»Musik skal have nosser«

MØ er på kort tid gået fra antifascistisk punker til Danmarks bedste bud på en international popstjerne. På mandag udkommer hendes længeventede debutalbum »No Mythologies To Follow« efter halvandet års massiv hype. Her fortæller hun om vejen dertil.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg gider ikke lave et show, hvor det hele skal være perfekt, og man nærmest står og spiller skuespil. Fuck det! Det skal være hudløst ærligt. Det er

det nødt til at være. Ellers ville jeg ikke selv kunne nyde det. Man skal sgu ikke være bange for at se grim ud. Det handler om at formidle nogle historier og nogle følelser. Ikke om at se godt ud.

Jeg begyndte at skrive musik, da jeg var syv-otte år gammel. Jeg var meget stor Spice Girls-fan på det tidspunkt. Det lyder måske banalt, men jeg ville gerne være det, de var. Jeg ville gerne være musiker. Det var det mest fantastiske, jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg kommer ikke fra en musikalsk familie, så jeg havde ikke rigtig noget sted at starte. Men så begyndte jeg bare at skrive sange. Jeg var jo nødt til at starte et eller andet sted, hvis det skulle blive til noget. Jeg skrev dem på engelsk, for det skulle selvfølgelig være ligesom Spice Girls. Det var det rene volapyk. Men jeg blev ved.

Jeg har elsket pop siden jeg var barn. Kærligheden til de gode catchy melodier og en ret ligetil form ligger dybt i mig. Men hele punkdelen er også en enormt stor del af mig: Musik skal ville noget; det skal vakle; det skal have nosser; der skal være noget at slå sig på; det skal have kant. Det skal fucking kunne et eller andet. Ellers er det ligegyldigt. Der er så meget fløde derude. Man skal fandme prøve at bidrage med noget nyt. Der skal ske noget! Og det gælder også for pop. Det er vigtig, at det har noget attitude og nerve og vil noget mere end bare at lyde kønt.

Jeg ved egentlig ikke, hvad det var, jeg havde brug for at gøre oprør mod. Jeg kommer fra en fin kernefamilie ude fra forstaden. Men lige pludselig skete der noget med mig. Alt blev vendt på hovedet. Pludselig begyndte jeg at gå i sort tøj. Jeg ville bare gerne skille mig ud og provokere. Være vild og anderledes. Det var lige der, hvor hormonerne begynder at stige til hovedet omkring 13-14-årsalderen. I samme periode rykkede jeg ind til en skole i byen, hvor jeg mødte andre, der også søgte det alternative. Jeg begyndte at hænge rigtig meget ud på den her antifascistiske venstrefløjs-punk-café i Odense. Jeg blev hurtigt en del af alle mulige politiske grupper og begyndte at lytte til en masse ny musik. Vi holdt også en masse vilde fester og prøvede at besætte nogle huse og sådan noget. Det var meget grænsesøgende. Min mor og far sov vist ikke så godt i de år.

Som 14-årig mødte jeg Josefine (Struckmann, red.) på punkcaféen. Vi blev stille og roligt venner, og som 17-årige flyttede vi sammen i Odense. Vi kom begge ind på Det Fynske Kunstakademi og besluttede os samtidig for at starte vores egen punkduo. MOR kaldte vi os. Vi havde det skide sjovt. Vi mente sgu alle de ting, vi sang om. Vi var meget politiske og tog tykt pis på hele højrefløjen og Pia Kjærsgaard. Men det var også meget humor i det. Og så var jo bare pisse sjovt at rejse rundt med sin bedste veninde hver weekend og drikke sig stive og møde alle mulige fede mennesker, som man delte holdninger med. Vi var ret populære i undergrunden. I løbet af de fem år, vi eksisterede, spillede vi overalt i Danmark. Vi spillede rundt omkring i Europa og Skandinavien. Og i New York for den sags skyld. Vi blev sågar omtalt på MTV. Så vi var da helt klart ude at vifte med ørerne. Selv om det var på et meget undergrundsagtigt plan.

MØ kom til verden i 2009, efter jeg fik musikprogrammet Logic af min daværende kæreste. Før skulle vi altid i studiet, når vi skulle indspille ting, men pludselig kunne jeg selv sidde og bikse med det og lave mine egne numre – i virkeligheden lidt ligesom jeg havde gjort som barn foran klaveret. Det startede med at jeg bare nørklede lidt med det ved siden af MOR, men der gik ikke længe, før jeg blev meget optaget af det. Jeg begyndte at rappe over sådan noget helt smadret electro, og attituden var meget sådan »fuck! fuck! fuck! uaarrgghh!!!« Det handlede stadig meget om at være provokerende og spille på de her vilde teenage- referencer. Projektet var helt anderledes, end det er nu. Alligevel blev jeg allerede efter et halvt år kontaktet af min nuværende manager Bjørn. Han kunne allerede høre et eller andet dengang.

Det var først, da jeg turde fjerne facaderne og sænkede barrikaderne, at folk for alvor begyndte at lytte. I stedet for bare at have en masse attitude handlede det om at grave ind til noget mere følsomt og lidt mere ærligt inde i mig selv. Og det tog altså lige noget tid at skrælle de lag af. Det kan være grænseoverskridende at blotte sig på den måde. Hele 2011 gik med at arbejde mig ind til den her kerne og i foråret 2012 stod jeg så pludselig med den her nye sang, som på det tidspunkt var det mest nøgne og inderlige, jeg havde lavet. Og så var det, at min producer Ronnie Vindahl fik øjnene op for mig og tilbød at producere nummeret. Han gav det lige den lyd, jeg gerne ville have. Og så smed vi det på nettet. Nummeret hed »Maiden«.

Det var det første nummer, hvor jeg ikke forsøgte at gemme mig bag en eller anden karakter. Det handler om ikke at føle sig god nok og acceptere det. Sjovt nok var det også med det nummer, at folk for alvor begyndte at lytte til mig. Det har været med til at give mig troen på, at jeg stadig er okay, selv om jeg ikke er perfekt og måske ikke ser skide godt ud. At jeg er okay, selv om jeg måske er lidt kejtet eller siger nogle kiksede ting. Det er fucking i orden! Så »Maiden« gav på en måde roen til at være mig selv. Til at følge mit hjerte og tro på det.

Lige fra vi lagde »Maiden« op på nettet i maj 2012 kunne jeg, Bjørn og Ronnie mærke, at vi havde fat i et eller andet. Der gik ikke mere end et par dage, før der begyndte at komme henvendelser fra England og USA. Det var ikke, fordi det hele eksploderede, men vi kunne mærke, at der pludselig var fokus på os. Men der, hvor lavinen for alvor begyndte at rulle, var til CMJ Festival i New York det efterår. Det er lidt det amerikanske svar på Spot Festival. Vi var faktisk ikke engang på det officielle program, men lige pludselig blev vi hypet på alle mulige blogs. Og så begyndte rigtig mange af de helt store amerikanske pladeselskaber at komme til vores shows. Der var helt pakket. Jeg kan bare huske, at jeg tænke »hvad fuck sker der!?« Det var helt ubegribeligt for mig. Vi var der i fire dage og var rundt til alle mulige møder på alle de her kæmpe mega labels. Midt i fucking New York! Jeg fattede det overhovedet ikke. Jeg kan bare huske, at jeg sad i taxaen og tænkte, at det var totalt uvirkeligt. Det skete lige fra den ene dag til den anden. Jeg havde kun udgivet to sange på det tidspunkt og pludselig begyndte alle de her store selskaber at byde ind.

Roskilde Festival sidste år var helt vildt. Jeg var ved at brænde fuldstændig ud. Vi havde spillet koncerter nærmest uafbrudt i månederne op til. Roskilde lå så der i juli og var en kæmpe milepæl for mig. Det havde været en drøm for mig altid. I løbet af ugen skulle jeg også gæsteoptræde til tre andre Roskilde-koncerter udover min egen, plus at vi også skulle spille på en festival i Holland og på Nibe Festival. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne falde om når som helst. Men samtidig var det jo også den vildeste oplevelse overhovedet. Der var fuldstændig pakket på Pavilion Junior-scenen. Jeg kan huske, at jeg var lige ved at græde. Men så tog jeg en dyb indånding, og så kørte det også bare. Det nyttede ikke noget at stå der og svælge i, hvor vildt det var for mig. Jeg skulle jo ind og levere. Og det gjorde jeg.

Jeg har ingen drømme om at blive mega rig. Men jeg håber da på at kunne leve af det. Og så drømmer jeg om, at jeg kan røre folk og inspirere dem. Hvis jeg kunne være en rollemodel for bare nogle få mennesker, så giver musik jo pludselig rigtig god mening. Det, der gør mig allermest glad, er, når jeg føler, at jeg har gjort noget godt for andre. Det er alligevel den største lykke.

MØs debutalbum »No Mythologies To Follow« udkommer på mandag over det meste af verden.