Mørke skyer over »Badehotellet«

»Bade­hotellet« har i sin anden sæson dæmpet karikaturkomedien en kende. Det klæder den.

Grydeklar: Stuepigen Fie og hendes smuglerfisker kissemisser i »Badehotellet«. Foto: Mike Kollöffel Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det evigt hårdtslående sollys havde fået skiftet pærer i femte afsnit af »Badehotellet«. Var det ikke en smule mere køligt? Var det ligefrem momentvis overskyet? Det så umiddelbart sådan ud. Nu samler der sig jo også mørkere skyer over klitterne. Hvordan skal det dog gå med fru Andersen, som Bodil Jørgensen spiller mere og mere som et neurotisk tilfælde, der er uegnet til denne verden. Hun var lige ved at skrive under på den fæle salgskontrakt, som havde overgivet hele herligheden til den snobbede kone fra den gamle købmandsgård – Hanne Windfeldt giver figuren uden formildende omstændigheder, men tilførte serien noget så sjældent som en troværdig dialekt. Fru Andersen blev reddet lige på den stiplede linje af Martin Greis’ stedsøn. Smørhåret fra Amerika er jo god nok, selv om han er afholdsmand. Og af Rosalinde Mynsters tjenestepige – så sød som rødgrød med ekstra strøsukker.

Men allerede nu kan vi konstatere, at »Badehotellet« nok skal ligge, hvor det ligger mange år endnu med dets blanding af Morten Korch, erotisk sovekammerfarce, Krøyers samlede kagedåseproduktion, fadebur og linnedskab. Kulisserne har den jo. Og rent handlingsmæssigt blev der i hvert fald lagt tråde ud, der kan trækkes helt op til den verdenskrig, der venter et årti ude i fremtiden. I hvert fald konverterede Birthe Neumanns strikse fru Fjeldsøs søn per brev og var blevet gift med en jødinde – det skal jo bruges til noget. De mange, der elsker serien som hyggelig, uforpligtende tidslomme, kan hejse Dannebrog mod den knaldblå himmel. Andre må ruste sig til et langvarigt mareridt i marehalmen, bide tænderne sammen og glæde sig over fast arbejde til skuespillerhåndbogen og til de lyspunkter, der trods alt efterhånden er at finde i serien.

Lyspunkter

Det klæder i hvert fald »Badehotellet«, når den lejlighedsvist kravler ned fra folkekomediens høje nagler. Diskretion er en mangelvare, men den findes. Serien skal i sin anden sæson have ros for generelt at have dæmpet den værste karikaturkomedie ned til et tåleligt niveau, selv om dens omfattende rollegalleri kun i enkelte glimt kommer i nærheden af noget, der kunne minde om levende mennesker. Til dem hører Mads Wille, der spiller sin opportunistiske skabsbøsse af en greve med stigende pykopati. Eller Anette Støvelbæk, der sætter et mere og mere skuffet ansigt op som den frustrerede direktørfrue.

Til lyspunkterne hører ikke manuskriptets krampagtige forsøg på at forklare den historiske kontekst: »Efter krigen er alting forandret, vi lever i en ny tid,« som Anders Juuls friske arkitekt kropumuligt forklarede Amalie Dollerups forelskede grossererdatter – at den nye tid også omfatter et kulturradikalt syn på ægteskabet, havde hun ikke helt regnet med. Endnu tungere bliver det dog, når »Badehotellet« forsøger sig med samtidssatiren og to gange skal nævne investorbanken Goldman Sachs i forbindelse med de aktieopkøb, der uden tvivl bringer både Lars Ranthes anstrengende grosserer og Bjarne Henriksens selvtilfredse mavebælte af en tobaksfabrikant i uføre. Kan det gøres meget tungere?

Hvad: »Badehotellet«, sæson 2, afsnit 5.

Hvem: Manuskript: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Instruktion: Fabian Wullenweber.

Hvor: TV 2, mandag aften.