Mord på motellet

Gyseren »Vacancy« er ikke spor original, men tæt og stram og uden tidsspilde.

Som bilist i en amerikansk gyserfilm skal man aldrig forsøge at køre en genvej langt ude på landet, hvor bakkerne har øjne, og hvor bønderne bruger motorsave til madlavningen, og hvor motellerne drives af de mærkeligste typer. Men ægtefællerne Amy og David Fox sorgtyngede efter deres lille søns død og i færd med at blive skilt gør det alligevel en mørk nat, og så ved vi straks, at det må gå gruelig galt. Ganske rigtigt får de prompte motorstop og må indlogere sig på et lurvet hotel in the middle of nowhere, hvor vi ser den tilsyneladende flinke portier i så langt og insisterende et nærbillede, at det klart signalerer skummel lusk og grimme hemmeligheder. Tør nok siges. Da David putter en videokassette i maskinen på motelværelset, viser den skrækindjagende optagelser af maskerede mænd, der mishandler og myrder skrigende ofre på det værelse, hvor David og Amy befinder sig lige nu! Altså gælder det i den grad om at komme væk fra motellet i en fart, men det er selvfølgelig umuligt, for vores to hovedpersoner er fanger i morderiske galninges vold, og kun opfindsom snarrådighed kan holde dem i live. Måske. Helt klart bør der ikke afsløres mere om handlingen her, men det er okay at fortælle, at Kate Beckinsale og Luke Wilson er uglamourøst attraktive som David og Amy samt virkelig gode til at se enormt bange ud og at instruktøren Nimrod Antal ganske vist bruger billige tricks for at skræmme os, men gør det med betydelig præcision og ikke ringe effekt. »Vacancy« er ikke nær så sadistisk som f.eks. Eli Roths »Hostel«, Greg McLeans »Wolf Creek« eller »Saw«-filmene faktisk virker volden i den mere primitivt vilkårlig end satanisk udspekuleret og overrumplende original kan man ikke just kalde den. Men den er stram, koncentreret, konstant anspændt i atmosfæren og uden sinkende omsvøb, så den så at sige slutter før end forventet. Faktisk er »Vacancy« med en spilletid på 80 minutter mere end en time kortere end Michael Bays »Transformers«, og det nævner vi her som den ultimative kompliment til Nimrod Antals grimgode lille gyser.