Minister afviser: Regeringen vil ikke tage Koncerthuset og orkestre fra DR

Kulturminister Mette Bock (LA) vil lade musikken spille videre i DR og ikke udskille Koncerthuset.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Det bliver ikke en del af regeringens medieudspil at udskille Koncerthuset og DR's ensembler fra resten af DR.

Det forsikrer kulturminister Mette Bock (LA) torsdag aften på Facebook.

»Samtidig vil jeg benytte lejligheden til allerede nu at fastslå, at udskillelse af DR Koncerthus, aktiviteterne heri og ensemblerne ikke bliver en del af medieudspillet.«

»Mange har interesseret sig for denne del, og jeg kan lige så godt fastslå konklusionen herom, inden det samlede udspil kommer. Så kan vi koncentrere diskussionerne om andre elementer,« skriver hun.

Tilbage i marts sidste år luftede ministeren ellers i en kronik i Jyllands-Posten idéen om at fjerne DR's musikalske aktiviteter og lægge DR SymfoniOrkestret ind under Det Kongelige Teater.

»Hvis min idé - min tanke - blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold,« sagde hun dengang til Jyllands-Posten.

I marts fremlagde Dansk Folkeparti samtidig et orkesterudspil, hvori støttepartiet foreslog, at DR fremover kun skal være et mediehus - og altså ikke drive orkester- og koncertvirksomhed.

Derfor er kulturordfører Alex Ahrendtsen i dag ærgerlig over ministerens melding.

»Jeg tror det skyldes, at regeringen ikke har kunnet blive enige indbyrdes - heller ikke om dette,« siger han til Ritzau.

»Det er ikke let at sidde i regering, hvor der er tre forskellige partier med tre vidt forskellige idéer om Danmarks Radio. En regering er jo et kollektiv, et fællesskab, der skal nå frem til et kompromis. Det må hun jo bare følge.«

»Så må vi jo bare hjælpe Mette Bock.«

Regeringen offentliggør torsdag »en række analyser af DR's økonomi« som forberedelse til de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig, skriver ministeren på Facebook.

Til februar præsenterer regeringen sit samlede medieudspil.

/ritzau/