Mode med mening

Hvis man i disse dage bærer et blåt plasticarmbånd viser man, at man hader Bush. Men det er langtfra første gang i historien, at vi har kastet os over den politiske påklædning.

Mode med mening - 1
Der findes flere danske sites, der sælger de populære gummiarmbånd - søg f.eks. på »livestrong« på google. Fold sammen
Læs mere

Der er de gule, hvis man er imod kræft, de hvide, hvis man er imod ekstrem fattigdom, de blå, hvis man er imod Bush og så er der alle de andre farver. Bevidsthedsarmbånd er det bedste ord for de kulørte plasticringe, der i øjeblikket svinger sig om verdens håndled som ækvator rundt om Jorden.

Ved at investere i de fleste af slagsen støtter man ligefrem en god sag, og armbåndene er på kort tid blevet vanvittig populære. Alene den tidligere kræftpatient og syv-dobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong, har solgt over 50 millioner gule gummiarmbånd for at samle penge ind til sin kræftfond.

Men det er langtfra første gang i historien, at vi har kastet os over den politiske påklædning.

Begejstringen for at bære budskaber på tøjet begyndte tilbage i de hønsestrikkede 1970erne, hvor kvindebevægelse ikke længere kun var noget, der foregik i en gymnastiksal. BHen blev brændt, mens T-shirten gik fra at være undertøj til at være til yderbrug og symbol på ligestilling. Og der blev den for første gang opdaget som alle tiders plakatsøjle.

I starten var bagstavernes betydning underordnet, så længe de var trykt på den moderigtige M/K T-shirt, men siden kom de mere meningsfyldte budskaber til at præge påklædningen. Folk lagde velvilligt bryst til tanker og slogans som »Atomkraft - nej tak«, »Make love - not war« og andre anti-USA temaer. Mange markerede tillige de politiske statements med en lilla ble om hovedet og Maos lille røde i baglommen.

Senere kom tidens store idoler også på maven af befolkningen. For de mindre politisk bevidste kunne det være alt lige fra fodboldhelte til musikere, mens de mere revolutionære luftede Che Guevaras kontrafej.

så meldte 1980erne sig og en bølge af skulderpuder, pastelfarver og Don Johnson-briller skyllede ind over de danske fashionistas. Lærredet for de politiske budskaber var ikke længere begrænset til de kortærmede bluser, men blev udvidet med tidens altoverskyggende dille, badges, der i særdeleshed lagde metal til politiske holdninger.

Da et nyt årti meldte sig, fik Danmark smag for de mere tvetydige statements, da mærket Democrats blev lanceret. Det var Peter Ravn, industriel designer fra Danmarks Arkitektskole, der stod bag tøjmærket.

»Jeg var på det tidspunkt art director for Matinique. Der skulle vi lave en masse T-shirts med prints. Så vi snakkede om, hvorvidt vi skulle skrive Matinique bagfra, sand, sol eller Island jumping på tøjet. Imens sad jeg og tænkte på, hvorfor der ikke blev gjort noget mere ud af indholdet. Desuden irriterede det mig grænseløst, at folk frivilligt gik rundt med T-shirts, hvor der stod f.eks. Ball med kæmpe typer. Tænk, at de gad gå rundt og reklamere for et firma, fremfor at reklamere for deres egen mening. Så jeg startede mit eget mærke,« fortæller Peter Ravn.

Det blev en helt anden dimension af identitetsskabende tøj. For det var ikke bare statements, men budskaber med et reelt politisk og ofte provokerende indhold. Det var blandt andet Democrats som stod i spidsen for statements som »Eat more chemicals«, der kom som en reaktion på EUs harmoniseringsforslag, der ville tillade 325 nye fødevarekemikalier, »Watch more television«, »Protest« og den mere kryptiske »Mentalhygiejne«.

»Det var et mere bevidst og intellektuelt publikum, der købte mine ting. Det var folk, der gerne ville have en reaktion fra omverdenen. Man kan godt sige, at det var meningsdannere, for det krævede et vist mod at gå med dem. Dengang Democrats var hottest, kunne der sidde fire mennesker til et middagsselskab og på den enes T-shirts stod der »Protest«, på den andens »Respekt« og på de andres noget helt andet. Det har nok larmet lidt,« som Peter Ravn udtrykker det.

i slutningen af 1990erne producerede Democrats sin sidste T-shirt.

»Modebilledet ændrede sig, og det, der rykkede var små lyserøde bluser, hvor der stod Porn Babe på med glimmer. Jeg kunne mærke på mig selv, at det gad jeg ikke lave. For mig gav det ingen mening,« siger Peter Ravn, der vurderer, at der ikke er så meget tilbage af det mere slagkraftige.

Det er Malcolm Barnard, professor på University of Derby, ikke enig i. Han er forfatter til bogen »Fashion as Communication«, der blandt andet handler om, at der er politik i alt, vi klæder os i.

»Om det er T-shirts med slogans eller jakkesæt, så er der et politisk budskab. Men hvor budskabet på en T-shirt er let at gennemskue, er det straks sværere, når budskabet ikke er synligt på samme måde. De seneste 50 år er disse budskaber blevet mere synlige og folk er blevet mere opmærksomme på, hvad deres påklædning fortæller,« forklarer Malcolm Barnard og understreger, at der ikke findes noget »ikke-politisk outfit.«

foruden de kulørte gummiringe, er det mest politiske Danmark i dag kan mønstre Christiania-kollektionen, der er nutidens svar på den røde, smilende sol. Siden regeringen erklærede, at fristaden skulle normaliseres, har en sværm af gule prikker sat sig på - især københavnernes - tøj.

»Vi er meget overraskede over, at vi i stedet for at skabe beklædning, der støttede projektet, i stedet skabte et modefænomen. Inden vi startede var der to målsætninger med tøjet. For det første ville vi sprede budskabet, at regeringen kører på os og Christianias eksistens er i fare. For det andet ville vi have folk til at komme herud og se virkelighedens billede af Christiania fremfor mediernes billede. Jeg ved ikke, om det er lykkedes, men det er i hvert fald lykkedes at få de tre gule prikker printet ind på nethinden af de fleste i Danmark. Jeg tror bare ikke, at folk helt forstår, hvor truede vi i virkeligheden er,« forklarer Hannah, der er med i foreningen Mærk Christiania, der er blevet dannet for at få kontrol over tøjsalget og beskytte Christianias registrerede varemærker mod uautoriseret brug. Den uventede popularitet har skabt lidt af et dilemma blandt christianitterne.

»Det er blevet meget vildere, end vi havde troet. Det startede jo bare med, at en lille gruppe fik en idé, der pludselig kunne sælges. Problemet er nu, at vi jo er skabt ud af en ungdomskultur, der går imod forbrugerræset og kommercialisering af de gode ideer. Samtidig er vi oppe imod den siddende regerings medie-maskine, og det koster mange penge bare at forsøge at holde trit. Så dilemmaet ligger mellem ønsket om, at alle skal have råd til at købe Christiania-produkter, og ønsket om at tjene penge til at overleve regeringens angreb. Derfor må vi hele tiden sørge for at holde priserne nede. Den enlige mor på bistand skal også have råd til at købe tøjet. Jeg vil i hvert fald slås med næb og kløer for, at det ikke bliver sådan noget liebhaveri-agtigt noget,« siger Hannah.