Montana-pris til Mette Moestrup

Den nystiftede pris på 30.000 kroner skal fremover gives hvert år til eksperimenterende litteratur.

Forfatter Mette Moestrup. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Mette Myoestrup er en af Danmarks mere eksperimenterende digtere, og nu er hun blevet belønnet med Montanas netop indstiftede Litteraturpris. Montanas Litteraturpris for 2006 gives til den 37-årige lyriker for digtsamlingen »kingsize«.

»Jeg er glad, stolt og overrasket, fordi feltet af nominerede var stærkt, og fordi jeg faktisk troede, det ville blive en roman, der vandt,« siger Mette Moestrup.

Bedømmelseskomiteen, der bestod af forfatterne Pia Juul og Jan Kjærstad og litteraturkritikerne Lilian Munk Rösing og Erik Skyum-Nielsen, uddelte torsdag prisen til Moestrup på Thestrup Højskole. Komiteen motiverede blandt andet prisen med, at »kingsize« lever op til prisens fundats, der netop foreskriver, at hæderen skal tilfalde et litterært værk, der inden for sin genre er »fornyende, grænseoverskridende, og som formår at beskrive virkeligheden på en anderledes, overraskende måde«.

Mette Moestrup begyndte at studere litteraturhistorie ved Århus Universitet i 1990 og var sideløbende med studierne medredaktør af litteraturtidsskriftet Den Blå Port.

Hun debuterede med digtsamlingen »Tatoveringer« i 1998. Derefter fulgte digtsamlingen »Golden Delicious« i 2002 og sidste år altså den prisbelønnede »kingsize«. Mette Moestrup arbejder som fast lærer på Forfatterskolen i København.

De fem øvrige nominerede til prisen var Hans Otto Jørgensen for bogen »Ålen har englelyd«, Kirsten Thorup for »Førkrigstid«, Maja Lee Langvad for »Find Holger Danske«, Carsten Jensen for »Vi, de druknede« og Knud Romer for »Den som blinker er bange for døden«.

Montanas Litteraturpris er på 30.000 kroner (samt for 20.000 kroner Montana-reoler), og skal gives hvert år til et dansk værk. Prisen, der er sponsoreret af møbelfirmaet Montana, kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.