Museum blev mødt med en byge af kritik – men nu er omstridt navneskift vedtaget

Nu er det officielt. Efter intens debat har Kvindemuseet i Aarhus nu fået den endelige tilladelse til at skifte navn til Køn.

Bølgerne er gået højt i debatten om Kvindemuseets navneskifte. Men nu er det offcielt. Kvindemuseet skifter navn til Køn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse

Hjemmesiden har ikke skiftet navn … endnu. Men det kommer snart til at ske.

For Aarhus Kommune har netop godkendt, at Kvindemuseet i Aarhus skifter navn til Køn – Museum for Kønnenes Kulturhistorie. Hele 30 ud af 31 medlemmer i Aarhus Byråd stemte for, at museet skifter navn, skriver Kulturmonitor.

Jeg er glad for at kunne følge museet ind i dets næste livsfase. Det er et enormt vigtigt fundament, vi står på, og det fundament tager vi med videre med det nye navn,« siger Julie Rokkjær Birch, der direktør for det aarhusianske museum, til Berlingske.

Siden navneskiftet blev varslet, har der været ivrig debat. Nogle af Kvindemuseets stiftere, Kirsten Junge og Ulla Bertelsen, har kritiseret beslutningen. En underskriftsindsamling, der kraftig opponerer mod at ændre navnet, har samlet ikke færre end 4.000 underskrifter.

Julie, hvorfor er det så vigtigt at skifte navn?

»Helt grundlæggende har vi de seneste fem år arbejdet med et nyt og udvidet ansvarsområde, der hedder kønnenes kulturhistorie. Vores navn er vores vigtigste brandingværktøj, og nu kan vi signalere, hvad vi egentlig arbejder med,« siger hun og understreger:

»Man skal huske på, at museet ikke har forandret sig indholdsmæssigt, og museet har stadig afsæt i kvindehistorien. Det handler om ligestilling i et bredere perspektiv. Om relationer mellem køn og om, hvad køn betyder – for os alle sammen. Og det er det, vi nu kan signalere med vores navn. Det er en hat, der passer.«

Ophedet debat

Julie Rokkjær Birch og museet, hun er direktør for, blev mødt med voldsom kritik. Det blev beskyldt for at »være politiske korrekt« og for, at navneskiftet blot var »et identitetspolitisk projekt«.

Særligt på museets Facebook-side vakte det bestyrtelse og forargelse, at museet, der i mere end 40 år har heddet Kvindemuseet, nu vil skifte navn. Fælles for mange af de kritiske stemmer var, at de frygtede, at museets fokus på kvindekampen ville blive mindre.

Debatten i kommentarsporet blussede så meget op, at museet måtte mane til besindighed.

»Vi må på det kraftigste opfordre til en sober debat! Vi accepterer ikke kommentarer af nedladende eller hadsk karakter«, skrev museet.

Dengang fortalte Julie Rokkjær Birch i et interview med Berlingske, at museet ikke er ude på at »negligere kvinder«.

»Vi fortæller historien om kvinder og kvinders frigørelse, men vi gør den relevant for en samtid. Og vi fortæller også, hvordan mænds kønsroller har ændret sig. Det er der brug for,« sagde Julie Rokkjær Birch i begyndelsen af december.

Debatten skal behandles på museet

Men hvad har museet og Julie Rokkjær Birch lært af debatten?

»Vi er netop et museum, der handler om og vil kvalificere kønsdebatten. Debatten har virkelig vist, hvor relevant museet er,« siger Julie Rokkjær Birch.

På hvilken måde vil I tage de kritiske stemmer og debatten som helhed til efterretning?

»Debatten har været en bredere kønsdebat, og den debat kommer vi til at behandle her på museet. Navneskiftet er en helt naturlig udvikling i kølvandet på et udvidet ansvarsområde. En udvikling, som bygger oven på og har fat i rødderne. Der er ikke noget, der er blevet smidt ud. Museet udvikler sig, og det gør alle museer.«