Mit kulturvalg Mads Brügger, programchef på Radio 24/7

Mads Brügger. Foto: Morten Germund
Læs mere
Fold sammen

Hvad, mener du, skal være det afgørende kulturpolitiske tema og mål for en kommende kulturminister?

»Politiken lod en britisk kunstanmelder anmelde dronning Margrethes kunst, og han sagde alt det, som danske kunstanmeldere ikke tør. Nemlig, at det er amatørkunst. Vi skal have mere af den slags udenlandske vurderinger. De skal ind i fonde og styrelser, for i det snævre danske miljø kan vi ikke undgå netværk og nepotisme. Og jeg så gerne, at man fortsat satser på film, hvor vi har markeret os så flot som en stormagt. Vi skal befæste og udvikle vor filmproduktion af høj kvalitet.«

Hvem ser du helst som kulturminister i en kommende regering?

»Knud Romer. Han er en af de mest vidende mennesker, jeg kender, og i øvrigt studievært her på Radio 24/7. Jeg vil have en kulturminister, der kan citere Rainer Maria Rilkes digte, og det vil også have den funktion at understrege tysk kulturs betydning for os, som ellers er gået i glemmebogen. Vi skal have en minister, der for en gang skyld elsker kultur og kunst for kulturens og kunstens egen skyld og ved noget om de ting. Ja, han snakker meget, men på de gode dage, rammer han rent, og vi trænger til en kunstelsker på den post.«

Litteraturen og kulturens grænser er til debat. Islamismen og terroren har sat spørgsmål om ytringsfrihed til debat. Mener du, at dette spørgsmål er væsentlig for en ny kulturminister, og hvad skal vedkommende gøre?

»Det er afgjort vigtigt for mig, at en minister markerer sig som forkæmper for ytringsfriheden. Jeg vil have, at Danmark bliver kendt som landet, hvor ordet er frit. Vi mangler kunstnere og intellektuelle, der vil kæmpe for disse sager, for de fleste gemmer sig. Vi uddanner i mængder af folk fra universitetet, men vi mangler i dén grad, at de markerer sig i den værdikamp om ytringsfriheden, som raser lige nu. Vi trænger til flere som den franske forfatter Michel Houellebecq, der skræller al pænhed af. Så der er behov for en kulturminister, der kan støtte det frie ord og animere vore kunstnere og intellektuelle til at turde mere.«