»Musik er en port til sjælen«

Matthew E. Whites glødende sydstatssoul gav ham for to år siden et gennembrud, han aldrig selv havde set komme. Men midt i al succesen følte han også, at de religiøse referencer i hans musik blev misforstået, fortæller han. På mandag er han klar med sit andet album.

Matthew E. White ser musikken som en port til sjælen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jesus Christ is our Lord / Jesus Christ is your friend,« lød den himmelvendte udgangsreplik på Matthew E. Whites to et halvt år gamle debutalbum, »Big Inner«. Linjen blev sunget igen og igen af et kor, der blev ved med at vokse over fem ekstatiske minutter på sangen »Brazos«. Det var som at blive hensat til en livlig gudstjeneste i de amerikanske sydstater. En af den slags, hvor hele menigheden stemmer i med gospelkoret og bare giver los. I ren og skær tilbedelse af vores ven på korset.

For sekulære lyttere var det selvsagt en meget speciel oplevelse. Hovedet strittede imod. Men kroppen gav efter. Hvordan kunne den andet, når musikken var så god? Det var jo undergravende virksomhed fra Matthew E. Whites side. Så sad man pludselig der og skrålede med på en sang om, hvor fed en fyr ham Jesus var.

Sådan er det med Matthew E. White. Hans sjælfulde musik gør underværker. Og når det er tilfældet, behøver tekster om Jesus Kristus tilsyneladende ikke være nogen hindring for at få succes. Også blandt lyttere, der normalt får røde knubber bare ved tanken om kirkemusik.

Da jeg møder den 32-årige sanger, sangskriver, guitarist og producer i Stockholm et par uger inden udgivelsen af hans nye album »Fresh Blood«, spørger jeg derfor som noget af det første ind til, hvilken rolle hans kristne tro spiller i forhold til hans musik. Men da jeg nærmer mig emnet begynder den ellers så varme og venlige mand med det store skæg og lange hår at stejle.

»Jeg synes egentlig, at der er blevet gjort et alt for stort nummer ud af, at jeg skulle være kristen. Det hænger udelukkende sammen med de sidste fem minutter på »Big Inner«. Havde jeg udeladt dem, ville det være helt enormt mange spørgsmål, jeg aldrig var blevet stillet. Det er selvfølgelig min egen skyld. Men fordi folk hører det religiøse element så direkte der, hører de også spøgelser andre steder på pladen,« siger han.

Det betyder dog ikke, at det kristendommen ikke er tilstede. Både i ham og i hans tekster. Og det medgiver han også. Det er den kultur, han er vokset op i. Som søn af to kristne missionærer, har det været en stor del af hans liv siden han var helt lille. Men det betyder ikke, at han bruger sin musik som musikalsk hvervekampagne for den kristne tro. Det er en stor misforståelse, siger han. Og det er den, han godt kan blive lidt ærgerlig over.

»Folk hørte »Brazos« som en sang, der handlede om religiøs tilbedelse. Jeg siger ikke, at det ikke kan have den effekt. Men det var ikke tænkt sådan. Sangen handler om et slavepar, der flygter fra Syden og den tro, som de var blevet givet af deres hvide undertrykkere,« forklarer han. »Det er en meget dyster og kompliceret situation, som rodfæster sangen i nogle amerikanske sociopolitiske problemstillinger. Og dem er jeg meget mere interesseret i at tale om, end om Jesus Kristus i en evangelisk forstand. Men det var det, samtalen endte med at handle om for det meste,« siger han med reference til de mange interview, han har givet siden udgivelsen af »Big Inner« i 2012.

Vellykket eksperiment

At der overhovedet skulle være en samtale om hans soloplade, var dog ikke noget, han på nogen måde havde regnet med. White er formelt uddannet jazz-musiker og har gennem hele sit voksenliv nærstuderet snart sagt enhver afkrog af den amerikanske musiktradition. Og så var han gennem en årrække orkesterleder og arrangør i avantgardejazz-bigbandet Fight The Big Bull.

Med andre ord: En meget musikeragtig type uden det åbenlyse frontmandspotentiale.

I 2011 besluttede han sig for at samle alle sine aktiver i Space Bomb Records. Med hæderkronede amerikanske pladeselskaber som Stax Records og Motown som forbilleder, var idéen at skabe et lokalt forankret pladeselskab med et fast husband bestående af White selv og alle hans dygtige musikervenner. Med base og studie i hans eget hus i hjembyen Richmond, Virginia.

Det var dog aldrig planen, at det var ham selv, der skulle løbe med al opmærksomheden. »Big Inner« var blot en prøveklud, et eksperiment, der skulle se, om konceptet kunne bære igennem. Men projektet greb om sig. Sangene voksede. Ikke mindre end 30 musikere bidrog til at skabe pladens store sjælfulde lyd. Og da den endelig udkom i USA i 2012 var det til store anmelderroser. Snart spredtes rygtet og i starten af 2013 udkom pladen så i Europa også. Inden længe turnerede Matthew E. White rundt i det meste af verden og spillede blandt andet to koncerter i Danmark.

»Jeg vidste godt, at det var en stærk plade, jeg havde lavet. Det, der overraskede mig, var, hvor stort et publikum den fandt. Hvor bredt den kom ud. Ikke kun blandt kritikere og musiknørder. Men også blandt en bredere lytterskare i steder som Skandinavien, hvor rigtig mange var interesserede,« siger han taknemmeligt.

En port til sjælen

God musik kan tilsyneladende ikke holdes nede. For det var ikke kun de religiøse referencer, der fik Matthew E. White til at stikke ud blandt tidens navne. Han havde fat i noget unikt med sin Space Bomb Records-lyd, der turde sætte baren højt og digte videre på et rigt reservoir af stolte, amerikanske musiktraditioner. Fra Dr. John og Allen Toussaints storsvingende New Orleans-funk over Otis Redding og Al Greens Memphis-soul til The Beach Boys’ og Marvin Gayes barokke orkesterpop.

»Jeg er meget inspireret af hele den der gyldne æra omkring slut-60erne og start-70erne, hvor pladebranchen var båret af både stor entreprenørånd, masser af kreativitet og ikke mindst pengene til at realisere den der helt store, kollektive lyd,« siger han.

Man fornemmer, at han kunne blive ved med at snakke om de store plader i timevis. Om sangene, arrangementerne og produktionerne. Men det er nørdesnak. Og hans musik taler også til andre end nørderne. Der er noget andet på spil. Musikken rammer nogle dybere menneskelige frekvenser, som man ikke behøver at have en ph.d. i amerikansk musikhistorie for at forstå. Og så er vi måske i virkeligheden tilbage ved udgangspunktet. For i Matthew E. Whites univers overlapper musikken som regel med troen, sjælen og ånden.

Han forsøger selv at forklare det sådan her:

»For mig handler musik om menneskelig interaktion. Jeg kan godt lide, at mennesker samles på det samme sted på det samme tidspunkt og laver noget sammen. Den interaktion - og den kan for så vidt også være af den romantiske slags eller mellem musiker og fan - har et uhåndgribeligt aspekt, som for mig er meget spirituelt. Der findes andre ord for det samme. Men det er noget uhåndgribeligt. Og det er derfor, at musik er så charmerende og magnetisk for os. Findes der andet der kan det her i verden? Jeg tror det ikke.«

Ser du musik som en slags port til sjælen?

»Ja, helt klart. Mine plader er meget ærlige og personlige. For mig er det netop en del af en bestræbelse på at åbne op for noget dybere. Både hos mig selv og hos lytteren. Det er det, jeg gerne vil opnå med min musik. Det er ikke nemt for mig at skrive en sang som »Circle ‘Round The Sun«, der er med på min nye plade. Jeg græd flere gange under arbejdet med den sang. Men det er noget, jeg er nødt til. Det er vigtigt for mig at være ærlig. Og så dele det.«

Lyt til en spilleliste med en Matthew E. Whites inspirationskilder her