Motivationscyklus fra helvede

Gertrud Højlund, journalist Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Motivation. Et slidt selvhjælpsord, der lugter af amerikanske NLP-slogans og coachingbølgens storhed og fald. Sådan et ord, der beskrev noget positivt, men som blev kommercialiseret og spændt for en eller anden formålshest, så det hele blev sådan lidt plastik-jul-i-Dubai-kunstigt. Er du i tvivl, så bed Google om at finde billeder, der handler om motivation. En lavine af floskler: »Work hard, dream big« – »make things happen« – »Your future is created by what you do today, not tomorrow« og så videre. Hvis du googler »motivational quotes«, bliver det endnu værre.

Jeg har ingen fidus til det, og det er mine erfaringer med motivation, at den er sådan en opreklameret fætter, som helst indfinder sig et halvt døgn for sent eller for tidligt. Ikke til tiden. Og aldrig helt i samklang med den opgave, som rent faktisk havde haft gavn af lidt motivation.

Hvis motivation kendte sin besøgelsestid lidt bedre, ville den ikke opføre sig, som den gør i mit liv, hvor den indfinder sig allermest pågående og handlekraftigt på slaget 22 næsten hver aften.

For klokken 22 skal piben have en anden lyd i morgen. Jeg planlægger det hele: I morgen skal jeg lappe de der huller i gulvmalingen, sy foret i min frakke, hænge den der lampe op, ringe til forsikringsselskabet. Og jeg glæder mig til at komme i gang. I morgen.

I morgen vil jeg helt sikkert få flettet et halvt kilo grøntsager ind i min kost. Klokken 22 glæder jeg mig vildt meget til at tage ned og træne i morgen efter arbejde – også selv om det er mørkt, og jeg er bagud med »SKAM«. Klokken 22 har jeg lyst til at bruge morgendagens aften på – gennemtrænet, nyvasket og med mavsen fuld af økologiske grøntsager – at synke ned i sofaen og snuppe et par kapitler af noget seriøs litteratur og slet ikke tænde for fjernsynet. Er du vild, hvor jeg gider det hele i morgen, så længe klokken kun er 22 i dag. Men min motivation duer kun til at bygge forventninger op, som jeg ikke kan leve op til, når klokken ikke længere er 22 i dag. For når jeg vågner i morgen, er det som om, jeg har sovet al min motivation væk: Der er lige akkurat nok tilbage til at tage en pakket træningstaske med på arbejde, hvor der er friskbagt brød med smør fra morgenstunden, og måske er der fritter til frokost, og der er sikkert også nogen, der har kage med. Så når jeg kører hjem fra arbejde, er den sidste rest af sund-kost-motivation gemt under et lag af kulhydrater, og det er altså virkeligt mørkt klokken 19, så jeg tager bare direkte hjem med træningstøjet og glemmer at sy og lappe huller.

Og nu er jeg desuden for mæt til at spise et halvt kilo gnavegrønt, og så kommer jeg til at tænde for fjernsynet, og så sidder jeg der et par timer, mens hele mit ansigt bare skrider sammen og lægger sig uoplagt på mit bryst. Lige indtil klokken bliver 22 igen, hvor jeg gider det hele, men det bare er for sent for i dag. Desværre. Men i morgen ...