'Miss Potter' skuffer

»Miss Potter« er den autentiske historie om Englands største børnebogsforfatter, Beatrix Potter. I Chris Noonans udgave er der strøet lige rigeligt med sukker ud over.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Fra Babe til Beatrix, kunne man kalde Chris Noonans karriere-valg. 12 år er gået siden den australske instruktør hittede verden over med fortællingen om en lille øf, Babe den kække gris.

Masser af tid til at udtænke og forberede næste træk, skulle man tro, og set i det lys virker Miss Potter en anelse skuffende.

Filmen er et portræt af den verdensberømte engelske børnebogsforfatter- og illustrator, Beatrix Potter, hvis mange små bøger om dyr som Peter Kanin, har været godnatlæsning for små børn i den angelsaksiske verden. Og Potters liv og levned er da også en film værd. Først og fremmest fordi hendes historie er dén om en kunstner og kvinde, der ikke lod sig bøje af samfundets konventioner.

I Miss Potter møder vi hende i Renée Zellwegers skikkelse Zellweger har efterhånden gjort singlepigeroller med britisk accent til sit speciale da Beatrix allerede er en 32-årig pebermø. Som ugift bor hun hos sine velhavende, men nyrige og socialt ambitiøse forældre, der forsøger at afsætte hende til den ene fjogede bejler efter den anden. Men datteren er stejl i sine afvisninger, hun vil hellere tegne sine små dyr og udgive bøger. Da hun kontakter de to forlægger-brødre, Harold og Fruing Warne, får hun omsider en kontrakt. Ikke fordi de er synderligt begejstrede for hendes værker, men mest fordi de vil beskæftige lillebroren Norman, spillet af en frejdig Ewan McGregor. Stik mod forventning tager Norman dog opgaven - og Beatrix - særdeles alvorligt og snart er der både en bogudgivelse og en forelskelse på vej. Men kærligheden bliver sat på prøve, med tragisk udfald.

Zellweger gør en udmærket figur som den viljefaste, men længselsfulde Beatrix og det er ikke hendes fejl, at forfatteren er gjort til en karakter, der i værste fald kan virke lettere kuk-kuk i øverste etage, sådan som hun insisterer på, at de tegnede dyr er hendes venner og som hun åbenlyst taler til som om de var virkelige. Hun bliver godt bakket op af McGregor og især Emily Watson som Normans stoiske søster, Millie, der også er pebermø og bliver Beatrix nære ven. Det er bestemt ikke skuespillernes skyld at filmen fremstår som et lidt for pussenuttet portræt, der i stedet for at fokusere på gode historie om de personlige omkostninger ved Beatrixs valg om at forblive ugift og i sidste ende om en kvindelig emancipationshistorie - i Victoriatidens stramme samfundsorden, gør meget ud af en charmerende, men temmelig tam og lille kærlighedshistorie. I stedet bevæger Miss Potter sig på en hårfin grænse mellem sød og sødladen, hvor kun hjertet, der ser, afgør hvilken side den hælder mest til.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse