Mozart på piller

Det klassiske musikmiljø i Danmark døjer med dopingstoffer og psykiske nedture på grund af evige forventninger om det sublime. Blandt de ramte orkestre findes DRs Radiosymfoniorkester, der er et af landets førende og næste år skal repræsentere Danmark i Fjernøsten ved fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er andet end instrumenter i kasserne, når landets dygtigste klassiske musikere stiller op i kjole og hvidt.

Gemt blandt violiner, fløjter og basuner er der også små pilleæsker med navne som Acebutolol, Carteolol og Propranolol. Navne på forskellige typer af de såkaldte betablokkere - en medicin, der er beregnet til at sænke pulsen og blodtrykket hos hjertepatienter.

Betablokkerne har i det skjulte udviklet sig til den klassiske musiks foretrukne doping. De virker nemlig effektivt på både strygeres og blæseres spil. På grund af stoffernes beroligende virkning på centralnervesystemet, kan de nedsætte rystelser i hænderne.

»Man ved, man har en stor solo senere på aftenen, og så tager man sgu' lige en af de lyserøde. Bare for at være på den sikre side. Og dét gælder vist i alle instrumentgrupper. For eksempel er strygerne meget bange for at deres bue skal ryste. Eller for at de skal komme til at tabe den,« fortæller Ulla Miilmann.

Hun er et af landets største talenter på fløjte og til daglig medlem af Danmarks Radios Radiosymfoniorkester, det førende blandt landets syv professionelle symfoniorkestre, der i alt har op mod tusind musikere tilknyttet. Orkestret optræder over hele verden. De seneste år har det bl.a. været i Argentina, Brasilien, Rusland og USA. Næste år går turen til Kina. Her skal det repræsentere Danmark ved fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag.

Druk afløst af medicinering
Forbruget af alkohol og medicin er sjældent noget, medlemmerne taler højt om. Men Ulla Miilmann gør det gerne. Den danske fløjtenist fik selv en alvorlig nedtur for et par år siden, bl.a. på grund af evige forventninger om at skulle levere det sublime på scenen.

»Selv tager jeg ikke betablokkere,« fortæller hun: »Jeg tager antidepressiva.«

Presset på de klassiske musikere er stort. De ved, de skal yde deres bedste hver gang. Så hornisternes frygt for ikke at ramme tonerne eller violinisternes frygt for en tabt bue kan let tage overhånd. For eksempel når Radiosymfoniorkestret giver sin to timer lange live-koncert hver torsdag. Her kan selv det mindste kiks ryge direkte ud til millioner af lyttere verden over.

Gennem tiden har mange klassiske musikere brugt alkohol til at dæmpe nervepresset og til at falde ned efter koncerten. Men folk fra miljøet fortæller til Berlingske Tidende, at druk i stigende grad bliver afløst af medicinering - særligt med betablokkerne.

Hjertemedicinen har imidlertidig en række alvorlige bivirkninger. Blandt andet giver den nedsat udholdenhed, da hjertets aktivitet nedsættes, og pulsen derfor ikke kan øges. Pillerne kan også være direkte livsfarlige for nyre- og sukkersygepatienter. Desuden kan personer med astma få problemer med vejrtrækningen.

Men for musikerne handler det om at holde et højt niveau. Og faktisk har de videnskabens ord for, at indtagelse af hjertemedicinen kan højne kvaliteten af deres spil. Videnskabelige undersøgelser i udlandet har vist, at den klassiske musiker ofte spiller bedre efter indtagelse af dopingmidlet.

Ikke plads til en dårlig dag
At skulle være god hele tiden, kender Ulla Miilmann alt til. Det var derfor, hun gik ned med flaget.

»Vi havde været på turné i Sydamerika. Bagefter tog jeg til Taiwan og var solist. Jeg kørte på hele tiden,« fortæller hun: »I sommerferien fik jeg så en mindre depression. Da ferien var forbi, tog jeg alligevel på arbejde. Vi begyndte med et projekt, hvor vi skulle spille hver aften. Så gik det galt. Pludselig gik jeg rundt med følelser af tomhed og rastløshed. Af at sidde i en osteklokke. Jeg ræsede afsted i bilen, men orkede ikke gå ind i selv den enkleste samtale. Til sidst kunne jeg kun lige følge ungerne i skole, før jeg faldt udmattet om.«

Hun meldte sig syg i tre måneder, fik medicin og begyndte i terapi. I dag er hun tilbage på arbejde. Men andre kan hurtigt komme ud for det samme, frygter hun.

»Bare det at vinde en orkesterplads er skidehårdt, rent ud sagt. Først skal man til konkurrence mellem mange andre. Så skal man konkurrere igen efter et års tid for at blive fastansat. Og når man endelig sidder der, skal man hele tiden gøre sig fortjent til den. Der er simpelthen ikke plads til en dårlig dag. Vi musikere kan jo ikke viske vores fejl ud. Vi er på nu og her. Man føler sig helt nøgen.«

I sådan et miljø trives tvangstankerne. De forfølger rigtig mange musikere, mener Ulla Miilmann:

»Selv lider jeg frygteligt af dem i perioder. Jeg hører mig selv tænke 'Ulla - du ved jo slet ikke, hvordan man spiller. Du aner ikke, hvordan man tager en rigtig tone.' Og når man får de tanker, bliver man jo bange for dem. Bange for at de skal komme tilbage. Hvilket selvfølgelig virker selvforstærkende. Man bliver angst for angsten.«

For fløjtenisten endte det både med antidepressive midler og piller mod svimmelhed. Andre holder den gående med betablokkere.

»Folk hiver dem op af instrumentkassen og siger til hinanden: 'Du kunne jo lige prøve dem her.' Men man skal endelig ikke sige det videre, får man at vide. For pillerne er jo også et tegn på svaghed. På at man ikke rigtig kan tåle mosten.«

Doping i fremmarch
Klassiske musikeres misbrug af medicin er ikke noget isoleret dansk problem. For nylig kunne New York Times berette, at forbruget af betablokkere breder sig kraftigt blandt deres amerikanske kolleger. Tilbage i 1987 viste en undersøgelse blandt de 51 største orkestre i USA, at 27 procent af musikerne dengang var på betablokkere. Tallet regnes for voksende og vækker bekymring.

Lektor Claus Møldrup fra Danmarks Farmaceutiske Universitet - ekspert i medicin, der kan forbedre raske menneskers evner - er ikke overrasket. Han ser mange ligheder mellem kunstens og sportens verden, hvor doping har eksisteret i årevis.

»Musikerne arbejder ligesom sportsfolk under stærkt konkurrencebetonede betingelser. Men mens sportsgrene er underlagt en masse regler om dopingforbud mod blandt andet betablokkere, så er det end ikke noget, man har diskuteret i den kunstneriske verden. Jeg siger ikke, at dopingmidler i sportens verden er legitimt. Men det er da umoralsk, at vi hænger folk fra sportens verden ud for at være nogle værre snydere, når vi ikke løfter et øjenbryn, når andre raske mennesker og herunder klassiske musikere bruger det samme,« siger han.

Lær af sporten
Claus Møldrup vurderer, at det allerede om 10-15 år vil blive betragtet som mere almindeligt, at raske mennesker bruger medicin for at skærpe sig selv i det daglige. Både fordi industrien bliver bedre til at udvikle medikamenter med færre bivirkninger og fordi teknologier, der kan optimere vores præstationer i dagligdagen, kulturelt set vil blive mere bredt accepteret. Han understreger, at han dermed ikke har taget stilling til, om det er i orden, at klassiske musikere bruger dopingmidler.

»Doping handler lige så meget om, hvad aftagerne vil acceptere. Hvis man er meget glad for klassisk musik, kan man altså vælge at sige, at man vil have den rene klassiske musik uden dopingmidler. At man vil have det bedste på de menneskelige vilkår og så være ligeglad med, om musikerne ryster lidt på hænderne,« siger Claus Møldrup.

Også Ulla Miilmann mener, at musiklivet kunne lære af sporten. For eksempel kunne man ansætte psykologer med ekspertise i at håndtere og forebygge kriser.

Hvor alvorligt synes du, orkestrenes ledelse tager det her?

»Nogle af problemerne omkring arbejdsmiljø er vores egen skyld. Vi musikere går alt for sjældent ud og taler om det. Omvendt er lederne ikke altid gearet til den slags. De skal jo mest tænke på pengene. Og så mister folk let glæden ved deres arbejde. I øjeblikket føler mange i hvert fald, de ikke rigtig bliver hørt på.«