Monstret fra Magstræde

»Ud strømmer en fuga i g-mol, og jeg falder trygt smilende i søvn igen. Så jeg skruede lidt på frekvenserne, og sådan var det, jeg opdagede Vækningsmaskinen fra Helvede: The Voice.«

Foto: Illustration: Bob Katznelson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.


Forleden vågnede jeg i bælgravende mørke, mens en skrækkelig, skrigende lyd skar sig ind i mine knogler.

Det var lyden af Monstret fra Magstræde, og jeg havde selv lukket det ind i lejligheden. Helt frivilligt. Og det var der to årsager til. Den ene årsag var vintermørket, der havde sænket sig som en sort ondskabsfuldhed over byen. Den anden årsag var, at jeg havde fået en iPhone.

De to ting skete nogenlunde samtidig og var to begivenheder, der blev registreret i hver sin ende af mit begejstringsregister. Vintermørket sendte mig helt ned i bunden af barometeret. Min nye iPhone, til gengæld, strålede som en julestjerne helt oppe i toppen.

Et lille mirakel af en maskine, som jeg øjeblikkeligt knyttede mig til med nyforelsket iver. Den lyste op i mørket som en magisk ædelsten. Hvor var den dog pæn. Jeg stormede ud og købte ekstraudstyr til den, som var den et levende væsen, der skulle have nyt overtøj. Og fyrene bag disken nede i Apple-butikken på Gl. Mønt smilede vidende til mig. »Vi ved, hvordan du har det«, sagde de med kult-agtige miner, mens jeg shoppede funky indpakning.

Efter de første dages rus normaliserede forholdet sig noget. Men min begejstring over den var uformindsket. Og det var mine omgivelsers begejstring også. Man behøver faktisk ikke at benytte foursquare eller lignende programmer, der fortæller dig, hvor dine iPhone-fæller befinder sig rundt omkring i bybilledet. Man finder helt automatisk hinanden alligevel.

Enhver social sammenkomst indledes nu med, at alle med iPhones som på magisk vis ender i en lille klump i samme ende af lokalet. De næste tyve minutter går med ivrig udveksling af gode apps og uundværlige spøjsheder.

Og dagen efter sidder man på Malbeck vinbar i Istedgade og begejstres over, at det eneste man behøver at gøre, for at finde ud af, hvad det er for noget god musik, der bliver spillet på anlægget i det samme, er at stikke sin iPhone op i højtalerne og shazam! – 30 sekunder senere står svaret i displayet.

Åh, den kan så mange ting, min fantastiske iPhone. Men den kan ikke få mig op om morgenen. Ikke når vintermørket har slugt hele hovedstaden og der stadig er bælgravende mørkt kl. 08 og jeg ved, at det, der venter mig, er en mareridtsagtig cykeltur i modvind hen ad Islands Brygge, hvor snefnuggene rammer mit ansigt som iskolde glassplinter, der får mig til at tænke på de skrækfilm om atomkrig, man så i de tidlige folkeskoleklasser.

Ethvert instinkt fortæller mig, at det er komplet urimeligt og naturstridigt, at jeg skal op. Derfor må der hårde midler i brug. Og her virker min fantastiske mirakelmaskine af en iPhone desværre ikke, selvom den har alle mulige smarte programmer, der fx skulle kunne vække mig på det helt optimale tidspunkt, når jeg befinder mig i den letteste del af min søvncyklus. Nej. Hårdere midler, som sagt.

Og sådan skete det, at jeg inviterede Monstret fra Magstræde ind i mit liv. Monstret sidder inde i min clockradio, der står på en kommode i gangen og er en betydeligt mindre interessant maskine end min iPhone. Clockradioen kommer i brug, når jeg ved, at der skal noget ekstra til at få mig ud af sengen. Og her opdagede jeg, at det ikke duer at have den indstillet på P2.

Ud strømmer en fuga i g-mol, og jeg falder trygt smilende i søvn igen. Så jeg skruede lidt på frekvenserne, og sådan var det, jeg opdagede Vækningsmaskinen fra Helvede: The Voice.

Radiostationen har kontorer i brostensbelagte Magstræde, og de folk, jeg har mødt derindefra, har været mægtigt søde og rare mennesker. Men det, de hælder ud af min clockradio, er omtrent så sødt som en søm-bombe. Det er ren forskrækkelse, der vækker mig. Så ligger jeg der og bliver mere og mere paf.

Jeg er tydeligvis en blandt meget få, der har det sådan, men jeg synes, Rihannas stemme er omtrent så behagelig som en skærebrænder. Kombineret med Eminems forcerede bjæffen, og jeg er ude af sengen på to minutter. Og den slags spiller de hver morgen.

Man kan få vækkeure, der fungerer ved, at de triller ned fra natbordet og fræser larmende rundt i rummet, indtil man står op og fanger dem. Det lyder effektivt nok, men for mig vil intet kunne komme op på siden af The Voice i effektivitet.

Så dér må min kære iPhone se sig slået. Men jeg håber stadig, der er nogen, der når at opfinde en højeffektiv vækkeurs-applikation, måske med indlagt solopgang eller noget andet opmuntrende, inden årets korteste og mørkeste dag rammer os. Hvis jeg nu når at vænne mig til Rihanna.

Læs flere klummer fra 2010