»Mit våben er kameraet«

Når den unge, egyptiske fotograf Jonathan Rashad knipser med kameraet, er det i den højere sags tjeneste. Enkelte af hans værker kan for øjeblikket opleves på Louisiana.

Et af Jonathan Rashads fotos fra Tahrir-pladsen i Cairo, januar 2011. Fold sammen
Læs mere

Stakåndet, men storsmilende, kommer han med små hastige skridt imod mig. Klokken er næsten tre om natten, og vi befinder os på en sidegade til 6. oktober-broen i den historiske, men slemt tilredte del af Egyptens hovedstad, Cairo.

Vi tager plads på den eneste åbne café, og ud ryger et kæmpe lettelsens suk fra Jonathan Rashads mund.

»Hold da fast en dag!« siger han med et skævt smil og hiver en pakke Marlboro Light op af sin bukselomme. »I dag var fuldstændig vanvittig!«

Han er lige kommet tilbage fra Rabaa al-Adaweya-pladsen i Nasr City-bydelen i det østlige Cairo. Her har Det Muslimske Broderskab og andre støtter af den afsatte islamistiske præsident Mohamed Morsi aftenen igennem højlydt protesteret over, at militæret har væltet landets første demokratisk valgte præsident.

Men Jonathan Rashad var ikke taget på pladsen for med en knyttet næve at give sin mening til kende. Han er hverken tilhænger af broderskabet eller særligt aktivistisk. Han er som selvlært fotograf »blot utrolig passioneret«, understreger han. Så passioneret, at det, der engang blot var en hobby, nu er blevet hans levebrød.

Som hædersbevis på sit talent er et utal af hans billeder blevet bragt i nogle af verdens fremmeste medier som New York Times, Al-Jazeera, The Guardian og Le Monde. En håndfuld af disse kan frem til 4. maj opleves på tæt hold på Louisiana-udstillingen »Det arabiske nu«.

»Under en revolution har alle et våben. Mit våben er kameraet,« siger Jonathan Rashad med henvisning til sine over 2.000 fotografier, der har foreviget historiske øjeblikke under den egyptiske revolution frem til i dag.

»Jeg forsøger som regel altid at komme tæt på frontlinjen. Det er nemlig der, hvor det hele sker,« understreger den 22-årige fotograf.Jonathan Rashad, der er vokset op i Cairo, begyndte sin professionelle karriere i en alder af kun 16 år.

Siden 2010, hvor han blev færdiguddannet fotojournalist, har han næsten i døgndrift dækket begivenhederne i Egypten. Uanset om de har budt på voldsomme sammenstød på Tahrir-pladsen i Cairo, sit-in-demonstrationer ved pladsen foran Rabaa al-Adaweya i det centrale Cairo eller en tragisk togulykke med mange uskyldige ofre, så har han altid været på pletten.

Hvorfor? Fordi det er vigtigt at dokumentere urolighederne, der dagligt finder sted i Egypten, fastslår Jonathan Rashad, der altid har arbejdet freelance.»Det er den mest optimale levevej for mig, da jeg dermed selv er herre over, hvilke projekter jeg ønsker at kaste mig over. Hellere det end redaktionelt tyranni,« siger han om sit til tider livsfarlige job.

»Det kan være dødsensfarligt at komme så tæt på frontlinjen. Jeg har mistet flere venner dér. Uanset om du tager billeder af demonstranter, af politiet eller af et tilfældigt boligkvarter, så er én ting sikkert: Det er ikke alle, der respekterer en fotojournalist på arbejde. Mange menige borgere i Egypten har simpelthen fået et negativt syn på journalister,« siger Jonathan Rashad.

»Borgerne mener, at langt fra alle, der arbejder med medier, er objektive i måden, de dækker begivenhederne på. Og det afskyr de. Om du er journalist eller fotograf er underordnet. De vil mistænke dig for de mest grusomme ting eller værre endnu: Endda anklage dig for at være spion,« siger Jonathan Rashad, der flere gange er blevet tilbageholdt af militæret.

I maj 2011 blev han arresteret af militæret uden for den israelske ambassade i Cairo. Her torterede og chikanerede militæret ham, siger han, og konfiskerede hans kamera samt slettede alle de optagelser, han havde. Han blev løsladt kun en time efter.

Lige så heldig var to af hans kolleger ikke. De blev deporteret til et militærfængsel 30 kilometer nordøst for Cairo. Her fik begge et års betinget fængsel.

»For hvad? For at dokumentere virkeligheden. Sindssygt, ikke? Ja, velkommen til Egypten,« siger Jonathan Rashad og slår ud med armene.

Selv om fotografer i landet har svære vilkår og med jævne mellemrum oplever politivold, nægter Jonathan Rashad at kvitte sit arbejde. For han kæmper i en højere sags tjeneste, pointerer han. Lige siden den egyptiske revolution, som også kaldes Vredens Dag, fandt sted i Egypten 25. januar 2011, har han utrætteligt dækket optøjerne i sit hjemland.

Og det har han i sinde at blive ved med. Ikke for udmærkelsernes skyld. Men fordi han har et hjerte, der banker for sit fædreland. En af verdens ældste civilisationer, understreger han.

»Jeg gør det først og fremmest for mine egyptiske brødre og søstres skyld. For mit fædreland,« siger han.

»Men det er klart, at jeg også har høje personlige ambitioner. Mine fotografier skal ramme en nerve, være relevante og ikke mindst skabe identifikation. Mit håb er at få folk ude i verden til at reflektere over og forholde sig til, hvad helt tilfældige egyptere går igennem hver dag.«