»Mod faldskærme og polske jader kæmper producerne – heldigvis – forgæves«

Så kom der endelig personlighed, kitsch og kontraster for alle pengene i en ganske medrivende anden Eurovision-semifinale. Det lover godt for finalen på lørdag.

Glade finalister, som torsdag aften blev stemt videre til Eurovision-finalen lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den anden Eurovision-semifinale torsdag aften bød på årets foreløbige grand prix-højdepunkt, da den skæggede østrigske Conchita Wurst lagde B&W-hallerne ned og i rørende James Bond diva-stil fik jubelen hos publikum til at brage og hårene hos os TV-seere til at rejse sig.

Wurst kom lige i kølvandet på bundskraberne fra Georgien, hvis sceneoptræden inkluderede en mand med faldskærm, og porno-Polen, der trumfede med en storbarmet østbabe, som kærnede smør.

Og i disse kontraster ligger hele forklaringen på, hvorfor torsdagens semifinale blev en bedre og mere følelsesmæssig TV-oplevelse end tirsdagens ditto.

For hvor vi i tirsdags blev vidne til en kold og strømlinet visuel magtdemonstration, hvor det var som at være indskrevet i én lang musikvideo, og hvor ethvert tiltag til Eurovision-kitch blev undertvunget af gennemført TV-koreografi, kæmpede selv de topprofessionelle producere forgæves mod faldskærme og polske jader.

Og heldigvis for det. For er det ikke netop i disse udsving imellem det tåkrummende pinlige og det rørende kitchede, at Det Internationale Melodi Grand Prix for alvor får luft under vingerne? Vi skal have noget at grine af og råbe af og vrænge af og heppe på – vi ser jo ligeså meget showet for alt mulig andet end musikken.

Torsdag aften var der i det hele taget flere stemnings- og stilskift, mere fornemmelse af et livligt og aktivt publikum og til tider langt mere ro i afviklingen af de 15 sange end i tirsdags, hvilket gjorde, at de visuelle eksplosioner på den stadig imponerende og mangefacetterede scene brændte klart igennem.

I tilgift havde man skruet gevaldig ned for den tåkrummende og dårligt skrevne ping pong-dialog mellem de tre værter, Pilou Asbæk, Lise Rønne og Nikolaj Koppel, som skæmmede den første semifinale. Selv Pilou Asbæk var landet fra månen og havde begge føder nogenlunde fornuftigt plantet på jorden – bare han dog ville lade være med at grine så smørret.

Det virker måske nok stadig som overkill med tre værter, men ideen om at lade søde Lise Rønne small-talke med deltagerne i det såkaldte »green room« gav showets afslutning en relativ afslappet stemning midt i al lyd- og lyshavet. Altså også mere personlighed på dén front - så tilgiver vi, at der var nogle tekniske kiks til slut.

Den indforståede danske selvironi var erstattet af glimrende shownumre af international klasse, fra åbningsnummeret hvor Balkan-techno og cirque du soleil – det har de nok godt kunnet lide i den tidligere østblok – mødte Jacob Gade-klassikeren »Tangoe Jalousie«, til en australsk gæsteoptræden (se videoen under artiklen eller her) og endelig et herligt nummer med danseentuisaster i alle aldre fra hele Europa (se videoen under artiklen eller her). Ja, selv de små mellemlæg med kig tilbage i grand prix-historien var skarpere og sjovere end i tirsdags.

Kan DR holde kadencen på lørdag og måske ligefrem trække nogle ekstra kort op af lommen – burde vi for eksempel ikke snart se de her famøse B&W-haller på skærmen og ikke bare som skandale i avisernes spalter? – så tegner det, ikke mindst nu hvor både de polske babser og det østrigske diva-skæg er gået videre, til at blive en rigtig grand prix-TV-fest, når der er finale på lørdag.