Museum lægger Hitlers chefideologs dagbog frem

Topnazisten Alfred Rosenbergs dagbog blev fundet tidligere i år og er nu lagt online af Holocaust-museet i Washington.

Alfred Rosenbergs dagbog er nu fundet og overdraget til Holocaust-museet i Washington. Foto: Nicholas Kamm/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tyske topnazist Alfred Rosenbergs dagbog, der var forsvundet siden Nürnberg-processen 1945-1946, blev fundet i år og er nu overdraget til Holocaust-museet i Washington, der har lagt dagbogens 425 sider online.

Alfred Rosenberg tilsluttede sig tidligt den nazistiske bevægelse og blev en af Adolf Hitlers betroede mænd. Det var ham, der kom til at udforme den ekstreme antijødiske propaganda. I juli 1941 blev han af Hitler sat til at være ansvarlig for de territorier, som nazisterne erobrede. Alfred Rosenberg blev under processen i Nürnberg efter krigen dødsdømt og hængt.

Under processen anvendte anklagemyndigheden hans dagbog, men efter processen forsvandt den sporløst. Det viste sig, at en af de amerikanske anklagere, Robert M.W. Kempner, tog dagbogen med sig til USA.

Kempner døde i 1993 og derefter havnede dagbogen hos en amerikansk forsker. FBI ledte med lys og lygte efter dagbogen, hvilket i begyndelsen af 2013 førte til mysteriets opklaring. Museumsleder Sara Bloomfield siger:

»Vi brugte 17 år på at lede efter dagbogen, fordi vi havde mistanke om, at den var i USA.«

Ikke epokegørende overraskelser

Washington Post citerer Holocaust-museets medarbejder Jürgen Matthäus for at sige, at detaljer om nazisternes planer om folkemord på jøderne ikke er med i dagbogen:

»Rosenberg var fanatisk optaget af jøde-spørgsmålet, men ikke i sine dagbøger. Han så ingen mening i at uddybe nazisternes fundamentale mål, fordi han betragtede dem som indlysende.«

Men ikke desto mindre er der dog en sætning om, at hensigten var:

»Et klart program om at fjerne denne race fra Europa. Og nu er denne opfattelse af en historisk nødvendighed støttet af magt.«

Bemærkningen faldt 28. marts 1941, da nye områder var erobret med store jødiske befolkningsgrupper. Ved slutningen af 1941 var mellem 500.000 til 800.000 jøder blevet myrdet i områderne østpå.

»Hvis man leder efter epokegørende afsløringer om nazi-perioden, så vil man ikke finde dem i Rosenbergs dagbog,« siger Jürgen Matthäus.

Dagbogen er ofte tavs om afgørende spørgsmål og vigtige begivenheder. På den anden side peger Matthäus på, at der faktisk er overraskende oplysninger, så dagbogen kan ikke afskrives som uvigtig. Ikke mindst nazipartiets indre forhold og magtkampe er en vigtig del af Rosenbergs beskrivelse.

Kun lidt om familien

Alfred Rosenberg så Nordens befolkninger som ariske brødre. Han havde i årevis været fortaler for, at nazisterne skulle erobre Norden, og han håbede, at den danske og norske befolkning ville forbrødre sig med det tysk-germanske folk. Ved besættelsen af Danmark 9. april 1940 udtrykte han sin store glæde over for Hitler.

Der er kun lidt med om hans familieliv i dagbogen. Han var gift og havde et barn i andet ægteskab, men det eneste i dagbogen om hans personlige forhold er en bemærkning om, at hans hus i Berlin var ødelagt. I krigens sidste fase blev han kørt ud på et sidespor af mere handlekraftige typer som SS-lederen Heinrich Himmler og propagandaminister Joseph Goebbels.

Det fremgår, at han var frustreret og i otte måneder ikke havde mulighed for personligt at tale med Hitler. Jürgen Matthäus siger, at det er meget svært at se mennesket Rosenberg og forstå ham:

»Hvad han skriver er meget farvet af hans idelogi, og det er her problemet ligger med at forstå de ideer, han behandler, fordi for os, selvfølgelig, synes de ofte virkelighedsfjerne, hvis ikke ligefrem vanvittige.«

Dagbogen dækker perioden 1936-1944 og ligger nu online her på Holocaust-museet i Washingtons hjemmeside.