Morrissey lever sit liv, som vi selv ønskede, vi turde gøre det

Morrissey lever sit liv, som vi selv ønskede, vi turde gøre det. Rasende kompromisløst og stædigt insisterende på at gøre tingene på sin måde.

Foto: TT NEWS AGENCY. Den britiske musiker Morrissey rører en rose under en autografsession. Anekdoterne om ham er mange, og musikeren holder sig ikke tilbage for at kritisere politikere og det engelske kongehus.
Læs mere
Fold sammen

Lad os bare sige det, som det er: Der skal noget til for at få musikskribenter til at klappe i hænderne. Umiddelbar begejstring og spontan glæde synes ligesom ikke at være en del af standens dna.

Men nu har miraklet indfundet sig. Og det endda til stående ovationer. Efter tre års arbejde har engelske Morrissey udgivet sin selvbiografi, »Autobiography«. En begivenhed der i visse dele af musikbranchen er blevet set frem til som var det gendannelsen af The Beatles. Jeg kender ingen, der skriver om musik, som ikke finder Morrissey interessant. Og det inklusiv mig selv. Men for nogle er han det nærmeste, man kommer Gud. Som en kollega skrev det på Facebook i sidste uge: »Har ikke læst den endnu, men giver den seks stjerner.«

Og hvad er det så med ham Morrissey, der gør ham så spændende, ud over at han laver musik, der går lige i blodet? Jo, sagen er, at han lever sit liv, som vi selv ønskede, vi turde gøre det. Rasende kompromisløst og stædigt insisterende på at gøre tingene på sin måde. Og kun sin måde. Fyldt med patos og masser af drama.

Anekdoterne og myterne er utallige. Om hans liv som hardcore veganer og dyreværnsforkæmper. Hans kritik af politikere og det engelske kongehus. Hans forkærlighed for Melodi Grand Prix. Og sådan fortsætter det. Konstant på vej ud i noget ballade. Der er altid en god historie gemt i det, Morrissey foretager sig. Således også med udgivelsen af »Autobiography«.

I forbindelse med bogudgivelsen har Morrissey insisteret på, at den skulle udgives på forlaget Penguin. Og ikke nok med det. Den skulle udgives som en del af forlagets serie Penguin Classics, der kun er forbeholdt bøger med klassikerstatus, værker af Homer, Dickens, Hemingway og i den dur.

Og Morrissey fik det til sidst, som han ville have det. Selv om det aldrig er sket tidligere i seriens mere end 50-årige historie. Og som en anden kollega og fan af ham har påpeget, så har han været ude i noget lignende før.

Da han i 1987 fik pladekontrakt med HMV, var et af hans krav, at selskabet skulle genoplive en særlig nummerserie, der blev nedlagt i 1967 med udgivelsen af Joyce Grenfells »Nursery School« (POP 1617). Morrisseys første udspil for selskabet, singlen »Suedehead«, fik katalognummeret POP 1618. Historien gentog sig i 1995, da han fik kontrakt med RCA og krævede af selskabet, at hans plader udkom med labels i samme orange farve som Bowies (og andres) plader i 1970erne.

Nogle vil sikkert kalde det krukkeri og storhedsvanvid. Men det er bare typisk Morrissey.