Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, er en af de musikere, der har sagsøgt Universal Music for 655 millioner kroner efter en omfattende brand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Chris Delmas

Sangerinden Courtney Love, Soundgarden og boet efter både Tom Petty og rapperen Tupac Shakur er gået sammen om et søgsmål mod pladeselskabet Universal Music. Ifølge BBC sagsøger musikerne pladeselskabet for 100 millioner dollars.

Søgsmålet kommer, efter at The New York Times kunne afsløre, at op mod 500.000 optagelser i 2008 gik til i en brand i pladeselskabets lagerbygning i Hollywood. Det er originale optagelser og uudgivne indspilninger med musikere som Louis Armstrong, Billie Holiday, Nirvana, Janet Jackson, Elton John og Soundgarden, der er gået op i røg.

Først afviste Universal Music, at branden skulle have ødelagt nogen optagelser af værdi. Men det viste sig at være løgn, og i artiklen om sagen betegner The New York Times branden som »den største katastrofe i musikindustriens historie«.

»Vores historie er blevet ødelagt«

Efter avisens afsløring skrev sangerinden Courtney Love, der er enke efter Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, på Twitter: »Læs Jody Rosens (New York Times-journalist, red.) skræmmende afsløring om brandulykken hos Universal Music. Vores historie er blevet ødelagt, hvor er det dog en forfærdelig trist historie.«

Fra søgsmålet mod Universal Music

»Særlig vigtigt er det, at Universal Music ikke delte erstatningerne med sagsøgerne, de kunstnere, hvis livsværk blev ødelagt ved branden, selv om de ifølge deres kontrakter har krav på 50 procent af de udbetalinger«


Ifølge søgsmålet har pladeselskabet forsøgt at holde skaderne fra branden skjult.  Desuden anklages Universal Music for at have indkasseret 100 millioner dollars i erstatning for branden, uden at de berørte kunstnere fik noget.

»Særlig vigtigt er det, at Universal Music ikke delte erstatningerne med sagsøgerne, de kunstnere, hvis livsværk blev ødelagt ved branden, selv om de ifølge deres kontrakter har krav på 50 procent af disse udbetalinger,« står der i søgsmålets dokumenter.

​»Vi skylder dem svar«

Universal, der med en markedsandel på 31 procent er verdens største pladeselskab, har endnu ikke svaret på søgsmålet. Men i sidste uge opfordrede pladeselskabets administrerende direktør, Sir Lucian Grainge, sine ansatte til at samarbejde med kunstnere, der er ved at finde ud af, om deres optagelser er gået til i branden.

»Vi skylder vores kunstnere gennemsigtighed. Vi skylder dem svar. Tabet af selv et enkelt stykke arkiveret materiale er hjerteskærende.«

Ifølge The New York Times ødelagde branden i 2008 både optagelser med øvesessions, masterbånd og hidtil uudgivne optagelser af nogle af vor tids største stjerner. Universal har dog betvivlet artiklens indhold og anklaget den for »talrige unøjagtigheder« samt »fundamentale misforståelser af ulykkens omfang«.

Sagen er anlagt som et fælles søgsmål, hvilket vil sige, at andre berørte kunstnere kan deltage i søgsmålet.