Mit København: Kristoffer Munck Mortensen

Kristoffer Munck Mortensen er musikalsk primus motor i københavnerbandet Mellemblond, som netop har barslet med albummet "Lysvågen", et album, Berlingskes anmelder kaldte "en af de stærkeste dansksprogede plader, I kommer til at høre i år".

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

   
Hvilken bydel bor du i?

Jeg bor på Amager. Der er sket meget på Amager de seneste år, blandt andet er der dukket en del nye kaffesteder op og en masse af sådan nogle second craft butikker. Måske er det et tegn på, at der er ved at ske noget anderledes på Amager. Der er i hvert fald et rum til alle mulige typer og steder, lige som i brokvartererne.

Hvor kommer du selv på Amager?

Blandt andet her på Kaffebaren - det er et hyggeligt sted, som har lidt livemusik og dj's en gang i mellem. Vi har faktisk spillet her med Mellemblond. Og så har de et lille udvalg af vinylplader til salg.

Bruger du København som inspiration til din musik?

Ja, kva jeg bor her, så samler jeg nogle stemninger op, som finder vej til musikken. Vi har netop lavet en video til sangen "Et Øje", som består af bybilleder, folk har sendt til os på Facebook og selv om oplægget var, at det kunne være en hvilken som helst by, så er det blevet en slags miniportræt af København.

Hvad er det bedste ved København?

Overordnet set, synes jeg den fungerer rigtig godt i forhold til mange andre byer, der er gode vibes. Bare det at cykle fra et sted til et andet om sommeren og opsuge stemningen kan være fedt.

Hvad er så dårligt ved København?

Ja, den kan også være et hul på en kold vinterdag, hvor man kører forbi sådan et menneskeforladt, grå-sort domicil. Lige så indbydende byen kan være, lige så trist kan den også tage sig ud. Nogle gange, hvor jeg vil ud og opleve byen, har jeg slet ikke fantasi til at finde noget spændende, men andre gange er det heldigvis meget nemt at støve noget op.

Hvordan er musikmiljøet i København?

Der foregår mange fede ting og der er mange gode steder at høre musik. Hvis man anstrenger sig lidt, kan man sagtens finde en god koncert på alle ugens dage. Jeg synes, for eksempel det nye Mayhem er fedt. Jeg har kun været der et par gange, men der sker nogle anderledes ting. Ellers synes jeg Loppen er fed, der er jeg kommet meget allerede fra jeg var helt ung. Vega er også et godt koncertsted og så har vi spillet på Beta, som er sådan et firkantet rum, men egentlig ret fedt.

Er der noget, du savner i København ?

Det lyder måske som lidt af en kliche, men det er lidt ærgerligt at alting skal være så planlagt. Nu kunne jeg aldrig selv finde på at "squatte" en bygning, men at for eksempel Ungdomshuset skal være noget, som de unge får af kommunen, så var det gamle hus lidt sjovere. Jeg har fulgt meget med i det p-anlæg, som er blevet bygget lige her uden for, hvor vi sidder. Da jeg flyttede hertil lå der nogle gamle bunkere og det rum, de har skabt, ligner noget, der er lavet på et tegnebræt. Der er truffet nogle underlige æstetiske valg, blandt andet har de lagt nogle fliser med lys i, dem bryder jeg mig virkelig ikke om, det er decideret dårlig smag.

Jeg har faktisk skrevet til kommunen for nogle år siden og spurgt om de ikke kunne stille nogle bordtennisborde op ude på pladsen. Jeg fik godt nok svar, men der er ikke kommet nogle borde. Jeg bad også om en skulptur, fordi jeg kørte en tur i Sydhavnen, hvor jeg så nogle store, flotte skulpturer, som ville passe fint her. De skrev at de havde nogle, som skulle flyttes lidt rundt i byen, men de er heller ikke kommet endnu.

Hvad var din sidste kulturoplevelse ?

Det var da jeg var inde i Koncertkirken på Blågårds plads og høre en solo-jazzkoncert med Nils Bo Davidsen, det var fedt at sidde der i kirken og høre musik.

Mellemblond holder releasefest for albummet "Lysvågen" på Musiksmag i jægersborgade 4. April. Læs mere her.