Munter magi på Manhattan

Fortryllet – Et moderne eventyr i New York« er en flink og meget romantisk historie.

Hvis man cirka ti minutter inde i »Fortryllet« overvejer at udvandre fra biografen, fordi man ikke gider se en gammeldags tegnefilm, skal man alligevel blive siddende. Fem minutter senere forvandler filmen sig nemlig fra tegnet til rigtig spillefilm.

Det går sådan for sig, at i eventyrriget Andalasien (ikke at forveksle med Andalusien) vil den kække prins gifte sig med den kønne Giselle, men det vil den onde dronning Narissa ikke have, så hun kyler Giselle i en brønd, der er så dyb, at den fortumlede unge kvinde falder tværs gennem tid og sted og dukker op i en kloak på Times Square i det moderne New York.

Komplikationer

Det er her, historien holder op med at være en tegnefilm, og den søde Amy Adams overtager rollen som den ukuelige Giselle.

Så sker der uundgåeligt det, at hun møder en enlig far, der ganske vist er advokat, men alligevel er ret sympatisk. Han tror ikke rigtigt på, at hun kommer fra Andalasien, men tager sig alligevel af hende – hvad hans jaloux kæreste overhovedet ikke bryder sig om, og hvad der skaber yderligere komplikationer, da den andalasiske prins følger efter sin elskede og også ankommer til Manhattan med sværd og det hele.

Ganske gammeldags

»Fortryllet« har undertitlen »Et moderne eventyr i New York«, men strengt taget er der tale om et ganske gammeldags romantisk eventyr om at møde den eneste ene og derefter ramle ind i alle mulige misforståelser og forhindringer på vejen til en lykkelig slutning.

Komikken ligger selvfølgelig i konfrontationen mellem en eventyrlig fortid og en relativt realistisk nutid, og selv om det koncept tidligere er brugt i James Mangolds mere hippe »Kate & Leopold« med Meg Ryan og Hugh Jackman, udnyttes det ganske veloplagt og især meget venligt i Kevin Limas film, der først for alvor mister fodfæstet til slut, da den slemme dronning Narissa – furiøst spillet af Susan Sarandon – arriverer i New York og forvandler sig til en gigantisk drage. Det er for dumt.

Til gengæld rummer det første kvarters tegnefilm kærlig inspiration fra historierne om Askepot og Snehvide, og eftersom figurerne i tegnefilm jo altid bryder ud i sang, tager Giselle kærligt kvidrende den vane med sig til New York, hvilket resulterer i et gigantisk musicalnummer i Central Park. Det er et festligt højdepunkt i en ellers ujævn film, som ikke fungerer lige sprudlende i alle scener, men har såvel et begavet (computeranimeret) jordegern som den uforlignelige britiske skuespiller Timothy Spall blandt sine fornøjelige kvaliteter.

Naive historier om rene hjerter, der besejrer alverdens kynisme, er altid opmuntrende at få fortalt, og skønt »Fortryllet« hist og her er lidt primitiv i komikken – ligesom meget rationelt indstillede mennesker nok vil have svært ved at kapere den candyflossede stil – kan man med en smule enfold i sindet ikke stå for en film så rar og flink og hyggelig og godmodig som denne.