Minister lover løsning til museer i nød inden sommerferien

Der er brug for mere viden, før der kan findes en løsning på, at en række museer er havnet i en økonomisk klemme efter at være blevet pålagt at tilbagebetale 900 millioner til feriefond, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. En undersøgelse skal sikre en hurtig løsning.

Middelaldercentret i Nykøbing Falster er et af de museer, der er kommet i klemme. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BECH ANDERSEN

Flere end 30 museer og oplevelsesinstitutioner kom i en alvorlig økonomisk klemme, da Arbejdsmarkedets Feriefond for nylig pludselig krævede tilbagebetaling af lån, der oprindelig blev opfattet som donationer.

Som Berlingske kunne fortælle, var der tale om 900 mio. kr, som feriefonden ville have tilbage i kølvandet på, at fondens midler var blevet kraftigt reduceret.

Nu vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) igangsætte en undersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten. Undersøgelsen skal sikre, at alle aspekter af sagen er tilstrækkeligt belyst, inden der træffes beslutning om, hvad der skal ske med tilbagebetaling af lånene fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

»Der er brug for mere viden, før vi kan træffe en endelig beslutning om lånene. Reglerne på området er meget komplekse, og institutionernes økonomiske situation er vidt forskellige. Derfor har jeg igangsat en tilbundsgående undersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten, hvor vi gennemgår lånene hos Arbejdsmarkedets Feriefond. Det er afgørende, at alle hjørner er ordentligt belyst, så vi kan finde en holdbar og fremtidssikret løsning på problemet,« udtaler Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Han lover en hurtig løsning.

»Jeg ved, at de berørte museer og institutioner har brug for, at der findes en løsning snarest muligt. Så snart undersøgelsen er færdig, vil jeg derfor indkalde aftalepartierne, og det er min ambition, at vi er klar med en løsning inden sommerferien.«

Arbejdsmarkedets Feriefond har lånt penge ud til en række kulturinstitutioner.  I 2014 besluttede et flertal af de politiske partier bestående af S, SF, R, K og V så at overføre 280 millioner kroner af fondens formue til staten samtidig med, at det blev præciseret, at fondens primære formål er at støtte vanskeligt stillede familier med ferieophold. Det gik ud over kulturinstitutionerne, der blev bedt om at afvikle lånene før tid.