Minister bakker op om rektors afgang: »Filmskolen har stået i en uholdbar situation«

Filmskolens rektor er trådt af, og det er ifølge fungerende kulturminister, Rasmus Prehn (S), en fælles beslutning. Det er dog uvist, hvorvidt rektors afgang får betydning for den omlægning, de studerende protesterede mod.

Elever fra filmskolen i København blokerer indgangen fredag 15. november 2019. Blokaden fortsatte otte dage frem, men er med rektors afgang ophævet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter otte dages blokade på Den Danske Filmskole trak rektor Vinca Wiedemann sig fredag. De studerende på Filmskolen glæder sig over rektors afgang og udtaler i en pressemeddelelse:

»Vi er enormt glade og lettede over, at vi nu har nået første mål på vejen mod en bedre filmskole. (...) Vi er meget rørte over den opbakning, der er kommet fra alle retninger og er meget taknemmelige over omsider at blive lyttet til.«

Alligevel er de studerendes kamp tilsyneladende langtfra til ende, for i pressemeddelelsen lyder det videre:

»Vi ophæver blokaden fra dags dato, men fastholder vores krav til det, der skal udgøre hjørnestenene i fremtidens filmskole.«

Blokaden af Filmskolen blev indledt, fordi eleverne var utilfredse med, at ledelsen ville omlægge skolen til bachelor- og kandidatuddannelser, samtidig med at en række faglærere ikke længere var tilknyttet skolen. De studerende mente desuden, at undervisningen var blevet for teoretisk og manglede praktiske opgaver.

»Det har været tydeligt for alle, at Filmskolen har stået i en uholdbar situation, hvor dialogen ikke er lykkedes, og hvor opbakningen fra elever, lærere og branchen ikke længere var til stede,« siger fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S). Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Fælles beslutning

Fungerende kulturminister, Rasmus Prehn (S), er enig i, at Vinca Wiedemann måtte trække sig som rektor for Filmskolen.

Ifølge ministeren var beslutningen fælles. Det skriver han til Berlingske.

»Det har været tydeligt for alle, at Filmskolen har stået i en uholdbar situation, hvor dialogen ikke er lykkedes, og hvor opbakningen fra elever, lærere og branchen ikke længere var tilstede. Derfor er Kulturministeriet og Vinca Wiedemann blevet enige om at stoppe samarbejdet.«

Spørgsmålet er så, om Vinca Wiedemanns afgang får betydning for den omlægning af Filmskolen, som de studerende har protesteret imod.

»Kulturministeriet har nu ansat Bo Damgaard som konstitueret rektor. Han får til opgave at få skolen åbnet, få undervisningen i gang og få skabt ro. Der er brug for, at vi fremover på Den Danske Filmskole får en bedre dialog mellem ledelse, elever og undervisere. Det håber jeg, at den nye ledelse kan bane vejen for. På længere sigt, når der er fundet en permanent løsning med en ny rektor, vil opgaven være at få lagt en langsigtet plan for Filmskolens udvikling, herunder den fremtidige uddannelsesstruktur,« skriver Rasmus Prehn (S).

Rasmus Prehn (S), fungerende kulturminister

»Der er brug for, at vi fremover på Den Danske Filmskole får en bedre dialog mellem ledelse, elever og undervisere. Det håber jeg, at den nye ledelse kan bane vejen for.«


Af de studerendes pressemeddelelse fremgår det, at de har tre mål for fremtidens filmskole:

  1. Der skal etableres en bestyrelse bestående af demokratisk valgte repræsentanter fra filmbranchen, lærergruppen samt elevgruppen, som har mandat over rektor og får til opgave at sammensætte en ny ledelse.
  2. Otte differentierede specialuddannelser med en fast fagleder, som er med i udarbejdelsen af studieordningen, og som godkender studieordningen
  3. En skole, der ser fremad, og som tager udgangspunkt i seks kerneværdier.

Det er dog uvist, i hvor høj grad de studerendes mål vil blive realiseret som følge af rektors afgang.

»Der er brug for, at den nye ledelse ser nærmere på de eksisterende studieordninger og vurderer, om der er behov for justeringer. Det er samtidig vigtigt, at der fortsat er fokus på selve filmhåndværket og praksisorienteret undervisning. Det arbejde, håber jeg, at den nye rektor vil sætte i gang hurtigst muligt efter sin tiltrædelse i samarbejde med skolens ansatte og eleverne. Der er brug for en god dialog, hvor også filmbranchen føler sig hørt,« skriver Rasmus Prehn.

Kan det passe, at skolen ikke har en bestyrelse, og at denne skal etableres nu?

»Det er korrekt, at filmskolen ikke har en bestyrelse. Dette har aldrig været tilfældet, og det samme gør sig gældende for de fleste andre statslige kulturinstitutioner under Kulturministeriet, herunder uddannelsesinstitutionerne under Kulturministeriet. Uddannelsesinstitutionerne ledes alle af en rektor, der ansættes af Kulturministeriet og er reguleret gennem lovgivning og rammestyring. Det betyder ikke, at der ikke er repræsentative organer på uddannelsesinstitutionerne. Der er både studienævn, skoleråd og aftagerpaneler, som har repræsentanter for lærere, elever og filmbranchen, og som kan indgå i en fremadrettet dialog. Sådan er det også på Filmskolen.«

60-årige Vinca Wiedemann har siden marts 2014 været rektor på Filmskolen. Fredag stoppede hun på posten efter længere tids utilfredshed blandt skolens studerende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Ballade siden januar

Allerede i januar udsendte studerende på Filmskolen en mistillidserklæring til rektor Vinca Wiedemann, som 87 ud af skolens 96 elever havde skrevet under på. Erklæringen fik dog ingen effekt, og derfor indledte de studerende blokaden af skolen 15. november med kravet om rektors afgang.

I denne uge underskrev 264 filmfolk en støtteerklæring, hvor de bakkede op om elevernes kritik af skolen – blandt andre prominente branchefolk som Jørgen Leth, Niels Arden Oplev, Nikolaj Arcel og Anders Refn.

Fredag trak 60-årige Vinca Wiedemann sig som Filmskolens rektor. Hun har siddet på posten siden marts 2014.