Morten Sabroe: »Hvis ikke jeg gik ind i det felt, kunne jeg lige så godt pakke mit kluns og forsvinde ud af kunsten«

Han har skrevet bøger om sin mor, sin far og sig selv. I sin nye bog skriver Morten Sabroe også om sin datter, eller rettere om sig selv som far. Men hvorfor bliver det ved med at være relevant at granske sit indre intenst i romanform?

»Suzanne Brøggers forfatterskab er en Song of Herself. Jørgen Leths. Jeg tror ikke, der er nogen, der spørger ham: »Nå, Jørgen, er du ikke snart færdig med at skrive om dig selv?« Det er mellem ham selv og verden, lokummet brænder. Det samme gælder mig. Og forhåbentlig bliver det ved med at brænde,« siger Morten Sabroe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvordan vil du selv beskrive din nye roman »Mit halve hjerte, mit hele liv«?

»Den er en eksistentiel pageturner: En mand – det er mig – får at vide, at hans i forvejen syge hjerte nu kun pumper på halv kraft. Det sætter en kæde af tanker om døden i gang. Pludselig indser han, at han skal dø. Det havde vi, der var unge i 1960erne, jo ikke forestillet os kunne ske. Nu kommer tankerne myldrende: Har han levet fuldt, har han elsket, har han været en ordentlig far? Han sætter sig selv til doms, og spørgsmålet er, om han kan frikende sig selv.«

Du har skrevet bøger om din mor og din far, din relation til dem, om dit liv, din hjertefejl og meget andet tidligere. Det gør du også i din nye bog.  Hvorfor bliver det ved med at være relevant for dig at granske dit indre og dine nære så intenst i romanform?

»Jeg skriver om mig selv ud fra en indsigt om, at jeg ligner de fleste andre mennesker. Derfor solgte »Du som er i himlen« så meget. Læserne spejlede sig i den. Jeg skriver om mennesket, det menneske hedder Morten, men det er alle mennesker. Min historie om en ekstremt fraværende far og en vildt dominerende mor og kampene med hende, er genkendelig for enormt mange.«

Som du skriver, er det næsten tyve år siden, du slog dine forældre ihjel på skrift på ny efter deres død. I din nye roman reflekterer du også over det. Du citerer en anmelder, der om romanen »Johanna« fra 1998 skrev: »Forfatteren sætter ild til sproget, han tænker ikke på, asken vil falde bagefter.« Og du tilføjer: »Det gjorde den. Asken faldt.« Hvilke konsekvenser har det haft, at du har skrevet så hudløst om dine nærmeste?

»Hende, der anmeldte »Johanna«, skrev det, fordi en så stor romantiker som mig nødvendigvis må slå sig på virkeligheden. Det gjorde jeg også. Da jeg gav alt, hvad jeg ejede, væk og gik ud i virkeligheden, tog det mig ti år at komme op igen. Ja, jeg reflekterer over det at skrive og slå sine forældre ihjel på skrift. Eftersom de er døde, er det kun mig og min samvittighed, der må leve med skylden. Den er ikke så stor, når man tænker på, at min mor sendte et brev hvor hun underskrev sig: »Din forhenværende mor.« I øvrigt er hudløst ikke det rigtige ord for den måde, jeg skrev på. Jeg var rasende. Det raseri stødte hele tiden ind i længslen efter, at vores forhold var et andet. Kunstnerisk set er det en vigtig konflikt.«

»Når man skriver om sine forældre, sætter man dem under anklage, når man skriver om sine børn, sætter man sig selv under anklage«


Hvorfor gør du det så alligevel - skriver, på trods af konsekvenserne?

»Jeg gør det, fordi det er kunstnerisk nødvendigt. Hvis ikke jeg gik ind i det felt, kunne jeg lige så godt pakke mit kluns og forsvinde ud af kunsten.«

Du skriver også om din datter og hendes kokaindepression i den nye bog. Hvilke overvejelser gjorde du dig om det - nu hvor du har tænkt så meget over konsekvenserne af, at du skrev om dine forældre?

»Historien handler ikke om min datter, men om mine fejltagelser som far. Dem er der nogle stykker af. Blandt andet den, at den ekstreme forkælelse, jeg blev udsat for af mine forældre, har jeg på skæbnesvanger vis gentaget.«

Hvordan er det anderledes at skrive om sine børn end om sine forældre?

»Når man skriver om sine forældre, sætter man dem under anklage, når man skriver om sine børn, sætter man sig selv under anklage. Det er det, jeg gør i bogen, og det så det synger.«

»Jeg skriver kun sande historier. Det er journalisten i mig. Han lyver ikke. Han kan ikke,« skriver du et sted i den nye bog. Senere skriver du til gengæld: »Hamsuns bøger er sande. Dostojevskijs. Tolstojs. Autofiktion er bedrag. Det ved Knausgård. Det samme gør jeg. Vi er løgnere under en spejlblank himmel. Vi vender ansigtet imod den og ser kun os selv.« Hvilket af de to udsagn kommer tættest på sandheden?

»Det gør de begge. Den første handler om min journalistik, den anden om mine selvbiografiske romaner. Jeg skrev litterær journalistik for at signalere, at mine artikler var min og kun min sandhed. Derved var de sande.«

Hvorfor er det egentlig romaner og ikke erindringsbøger eller selvbiografier, du skriver? 

»I sin tid diskuterede jeg det med Johannes Riis. Vi valgte at kalde min selvbiografiske »Sidste tog« for roman, fordi den var komponeret som roman, og fordi al erindring er fiktion.«

Tror du nogensinde, du bliver færdig med at skrive om dig selv?

»Aldrig. Som Walt Whitman skrev: »I contain multitudes!« Whitman skrev det store digt »Song of Myself«. Suzanne Brøggers forfatterskab er en »Song of Herself«. Jørgen Leths. Jeg tror ikke, der er nogen, der spørger ham: »Nå, Jørgen, er du ikke snart færdig med at skrive om dig selv?« Det er mellem ham selv og verden, lokummet brænder. Det samme gælder mig. Og forhåbentlig bliver det ved med at brænde.«

 

Morten Sabroes »Mit halve hjerte, mit hele liv« udkommer på Politikens Forlag 8. november.