»Hvorfor skal morderen Manson eksponeres?« Sådan spørger man dramatikeren Jokum Rohde i Det Kongelige Teaters program til Rohdes nye stykke »Manson«, der har hentet sin inspiration i den berømte mordsag, kultlederens sekts bestialske mord på den højgravide filmstjerne Sharon Tate og hendes venner i Los Angeles i slutningen af 1960erne. Rohde er ikke meget for at svare. »Publikum har en fri vilje, du må spørge dem.«

Der skal nok være en og anden tilskuer, som stadig ikke kan gøre rede for noget som helst, når forestillingen er slut. Hvor provokerende det end er for det publikum, hvis hjerner er stillet ind på at finde logikken og på en traditionelt fortællende dramaturgi: Det er heller ikke meningen i Rohdes univers, som bevidst arbejder med modsætninger og en uhåndgribelig forvirringsteknik i sine drømmespil, selv om de ind i mellem ligner gode gammeldags klichékrimier og melodramaer fra retssalen. Komik og alvor, gode viljer og nedrig ondskab, skønhed og hæslighed, løgn og forsøget på at indkapsle en sandhed går hånd i hånd. Lad os alligevel vove øjet og give et bud på, hvorfor sektlederen, der prædikede et bryg af racisme, kommunisme og kristendom, og som så sig selv som en figur, der sammen med sin »familie« skulle udløse den helt store apokalypse, er sat på scenen. Hvad vil Rohde med sin sidestilling af den bindegale psykopat og selveste Jesus Kristus himself?

Prædiker revolution

Rohde placerer Manson-figuren i ingenmandsland - tegneseriens mørke Metropolis, af alle steder. Kristus-parablen er med hele vejen: Tilsyneladende er denne Manson, gud og menneskesøn, sendt til os fra de russiske skove, født af en ludermutti fra bordellet, for at blive slået ihjel endnu en gang.

Han tvivler undervejs og tager modvilligt sin opgave på sig. Han prædiker revolution - Nicolas Bros Manson mestrer de mange skift i denne ikke-psykologiske kraftanstrengelse: Smiler som en gud fra østen, har satyrblink i øjet, flæber som en infantil psykopat-skinhead det ene øjeblik, viser ømhed over for Sharon Tate og hendes barn det næste, tordner som en svedende dommedagsprædikant, der forlanger død og ødelæggelse over borgerskab og magtelite i den totale retfærdigheds navn i en imponerende ti minutter lang monolog.

Religionen, taget bogstaveligt, er retssamfundets tilintegørelse, synes tesen at være. Men det kan ikke nægtes, at advokaturet bliver en livgivende ambitiøs, men også dræbende tung og temmelig patetisk omgang på Det Kongelige Teater - til trods for al den ydre dramatik, herunder det koreograferede splattermord i villaen, ikke mindst. Åh, alle disse ord! Alle disse interessante, stundom fascinerende indfald, alle disse talende principper, alt det slumpoetiske og tankemæssige vraggods, Jokum Rohde også lige skal have med i et stykke, som aldrig vil slutte. Står han ikke i vejen for sig selv som dramatiker? Det kan hverken Nicolas Bro, Madeleine Røn Juuls aldeles glimrende, kongeniale iscenesættelse, der finder en flot ikke-realistisk tone hos dygtige skuespillere hele vejen rundt, råde bod på. B

Hvad: »Manson«

Hvem: Manuskript: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Madeline Røn Juul.

Scenografi: Christian Fridländer.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 18. maj