Munter film om seriemord

Woody Allen er i fineste form med den både vittige og spændende thriller »Scoop«.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Det er nok lovlig voldsomt at påstå, at Woody Allen er blevet genfødt som en ny og bedre kunstner, efter at han begyndte at lave film i England. Men noget er der nu om det.

Hans britiske »Match Point« fra sidste år var jo en frisk og velskabt thriller, og de samme kvaliteter finder man i »Scoop«, som oven i købet er mere morsom end forgængeren. Denne gang medvirker Allen selv i en vigtig birolle, og det har givet ham inspirationen til at genfinde sin gamle sans for vittige one liners, så han for eksempel kan besvare et spørgsmål om sin religion med, at han blev født i den hebræiske tro, men siden konverterede til narcisissmen.

Woody Allen spiller den andenrangs tryllekunstner Splendini, der optræder i London og meget mod sin vilje bliver blandet ind i en gådefuld sag, da en nyligt afdød topreporter viser sig for den unge amerikanske journaliststuderende Sondra Pransky og giver hende et tip om, hvordan hun kan afsløre en seriemorders identitet og dermed lave det scoop, der har givet filmen dens titel.

Hjulpet af den bestandigt klagende og kværulerende Splendini går Sondra med krum hals i gang med at efterforske sagen, og overraskende peger flere indicier mod den både charmerende og velhavende Peter Lyman, som Sondra omgående forelsker sig heftigt i, ganske vist under falsk identitet og med Splendini i rollen som sin far, der helst underholder de noble omgivelser med korttricks. Peter Lyman falder også for Sondras sarte sødme og er så beleven og betænksom, at mistanken mod ham må blegne, men skyggen af en tvivl bliver alligevel hængende.

Mere ville det være kriminelt at røbe om handlingen, for »Scoop« er ligesom »Match Point« en thriller, denne gang med positive mindelser om Allens »Manhattan Murder Mystery« fra 1993 og med gedigne overraskelser gemt i ærmet. Plottet er strengt taget absurd, hvad der ikke gør det mindste, og i lighed med forgængeren rummer »Scoop« i øvrigt klar inspiration fra George Stevens' 1951-klassiker »En plads i solen«, som åbenbart har særlig betydning for Woody Allen.

Et tredje og yderst kærkomment fællestræk med »Match Point« er, at Scarlett Johansson også i den nye film forvalter en hovedrolle, og som Sondra i begyndelsen arbejder så behjertet på at gøre sig uattraktiv, at det nærmest svarer til, at Mont Blanc forsøgte at forklæde sig som Himmelbjerget. Ved mødet med den chevalereske Peter Lyman blomstrer hun imidlertid op, og eftersom han spilles af den flotte Hugh Jackman, har vi her det mest attraktive romantiske filmpar i nyere tid.

Woody Allen er stadig stærkt fascineret af det britiske klassesamfund og især af den aristokratiske overklasse, som man jo ikke kan mobilisere magen til i USA - han virker hverken satirisk eller snobbet, bare fængslet - og ligesom dialogen er mere vittig, end den længe har været i en Allen-film, er »Scoop« også smukt gennemtænkt visuelt og blandt andet en fryd for øjet i sin kærlige skildring af et lokale fyldt med Peter Lymans udsøgte samling af ædle musikinstrumenter.

Det er ganske opmuntrende at iagttage, at en afdød journalist kan spille en central rolle i en film - spøgelset fremstilles djærvt og jordnært af Ian McShane - og det er endnu mere livsbekræftende at konstatere, at den 70-årige Woody Allen efter nogle kunstnerisk lidt magre år nu igen sprudler af veloplagt originalitet.

»Scoop« er smægtende romantisk, meget morsom og ikke så lidt spændende, og skønt den hist og her tangerer det morbide, gør den det med uimodståelig munterhed. En tindrende fornøjelse.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse