Møbelmesteren

HHHHHI Møbelarkitektur. I dag er det 100 år siden, den store møbeldesigner Hans J. Wegner blev født. Det markeres med både udstillinger og bogudgivelse.

Hans J. Wegner med en model af Hvilestolen PP112, fra 1978. Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan også være for beskeden.

»Bare een god stol« er titlen på både en bog og en udstilling om møbelarkitekten Hans J. Wegner. Titlen er lånt fra Hans Wegner selv, der i 1952 sagde: »Tænk, hvis man bare kunne tegne een god stol i sit liv – men det kan man bare ikke.«Med designikoner som »Påfuglestolen, »Y-stolen«, »Jakkens Hvile«, »CH25« og »Den Runde Stol« var Wegner på det tidspunkt en fastslået succes herhjemme og hans stole ved at blive en betydelig eksport­succes navnlig til USA. Livet igennem tegnede Wegner omkring 500 møbler – og uanset fra hvilken synsvinkel, man i dag vurderer hans livsværk, kommer man ikke uden om, at han slap ganske godt fra det.

Udstillings- og samlingschef ved Designmuseum Danmark Christian Holmsted Olesen, der tidligere har skrevet en mindre bog om Hans J. Wegner, har fået adgang til nyt arkivmateriale, og det belyser han i en stor og flot, men forholdsvis billig coffee table-bog, der udkommer i dag. Og ligesom en roman kan blive filmatiseret, kan en fagbog blive levendegjort. Og det er det, der sker med udstillingen på museet i Bredgade.

Inspirationens veje

Sædvanligvis fungerer monografiske udstillinger af denne type bedst som kronologisk disponerede fortællinger, men der er også undtagelser, der bekræfter reglen.

Christian Holmsted Olesen har i både bog og udstilling delt præsentationen af livs­værket og – i det omfang det har været relevant – historien om mennesket bag værket op i to dele.

Første del tager os gennem levneds­forløbet og giver dermed også et billede af det danske design- og møbelsnedkermiljø i mellem- og efterkrigstiden og frem til Wegners internationale anerkendelse.

Anden del udgøres af en række grupperinger af stoletyper. På den måde får Christian Holmsted Olesen med sidste del af fortællingen om Wegner mulighed for at påpege nogle metoder og greb, der er centrale for ikke alene Wegners, men kunst­håndværkerens og designerens måde at arbejde på i det hele taget.

Et særligt vellykket greb ved udstillingen (og det genfindes så også i bogen) er, at andre designeres stole, der betød meget for Wegners egne værker, er inddraget og let identificer­bare gennem farvesætning af podierne i udstillingsscenografien.

Det drejer sig blandt andet om en berømt kinesisk 1700-tals stol, der ved at være udstillet i Kunstindustrimuseet og indgå i undervisningen på Kunsthåndværker­skolen fik en meget stor betydning for hele den generation af møbelarkitekter, der kom til at skabe dansk designs guldalder i det 20. århundrede.

Det drejer sig også om Windsorstolen, Ray & Charles Eames’ formpressede møbler, Mies van der Rohes »Barcelonastol« og eksempler på shakernes møbelkultur.

Shakerne var et religiøst samfund i USA, der på et tidspunkt udviklede nogle bemærkelses­værdigt smukke møbler præget af rene linjer og fravær af dekoration. Skønheden lå netop i den enkle udformning og træoverfladens stoflige karakter. Renlighed betød meget for shakerne – og derfor konstruerede de deres møbler mere praktisk end generelt i samtiden.

Dyder af denne art måtte nødvendigvis appellere til den særlige betoning af funktion og praktiske hensyn, der karakteriserer det meste af modernismens arkitektur og design. Eller i hvert fald den bedre del af den.

Tiderne skifter

Museet kan i øvrigt også roses for at søge at imødekomme dilemmaet ved udstilling af møbler.

Møbler er brugskunst. De kan have alle mulige skulpturelle kvaliteter og stå »som grafiske tegn i rummet«, som man siger. Men lige meget hjælper det, hvis de ikke er gode til formålet.

Sædvanligvis kan man ikke prøve møbler på museer, fordi de er museumsgenstande, der er udstillet på piedestaler, som om de var rigtige kunstværker.

Derfor er nogle af møblerne på denne udstilling da også beregnet til, at man kan sidde i dem. Og således konstatere at Wegner ikke svigtede funktion eller komfort.

Det kunne der ellers være en tendens til blandt nogle af de andre, store europæiske designere og arkitekter, hos hvem behovet for at understrege opgøret med en mere småborgerlig møbelstil kunne udarte i overdrivelser og ekstremer. Men ikke hos Wegner eller mange andre af de danske designere.

Interessen for Wegner og andre af det 20. århundredes store møbelarkitekter har været stærkt stigende de senere tiår. Men der var faktisk en overgang i 1960erne og ’70erne, da den kvalitet, dansk møbelarkitektur stod for, ikke længere forekom så tillokkende. Som da modernismens møbler fortrængte deres forgængere, var der igen tale om et ideologisk eller værdipolitisk opgør. Mange i tiden syntes, at de var for kedelige. De var også for dyre, og tomme ølkasser af træ som reoler og genbrugsmøbler blev et alternativ, der også sendte et signal om, hvem man var. Og hvor man stod. Alt handler jo om selv­iscenesættelse.

Næste udfordring opstod, fordi de store mestre í dansk møbelarkitekturs guld­alder kastede nogle meget lange skygger, der gjorde det vanskeligt for deres elever og efterkommere at skabe noget nyt, der blot tilnærmelsesvist kunne have interesse for for eksempel møbelfabrikanterne. De sad jo med hele bagkataloget af perfekte stole. Den ene stol, Wegner så beskedent talte om, havde de i en vifte af variationer.

Nogle yngre møbeldesignere vendte sig så – meget kort fortalt – mod post­modernismen og brugsgenstande med me­re vægt lagt på form og underholdning end egentlig funktion. Med dem kom indboet, der mere var sjov og glade farver. Men også en måde at iscenesætte sig selv på og sende et signal til omverdenen om, at man var med på den nye bølge.

International succes

Wegner var jo langtfra den eneste geniale danske møbelarkitekt i det 20. århundrede. På Kunstmuseet Trapholt ved Kolding præsenteres dette forår og denne sommer hans jævnaldrende, Børge Mogensen, og det er ikke så mange år siden, Finn Juhl blev vist i stor udtræk på Louisiana.

De to aktuelle udstillinger – Børge Mogensen og Hans J. Wegner – giver anledning til visse sammenligninger mellem den folkelige Børge Mogensen og den kunstnerisk sindede Hans J. Wegner.

Fremragende var de begge to, og udgangspunktet var sammenligneligt. Funktionelle møbler og arven fra Kaare Klint der er blevet betegnet som den moderne danske møbelarkitekturs far. Det var på hans skole, eleverne for alvor lærte at kigge på gamle møbler og forholde sig til begreber som den menneskelige skala og forholdet mellem de enkelte møbler og med de rum, de har tiltænkt.

Kaare Klint gjorde også gældende, at der ingen grund var til at opfinde den gode stol en gang til. Men hvad man kunne gøre, var at undersøge de eksisterende stole, lære af deres konstruktionsprincipper, anerkende deres egenskaber og i nye møbler fremelske kvaliteter som funktionalitet frem for alt, at man ved at se på stole kunne forstå, hvordan den var sat sammen – et vigtigt princip for modernisterne – og gøre dem enkle i overensstemmelse med en ny tids æstetiske idealer.

De kunne alle de store danske møbelarkitekter. Men hvor Børge Mogensen var praktikeren, der vægtede det gedigne masse­producerede møbel til en overkommelig pris, og Finn Juhl var den aristokratiske avantgardist, blev Hans Wegner artisten blandt designerne.

Wegner stammer fra Sønderjylland. Han voksede op i en egn, hvor mange huse harmonisk føjede sig ind i landskabet, som var bedre byggeskik en organisk selvfølge. Hans far var skomagermester, og hans håndtering af værktøjet vakte sønnens beundring, så det forekom naturligt, at han – med en tidligt tændt kærlighed til træ – kom i snedkerlære.

Som barn skar han skibe, har han fortalt, og han forsøgte sig også med skulpturer. Men som ung og udlært i København blev han i 1935 opmærksom på Snedkernes Møbel­udstilling, og som en række andre af sin samtids store designere udstillede han og kom i kontakt med de fremsynede og kvalitetsbevidste snedkermestre, som sammen med kuldet af usædvanligt talent blev afgørende forudsætninger for, at dansk møbeldesign gennem årtier hævdede sig som noget af verdens bedste.

Hvad: Wegner – Bare een god stol.

Hvor: Designmuseum Danmark, Bredgade 68.

Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17, onsdage tillige til 21. Lukket 2. påskedag og 2. pinsedag. Til 2. november.

Forfatter: Christian Holmsted Olesen. Titel: »Wegner – Bare een god stol«. Grafisk tilrettelæggelse: Rasmus Koch Studio. Sider: 256. Pris: 400 kr. Forlag: Strandberg Publishing.