Mogens Jensen, Rane Willerslev eller Kaare Dybvad? En ny kulturminister får medieaftalen som hastesag

Den nye DAB-radio og Radio24syv står øverst på den nye kulturministers dagsorden. Bud på en ny minister er bl.a. Mogens Jensen, Rane Willerslev og Kaare Dybvad.

Den nye DAB-kanal er blevet set som en redningskrans til Radio24syv, men ifølge eksperter er spørgsmålet om oprettelsen langt fra afklaret. Arkivbillede: Radio24Syvs Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm under livetransmisison under Folketingsvalget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Når en ny kulturminister rykker ind i ministerkontoret i Nybrogade 2 i det indre København, bliver den nye DAB-radio og en ny digital TV-kanal de første sager, som han/hun kommer til at tage stilling til.

Og det haster. Radioen, som kulturminister Mette Bock (LA) og Dansk Folkeparti satte i søen her i foråret, skal gå i luften 1. november, og inden da skal sendetilladelsen have været i offentligt udbud.

Den nye DAB-kanal er blevet set som en redningskrans til Radio24syv. Mette Bock og Dansk Folkeparti (DF) blev tidligere på året enige om, at ejeren af sendetilladelsen på FM4, hvor Radio24syv sender, fremover skal have sin hovedredaktionen mindst 110 km fra København. Det krav ønskede ejerne af Radio24syv, Berlingske Media og People Group, ikke at opfylde. Mette Bock og DF ændrede derefter kravene i sendetilladelsen til DAB-kanalen, så de i store træk svarer til Radio24syv redaktionelle profil.

»Den første vigtige opgave for den nye minister bliver at få styr på medieområdet. Der er nogle ting i medieaftalen, som skal afklares, bl.a. udbuddet af DAB-radioen og en ny TV-kanal. Man skal også tage stilling til, hvordan man håndterer FM4-udbudsrunden, hvor der kun er en ansøger,« siger Tom Ahlberg, fhv. kulturborgmester i København (SF) og nu chefredaktør og udgiver af det kulturpolitiske site, Søndag Aften.

Mogens Jensen, mangeårig socialdemokratisk kulturordfører, er et oplagt bud på en ny kulturminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson.

Han siger, at den ny kulturminister bliver nødt til at få afstemt forventningerne mellem Socialdemokratiet og dets støttepartier, SF, Enhedslisten og De radikale. Nogle af dem har ønsket flere penge til medieaftalen, som betyder, at DR i de kommende år skal skæres ned med 20 pct.

»De partier, som har indgået medieaftalen, Liberal Alliance, Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti, er nu i mindretal, så aftalen binder ikke. Men man skal huske, at socialdemokraterne bakker op om udbuddet af FM4, så den aftale står i princippet ikke til at ændre, med mindre man mener, at det er et problem, at der kun var én, der bød på sendetilladelsen,« siger Tom Ahlberg.

Flere penge til DR?

Den erfarne mediekommentator Lasse Jensen mener ligeledes, at en ny kulturminister hurtigst muligt nødt til at se på en mulig genforhandling af medieforliget. Mens udbuddet af FM4-kanalen ifølge Lasse Jensen er for kompliceret at bryde op af juridiske grunde, er der stadig uafklarede spørgsmål om DAB-kanalen. Oplægget til udbudsbetingelserne til den digitale DAB-kanal har været i høring, og nu skal der udformes et endeligt udbud, hvilket formelt skal varetages af en ny kulturminister.

»Det skal ske snart, hvis interesserede ansøgere skal have rimelig tid til at udforme tilbud, og hvis Radio- og TV-nævnet skal have tilstrækkelig med tid til at behandle de indkomne forslag. Jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at nå en sendestart 1. november,« siger Lasse Jensen.

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet, nævnes som en mulig ny kulturminister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

En anden omstridt del af medieforliget er besparelser svarende til 20 procent af DRs budget, som Socialdemokratiet først var imod, men siden accepterede. Kulturordfører Mogens Jensen har tidligere udtalt, at besparelserne ikke vil blive rullet tilbage, da en stor del af de afskedigelser, som nedskæringen medførte, allerede er gennemført.

Lasse Jensen vil dog ikke afvise, at Socialdemokratiet kunne finde på at afbøde besparelsernes virkning på DR, enten ved at aflyse anden runde af besparelserne eller ved at bruge de 50 mio. kr., der er afsat til en ny TV-kulturkanal, på DR.

»Jeg kan forestille mig, at Socialdemokratiet ville være interesseret i at bruge public service-midler til at få oprustet DRs børn og unge-område og dækningen af regionerne,« siger Lasse Jensen.

Tom Ahlberg

»Det kan blive et socialdemokratiske aftryk at vise, at man også vil gøre noget ved uligheden på det kulturelle område.«


Ifølge lektor i kulturpolitik på Københavns Universitet, Nanna Kann-Rasmussen, vil en S-minister i Kulturministeriet forsøge at gennemføre det klassiske socialdemokratiske projekt med at bringe kulturen så bredt ud som muligt i befolkningen. Kulturvaneundersøgelsen fra Danmarks Statistik viser dog, at den målsætning er vanskelig at opnå.

»Det fremgår tydeligt af undersøgelserne, at dem, der går i teatret, på museum og til klassiske koncerter, stadig er de rige og veluddannede,« siger Nanna Kann-Rasmussen.

Også Tom Ahlberg forudser, at en ny S-minister kommer også til at beskæftige sig med kulturel ulighed.

»Det kan blive et socialdemokratiske aftryk at vise, at man også vil gøre noget ved uligheden på det kulturelle område. Det kunne bl.a. være at eksperimentere med kulturpas til unge, som ellers ikke benytter sig af kulturoplevelserne,« siger Tom Ahlberg.