Misundelsen har for godt fat i danskerne

Danskerne har taget lidt for meget ved lære af Korsbæks borgerskab i TV-serien Matador. Folk er generelt for selvtilstrækkelige og lukkede for inspiration udefra, mener JUSTITSMINISTER LENE ESPERSEN, der har fået nok af dansk misundelse: »I stedet for misundelse skal vi da glæde os, når nu naboen får ny bil. Så skal vi da ikke sige: Det er for dårligt, at han kører rundt i sådan en benzinsluger!«

Lene Espersen er ret vild med Dragør, fordi området minder hende lidt om Hirtshals. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Udsigten fra Dragør Strandhotels frokostbord kan ellers hurtigt få en stemning af TV-serien Matador til at brede sig. Brostensbelagte gader og skæve gamle huse. Bagsiden af hyggen fra Matador er selvtilstrækkelighed, misundelse og jantelov.

»Det vil jeg altså godt advare mod!«

Den konservative topfigur og justitsminister Lene Espersen har fået nok af landeplagen. Der er kommet alt for meget Matador over os alle sammen. I denne sammenhæng betyder det, at udsynet mangler. Vinduet ud mod verden har vi kun åbnet på klem, fordi vi går og bilder os ind, at vi selv er verdensmestre i både dit og dat.

Særligt når det gælder velfærdsstaten og vores sundhed. Selv franske og italienske læger er vi angste for, selv om skiturister i ulykke hver gang kommer levende tilbage til kongeriget. Helt gal er den med de folkevalgte på Christiansborg.

»Jeg tror, at det er os politikere, den er gal med. Vi bidrager med en stemning af, at vi er verdensmestre i alting. Min pointe er, at vi skal kigge udad vi kan ikke leve i en osteklokke. Vores velfærdssamfund er godt, men der er også en berøringsangst. Særligt når vi taler om sundhedsvæsnet, hvor tonen nærmest har været, at der ikke er lande, vi kan lære noget af. Jeg tror, at man skal passe på med at lukke af for inspiration fra omverdenen. Vi kan lære på alle områder.«

Hvorfor er dødeligheden blandt kræftpatienter i Danmark højere end i både Norge og Sverige? Svaret er ifølge Lene Espersen netop det lukkede vindue. De små sygehuse har fået lov til at leve, og Sundhedsstyrelsens årelange fortælling om, at det var bedre med større specialiserede sygehuse som i udlandet, er faldet for døve øren.

»Resultatet har været, at Danmark har en overdødelighed på kræftområdet, hvis vi sammenligner med Sverige og Norge. Endelig er vi nu begyndt at sammenlægge, fordi vi ikke vil acceptere, at vores sundhed halter bagefter. Det er det eneste rigtige, og derfor vil jeg også sige, at jeg simpelthen har mistet al respekten for Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som nu pludselig taler imod at nedlægge små sygehuse. Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg bliver alvorligt syg, så er det lige meget, hvor man bliver opereret i Danmark bare jeg bliver rask. Helle Thorning-Schmidt er et meget godt eksempel på, at småt er godt. Neeeeej, hvor er det synd for det lille sygehus, siger hun. Men, hvad er det hun gør? Hun taler imod det faglige og saglige grundlag.«

Hvad med Dansk Folkeparti, der kæmper for at bevare de danske værdier? Har de også haft en betydning for Matador-stemningen i Danmark?

»Nej. Jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at en forudsætning for at kigge udad er, at man er i balance. At man selv er forankret i egne værdier. Men det er vigtigt, at det ikke er nok i sig selv. Tag debatten om lægeordineret heroin som jeg selv er skeptisk overfor her ser vi på udlandets erfaringer. Vi undersøger det. Kan vi lære noget?«

Men nu har I haft en hel høring om udenlandske erfaringer, alligevel sker der ikke noget! Det virker nærmere som om, at I er religiøse i jeres modstand mod lægeordineret heroin?

»Nej, men vi er nødt til at undersøge tingene til bunds.«

Men her er de udenlandske erfaringer ellers temmelig positive?

»Nej, det er de nemlig ikke kun. Det er en lang diskussion, som jeg ikke synes, at vi skal begynde nu. Min pointe er bare, at skal man lave den slags ting, som er rimelig uigenkaldelige for begynder man først, så er det kommet for at blive så skal man være sikker på at fordele opvejer ulemper. Og realiteten er den, at en tredjedel kommer ud af narkomisbruget, fordi de til sidst har det så elendigt, at de vil ud. De siger: Nu vil jeg ud af det! Nu tager jeg mig sammen! Spørgsmålet er: Hvis man bare kan gå til lægen eller apoteket og få heroin, kommer de så ud af det?«

Det kunne også være, at man kunne undgå, at cirka 300 mennesker dør hvert år?

»Ja, men hvordan sorterer du i dem?«

Og ligesom familien Varnæs og andre af de gamle familier i Korsbæk havde det endog særlig svært ved at glæde sig over fremgangen hos den driftige Mads Skjern, så har den syge også sat sig i det danske samfund. Jantelov og misundelse.

»I stedet for misundelse skal vi da glæde os, når nu naboen får ny bil. Så skal vi da ikke sige: Det er for dårligt, at han kører rundt i sådan en benzinsluger! Altså, hvis den er købt og betalt og på hvide plader, så skal man da bare sige, at det er fint, det går ham så godt. Vi skal simpelthen begejstres noget mere, og vi skal være bedre til at tale til storsindet. Det er da fint, at folk slår ud med armene, og det er sandelig nødvendigt, hvis vi skal kunne sætte vores præg på verden omkring os.«

I dag bliver initiativrige folk nærmere udstillet i formiddagspressen, mener Lene Espersen.

»Der er for meget misundelsespolitik. Hvor meget koster de huse, som de og de mennesker bor i? Og formiddagsbladene konkurrerer med hinanden på artikler om, hvem der har de største formuer? Og hvad skal de bruges til? Ja, det skal bruges til misundelse.«

Er det også derfor, at I Konservative vil af med topskatten?

»Det er resultatet af en lang forhistorie om, at de bredeste skuldre skal bære mest, og det har vi alle været enige om. Men det, der er sket er, at der heldigvis er mange, der har fået brede skuldre og i dag betaler fire ud af ti topskat.«

Det ser nemt ud, når man sidder på Dragør Strandhotel, spiser stjerneskud, clubsandwich og romaniesalat og ser på det ene velplejede barn efter det andet cykle forbi. Langt væk fra Københavns Kommunes udgave af folkeskolen.

»Ja,« siger Lene Espersen og krydrer bemærkningen om, at selvfølgelig skal hendes to sønner tre og fem år i den lokale folkeskole, med et smil:

»Jeg ved godt, at der måske ikke er så mange med anden etnisk baggrund på Dragør Skole.«

Men det er alvor. Folkeskolen er nemlig ved at gå op i limningen. De velfungerende flytter deres børn over i privatskolerne i et sådan tempo, at det truer med at trække spor årtier frem. Lene Espersen forstår såmænd godt forældrene, men håber at udviklingen snart vender: For hvor får man ellers en forståelse for andre, som ikke lige ligner én selv?

»Hvis alle forældre gør det, så mister samfundet sin sammenhængskraft. Det fantastiske ved folkeskolen er jo, at det er det eneste tidspunkt i dit liv, hvor du møder alle samfundslag. Det skaber en ekstrem sammenhængskraft, at man i de ni-ti år i skolen lærer en masse andre at kende også folk med en anden etnisk og kulturel baggrund. Derfor er det ekstremt farligt, det der foregår lige nu, hvor vi er i gang med at udvande folkeskolen til at være et tilbud for dem, som ikke har ressourcerne til at søge på privatskole.

Hvad vil du så gøre, for at imødegå den udvikling?

»Mit budskab er, at vi skal have verdens bedste folkeskole.«

På hvilken måde?

»Det kunne være sådan noget som lektiecafeer om eftermiddagen.«

Det har man jo allerede?

»Kun nogle steder. Det skal udbredes til flere steder i landet.«

Obligatorisk?

»Jeg så gerne, at lektiecafeer blev udbredt til samtlige folkeskoler, så de svageste elever bliver hjulpet, så de bedre kan følge med i undervisningen. Sagen er nemlig den, at hvis ikke de ressourcestærke forældre ser folkeskolen som mindst lige så attraktiv som den privatskole, som de ellers vil sætte deres børn i, så ender vi med et parallelsamfund, hvor nogle går på kostskole, nogle på arabisk friskole og nogle på katolsk skole.«

»Sprogstimulering af de fremmedsprogede elever er noget andet, som vi konservative vil lægge vægt på. Og mere specialundervisning til de bogligt svage elever. Så vi ønsker altså, at der skal ske en markant styrkelse af folkeskolen. Vi er rigtig glade for, at der i forbindelse med kommunalforhandlingerne blev afsat en pose penge til at forbedre de fysiske rammer i folkeskolen, som i dag mange steder er i elendig forfatning.«

Elendig forfatning er det samme ord, der bedst dækker elevernes opførsel til tider. Med Lene Espersens ord kan det være et helvede at være lærer. Skoleelever har i stigende grad et problem med at sidde stille og modtage undervisning. Derfor er det ikke bare politikerne, som nu skal tage større ansvar for folkeskolen det skal forældrene også selv. Skolen skal i højere grad ringe hjem til forældrene, når børnene laver ballade, og så kan børnene komme igen, når de har lært at opføre sig ordentligt. Hidtil har skolen været for tilbageholdende med at tage konsekvensen.

»Man har ikke brudt sig om at udstille forældrene, men problemet er jo så bare, at hvis det eskalerer, og der er for meget ballade, så trækker dem med de stærke ressourcer deres børn ud, fordi de ikke gider at finde sig i det her ragnarok. Vores børn lærer ingenting, fordi der er ballade hele tiden, og så flytter de deres børn hen i privatskolen.«

Og der er det så, at skolen oftere skal sende en urolig ballademager hjem?

»Man skal oftere tage fat i forældrene dér, hvor forældrene er inden for pædagogisk rækkevidde. Jeg synes, at vi skal give lærerne en håndsrækning.«

Og så må børnene komme tilbage, når de er i stand til at sidde stille igen?

»I første omgang må skolen sige til forældrene: Der er et problem med jeres børn. De sidder ikke stille i timerne, og de laver for meget ballade. Det skal gælde i de situationer, hvor det er et fænomen, der gentager sig dag efter dag i lange perioder.«

Faktisk er det på tide, at forældrene selv påtager sig ansvaret. Helt galt er den med Socialdemokraterne, som hun beskylder for at ville fjerne en af de sidste rester af det personlige ansvar: madpakken. Lene Espersen går ganske enkelt til forsvar for madpakken. Den holdt hun selv meget af som skolepige:

»Intet problem er for lille til, at vi politikere straks tilbyder en løsning via lovgivningen og dermed bestemmer over danskerne. Derfor mener jeg, at det er på sin plads, at der er et parti, som sætter sig i spidsen for at sige stop. Selv om der er nogle forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar og sørger for sund kost til deres børn, så mener jeg, at det er fuldstændig overkill, at alle børnehavebørn skal have serveret et gratis måltid mad hver dag. Hvorfor kommer Socialdemokraterne med et forslag om, at alle os velfungerende familier, der udgør langt størstedelen, pludselig skal have løftet en opgave ud af vores køkken og over i et kommunalt køkken. Jeg synes, at der er meget pædagogik i, at mine drenge på tre og fem år står og ser på, at vi smører madpakker derhjemme. Og da jeg var barn, smurte jeg selv madpakke, inden jeg skulle i skole. Vi Konservative skal være meget, meget bedre til, at sætte fokus på det personlige ansvar.«