Mona, Mona, Mona! Hvornår kommer den dag, hvor du bliver klonet ... og udgivet i 5.000 eksemplarer?

Susanne Staun
Læs mere
Fold sammen

Har du hørt nok om Lars Løkkes nytårstale? Den kører i skrivende stund i evighedssløjfe på TV2News, og jeg formoder, det skyldes, at denne og hin håber at finde … noget. Vi kan tale om. Heldigvis er jeg bensparket på plads og skal udelukkende give karakterer for sprog og grammatik og fænomener i det farvand, og det er jo let: Løkke får 12 med pil opad. Det er muligt, det skyldtes tømmermænd, men jeg kunne ikke finde én eneste fejl i den i øvrigt også velafleverede tale. Det skyldtes, kunne man i selv samme tale erkyndige sig om, denne Mona. Her var der ikke tale om Mona med de store brune øjne, der gik i cowboytøj og havde langt lyst hår og gav stød. Nej, Mona var Løkkes dansklærer i tredje klasse, som satte ham ind i nutids-r’ernes mystik. Tak til Mona, og måtte et venligt menneske snarest duplikere hende. Løkke, der selv fremstod som et venligt menneske, var også den auditivt udfordrede venligt stemt og holdt sig til korte sætninger:

»For det første skal vi investere i nye kompetencer,« intonerede Løkke glad. »Gode job. Tryg velfærd. Det er de fleste nok enige i.« Det var lige før, jeg mistænkte ham for at have snydt i timen og kigget de Radikale over skulderen: »Vi. Tror. På. Fremtiden.« At det alligevel lykkedes at fremføre en flydende tale, skyldes et fint blik for overgange fra sætning til sætning, emne til emne.

Mindre vellykket var Majestætens ellers stærkt sympatiske nytårstale. Og det giver bestemt grund til undren, for Dronning Margrethe må have været forsynet med en hel legion kæmpe-Mona’er under sin opvækst og har for længst indlogeret sig i den offentlige bevidsthed som en lydefri taler. Ikke desto mindre hyperkorrigerede Majestæten to gange:

»Danmark kan ikke fungere uden alle de, der gør en indsats i produktionen«, sagde Dronningen gudhjælpemig og:

»Her er der god grund til at sige tak til alle de, der gør en indsats for vores sikkerhed«, kom det umiddelbart herefter med vanlig formfuldent diktion, der hver gang får mine synapser til at spinde. Rettelig burde hun have sagt »uden alle dem« og »tak til alle dem«, eftersom dem er hensynsled i begge sætninger. Men jeg, der stille mener, at et kongehus m/k passer så fint til en lille eventyrby med spir og andre ældgamle finurligheder, er sikker på, at Dronning Margrethe er blevet ramt af den hyperkorrektive virus, der længe har hærget Danmarks øvre indkomstklasser. »Tusind tak for gaverne til min kone og jeg,« skriver veluddannede mennesker rask væk, fordi de er inficeret af den samme virus, som nu synes at have ramt kongehuset: troen på, at mig og dem er født forkerte og slet ikke hører hjemme på ordentligt dansk. Men mig og dem er nu engang, hvad jeg og de transmogriffes til, når de optræder som hensynsled eller genstandsled: »De er søde. Vi kan godt lide dem.« Selv om det er let at forstå, især for dem, der kan analysere en sætning, er især overklassen og den øvre middelklasse så bange for at lave disse »proletarfejl« – jeg citerer bare, så skyd nogle andre – at de hellere hyperkorrigerer. Alle ved jo, at kun de uuddannede indleder en sætning således: »Mig og min kammerat …[gik ind på en bar].«

Så, psst, Mona! Overklassen skal også sidde efter.

Det piner mig – ja, mig, ikke jeg, thi det er subjekt i sætningen og mig er hensynsled – at Dronningen desværre begik endnu en fejl – nej, ikke en fejl, men en såkaldt anglicisme, en afsmitning fra engelsk:

»Mine varmeste hilsener med ønsket om et godt nyt år for alle på Færøerne.«

På dansk bruger man til og ikke for i denne type konstruktioner, men for er, som det udtryktes et grimt sted på Facebook, »modernet«. Uanset hvor »modernet« for så end er, ville du ikke sige: »Værsgo! Her er en gave for dig.« I hvert fald ikke i morgen eller i næste uge, men det er erfaringsmæssigt kun et spørgsmål om tid, før selv dét lyder som helt almindeligt, ordentligt dansk. Men hvis nu bare hende Mona …