Munks tragedier

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Er han i dobbelt forstand en tragisk skikkelse? Det synes jeg. Det er Kaj Munk, jeg tænker på. Den Kaj Munk, som Per Stig Møller i denne uge udgav endnu en bog om, en lille bog, »Danmark skal aldrig dø«, med undertitlen »Kaj Munks avisdigte 1940 og censuren«.

Den handler om digte, som digteren digtede til Berlingske Aftenavis, og som senere blev udgivet i bogform, men ofte i ændret form og i nogle tilfælde slet ikke. Den handler om den danske censur, som forgæves forsøgte at stoppe Kaj Munk. Den bringer digtene i fuld udstrækning, som de stod i avisen, og som de stod i bøgerne.

For sin gennemgang af den måde, censuren virkede på, dengang under besættelsen, er Per Stig Møllers bog læseværdig. Om digtene så siger nogen nutidslæser meget, ved jeg ikke, i hvert fald er det næppe for meget sagt, at Kaj Munk aldrig igen vil få den betydning, han havde engang, og det er hans tragedie - som digter, forfatter og dramatiker. Men også hans død, mordet på ham i januar 1944, var jo gjort af det stof, tragedier er gjort af. Deraf det dobbelt tragiske.

Kaj Munks død var noget ekstraordinært, han var eneren, der protesterede mod overmagten og betalte prisen. Til gengæld er hans tragiske digterskæbne i virkeligheden ikke så meget anderledes end den, der hyppigst overgår alverdens digtere og forfattere.

I dansk litteraturhistorie findes de også i rigt mål, navne som Holger Drachmann, Vilhelm Bergsøe, Christian Winther og utallige andre, som de fleste af de landsmænd, der interesserer sig for litteratur, har hørt om, men som kun de færreste har læst. De er reglen, snarere end undtagelsen, og al respekt for, at Det Danske Sprog -og Litteraturselskab sørger for, at det, selskabet selv kalder »centrale danske forfatterskaber«, udkommer i kommenterede, tekstkritiske udgaver.

Det er godt, at det sker, for det litterære arvegods skal der værnes om, og det skal stå til rådighed, for det er en del af vores kultuarv og principielt en del af vores fælles hukommelse. Men læst bredt, det bliver alle disse ældre skrifter ikke og aldrig. Selv H.C. Andersen, verdensnavnet, bliver, gætter jeg på, ikke dyrket meget, et par håndfulde eventyr undtaget.

Set i det lys er Kaj Munks digterskæbne altså ikke mere tragisk end så mange andres. Det tragiske er indbygget i selve det at skrive. Eller man kan sige, at det skrevne har sin tid, det holder sjældent i længden, kun når litteraturen – og det sker jo så uhyre sjældent – bliver til verdenslitteratur, lever den virkelig videre, og Kaj Munks forfatterskab er, med al respekt, ikke verdenslitteratur. Som skribent er han fortid. Næsten.

Til gengæld kan han som historisk skikkelse stadig både anfægte, fænge og inspirere os, sådan som ikke mindst Per Stig Møller har vist det i flere bøger. Er han ikke en meget betydelig skikkelse i litteraturhistorien, så er han det i danmarkshistorien, og det hører med til historien.

Midt i alt det tragiske.