Mød multikunstneren, der er en ung og relevant mand på 100 år

En smeltet chokoladekage til at sidde i, et typografisk møbelstof og 100 andre vilde ideer. Multikunstneren Gunnar Aagaard Andersen er stadig yderst relevant.

Evigt eksperimenterende og med høj cigarføring. Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) var en sand multikunstner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mobilia

På trods af at 2019 nu nærmer sig sin afslutning, kan vi godt lige nå at riste en minderune over en af årets 100-års fødselarer. Multikunstneren Gunnar Aagaard Andersen blev født i 1919 og kunne altså have holdt en meget rund fødselsdag i år. Desværre gik han bort allerede i 1982. Aagaard Andersen fyldte meget i sin levetid, men lige så meget han larmede, da han gik på jorden, lige så stille blev der, da han forlod den – og det er en skam. For Aagaard Andersen var en foregangsmand og en ener, der var adskillige kilometer forud for sin tid.

» I Paris studerede han især Rubens’ værker på Louvre og aflurede dér et sindrigt system af diagonaler som grundlaget for alle barokkens kompositioner. «


I dag er der ikke mange, der kender navnet med de utrolig mange a-er: Gunnar Aagaard Andersen, men i virkeligheden kender næsten alle danskere i det mindste ét af hans værker. Det står nemlig i flere sektioner mellem sporene på Fredericia Banegård. »Interferenser« hedder det. En fortolkning af hjul i bevægelse, lavet i aluminiumsringe, plader og stænger. Værket blev doneret af Statens Kunstfond til banegården i 1972, og selv husker jeg, hvordan jeg som dreng sad og studerede de store skulpturer.

Skulpturprojektet »Interferenser« ligner umiskendeligt noget, der hører til på en banegård. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mobilia.

Jeg opfattede dem til at begynde med ikke som kunstværker, men tænkte at de smalle og strittende metalting måtte være noget, DSB brugte til at få togene eller skinnerne til at virke. Det kan man smile ad i dag, men faktisk er det en tanke, Aagaard ville have bifaldet, for han var nemlig meget tidligt interesseret i at blande kunst og »almindelig virksomhed«. Han arbejdede for eksempel sammen med brødrene Damgaard på Egetæpper og designede både showroom, tæppemønstre og skulpturer til Herning-virksomheden. Han var desuden maler, møbeldesigner, grafiker, typograf, skribent, filosof, professor og opfinder. En meget rastløs og umådelig kreativ mand, der lavede så mange forskellige ting, at han på Charlottenborg i 1961 kunne lave en udstilling, der hed »Aagaard Andersen som gruppe«.

Tegner, maler og multikunstner

Gunnar Aagaard Andersen blev født i Ordrup, men voksede op på Amager, hvortil familien flyttede, da Gunnars far døde allerede i 1932. Som 20-årig kom Aagaard Andersen ind på Kunsthåndværkerskolen, og efter afgang derfra og et kort ophold i Göteborg kom han ind på Kunstakademiet. Her gik han hos Aksel Jørgensen, som var både maler og tegner i den helt store stil. Mest afgørende for Aagaard Andersen var det, at Aksel Jørgensen opmuntrede ham til at opsøge folk som Kaare Klint og Gunnar Biilmann Petersen, som var arkitekter og arbejdede med henholdsvis møbler og det, vi i dag kalder grafisk design.

Denne usnobbede lyst til at blande den frie kunst og den kommercielle kom til at præge hele Aagaard Andersens virke, og det er samtidig dét multifacetterede arbejdsfelt, der gør ham så moderne, at hans ting virker fuldstændig nutidige i dag.

» I Paris studerede han især Rubens’ værker på Louvre og aflurede dér et sindrigt system af diagonaler som grundlaget for alle barokkens kompositioner. «


Til at begynde med var Aagaard Andersen en dygtig og flittig elev hos Aksel Jørgensen. Han tegnede tidligt som en sand mester og fik opgaver både som bogillustrator og plakattegner. Imidlertid ville han gerne studere den store kunst, så ligesom så mange andre af tidens danske kunstnere drog han til Paris, der endnu – set fra Danmark i hvert fald – var verdenskunstens hovedstad.

I Paris studerede han især Rubens’ værker på Louvre og aflurede dér et sindrigt system af diagonaler som grundlaget for alle barokkens kompositioner. Med denne viden kastede han sig ud i den konkrete kunst: Et maleri, der ikke søger motiv, men laver billeder, der i sig selv er konkret virkelighed og ikke viser hen til noget uden for sig selv. Han var med til at stifte den meget indflydelsesrige gruppe Linien II og deltog i dens udstillinger op gennem 1950erne.

Møbeltekstilet »Letters« blev lavet med opskårne strimler af typografi, men ligner noget, der kunne være lavet på en computer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gunnar Aagaard Andersens arkiv.

Tidsskriftet Mobilia

Tidligt i sin karriere kom Aagaard Andersen med i redaktionen af tidsskriftet Mobilia, der dengang i 60erne var toneangivende, hvis man var interesseret i design og kunst og ting derimellem. Han bidrog både med design, grafik, ideer og artikler. På Mobilia blev Aagaard Andersen en tidlig mentor for Per Arnoldi, der fortæller en meget karakteristisk anekdote: Arnoldi skulle lave et layout til bladet og fik at vide, at det naturligvis skulle være fantastisk, og at han havde frie hænder ... der var bare et par bindinger: Papiret var fastlagt, typografien ligeså – og man kunne udelukkende arbejde med farverne sort og rødt, »og«, sagde Aagaard Andersen, »hvis du ikke kan lave noget, ingen har set før, skyldes det kun én ting: Mangel på fantasi«. En meget præcis nøgle til multikunstneren Aagaard Andersens kreativitet. Han elskede nemlig både begrænsninger og fantasi.

»Portræt af min moders Chesterfield-stol« hedder skumstolen, der gjorde Aagaard Andersen verdensberømt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Designmuseum Danmark.

Aagaard Andersen fik lidt af et internationalt gennembrud, da han med sin evige trang til at eksperimentere formede en lænestol direkte i skummaterialet polyuretan. En stol, der ligner en smeltet chokoladekage. Ikke køn, men ideen – en stol uden anden konstruktion end det luftige skum – var vild nok til at give genlyd helt til MoMa i New York, som købte en af stolene. Senere fortsatte Aagaard sine eksperimenter med at finde frem til den enkleste og mest radikale stol – blandt andet i et parallelt forløb med nogle af Poul Kjærholms eksperimenter. Aagaard udviklede en prototype, som lignede den stol Verner Panton nogle år senere designede.

Aagaard med den såkaldte »hønsestol«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Bruchhäuser.

Både Aagaard Andersen og Kjærholm blev sure, da de så Pantons stol, og en vis polemik fulgte, men typisk for den tids mere uskyldige klima, tænkte de på intet tidspunkt på at anlægge erstatningssag. Aagaard var mest af alt bekymret for, at han ville blive beskyldt for plagiat.

Stadig moderne

Med sin tværfaglighed, sin praktiske nysgerrighed og sin insisteren på at hive kunsten fra gallerierne og ud i verden var Aagaard selvfølgelig et ægte barn af 60erne, men hans tilgang er stadig i dag så anderledes og moderne, at han i langt højere grad er i familie med kunstnere som Jeppe Hein og Olafur Eliasson.

For tre år siden udgav Strandberg Publishing en fornem kæmpebog med alle facetter af Aagaard Andersens rastløse aktivitet. Håbet var, at den kunne hive ham ud af glemslen, men ejendommeligt nok skete det ikke. Der er derfor god grund til her i 100-året for hans fødsel endnu engang at lette på den imaginære tænkehat. Gunnar Aagaard Andersen var en stor kunstner og enhver kan blive inspireret ved at dykke ned i hans helt utroligt varierede livsværk.