Ingvar Cronhammar smækker jerndøren i for fuld kraft. Hans skæg blafrer. Så kommer det. Et øredøvende drøn, der bølger gennem stålkonstruktionen.

»Det er ret kraftigt ikke,« siger han, da braget har lagt sig, og han har taget sig til øret og børstet ruststøv af sit stride hår.

At den svenskfødte kunstner har boet på Herning-egnen i en menneskealder, fornægter sig ikke. Han er ikke en mand, der bruger for store ord.

Vi står inde i Elia, den 380 tons tunge skulptur i sortmalet stål og beton, som Ingvar Cronhammar fik opført i Birk uden for Herning i forbindelse med årtusindskiftet.

Efter en bedre frokost hjemme hos Cronhammar med højtbelagt smørrebrød fra slagteren er vi kørt over for at se Cronhammars nok bedst kendte værk, som var 12 år undervejs og kostede 23 mio. kr.

Når han smækker med døren, er det for at give en fornemmelse af det ekko, der opstår, når lynet slår ned i lynaflederen på en af de fire søjler.

»Du kan gange med en faktor 1000 eller noget i den stil,« forklarer han.

»Tanken er, at skulpturen svarer himlen, når lynet rammer. Ingeniører har beregnet, at braget har en efterklangstid på 30-40 sekunder.«

Elia er koblet til det lokale naturgasanlæg. To gange inden for 19 døgn på vilkårlige tidspunkter udspyer skulpturen, som nogle har sammenlignet med en gigantisk omvendt Weber-grill, en godt ni meter høj ildsøjle.

Men lige så dramatisk skulpturens effekter er, lige så lavmælt er budskabet.

»Det her er en bette høj til eftertænksomhed. Det er sådan en hold-kæft-boble,« som Ingvar Cronhammar udtrykker det.

Derfor er der normalt heller ikke adgang til Elias indre. Han vil ikke have alle mulige rendende. Folk er selvfølgelig velkomne til at tage de fire trapper, der peger mod hvert sit verdenshjørne og nyde udsigten fra toppen, når de har kæmpet sig op af de ekstraordinært høje trin. Men ingen entreprenante midtjyske krejlere eller andre får lov til at slå mønt på hans værk.

»Én gang om året er her åbent indenfor, ellers bliver det ikke brugt til en skid, og det kan jeg garantere dig for heller ikke kommer til at ske.«

Med sit jævne betonunderlag, parabolformen, den smukke stålkonstruktion henover og hullet mod himlen midt i kunne man ellers forestille sig alt fra amfiteater til rulleskøjtebane her. Fantasien sætter da nærmest også kun grænsen for de henvendelser, Ingvar Cronhammar har fået.

»Dansetrupper, sækkepiber, og jeg ved snart ikke hvad. Men fandeme nej. Det her er, hvad det er, og ikke mere. Færdigt arbejde. Det er ikke et festlokale. Folk må tage i badeland et andet sted.«

Noget badeland kan man heller ikke kalde Cronhammars seneste værk, H, i Cisternerne under Søndermarken på Frederiksberg. Heller ikke selv om han her har ladet en stor del af de 4.320 kvadratmeter oversvømme af syv centimeter vand.

»Man går ned i dybet og kulden og dødsriget og mødes af meget smuk musik, skrevet af Martin Hall. Og så kigger man frem og ser, at der er faktisk et lille lys i mørket. Der er – måske – håb et sted forude,« som Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup skrev i sin seksstjernede anmeldelse.

Etableringen af udstillingen, der kører indtil efteråret, har betydet, at Ingvar Cronhammar har rejst i pendulfart mellem hovedstaden og sit hjem.

»Jeg må tilstå, at jeg aldrig lærer at sætte pris på København. Jeg er ved at blive sindssyg dér. Der er sgu for heftig en puls. Trafikken står stille hele tiden. Det gør munden så til gengæld ikke,« konstaterer han tørt, inden han skynder sig at understrege, at byen er fyldt med søde mennesker.

Herning og omegn er bare mere ham, fortæller han, da vi er tilbage i hans villa i Lundhuse, et par kilometer uden for Herning.

Vi sidder i den træbeklædte tilbygning, der fungerer som Ingvar Cronhammars kontor. Fra store vinduer er der udsigt til husets have og til marker bagved den. Og lidt længere ude til hovedvejen.

»Fra rundkørslen derovre kan vi køre i ét stræk til Rom,« siger han.

»Mange synes, det er bøvlet med sådan en stor trafikåre udenfor, men jeg synes, det er skønt. Jeg kan sidde her en sommeraften og glo på trafikken tre-fire timer.«

Københavneravisens udsendte kommer vist til at se lidt skeptisk på ham.

»Jamen, hvad fanden, hver har jo sine interesser.«

Han slår en rungende latter op og uddyber sin pointe:

»Vi kan se langt herfra. Man skal ikke fornærme andre mennesker, men et af mine mareridt er en hæk på 180 centimeter og så et saddeltag på 30 grader, som lige stikker op over hækken. Hold kæft, jeg ville blive sindssyg. Nej, vi må have lidt frirum omkring os.«

Frirum af den mentale slags kneb det gevaldigt med i Kristianstad i Skåne, hvor Ingvar Cronhammar voksede op i 1950erne og 1960erne. Han kunne ikke indordne sig og endte med at blive smidt ud af skolen. Det er en del af sit liv, han ikke har lyst til at tale om.

»Det var bare en rigtig dum tid. Jeg hadede hele lortet,« som han siger.

Som 19-årig kom han til Danmark. Først til Aarhus, hvor han gik på Kunstakademiet, og herefter af tilfældige årsager til Herning. Det var på den tid, han ikke solgte så meget som en skrue, som han siger. Det gjorde han faktisk ikke i 16 år. Men det kom til at ændre sig i Herning.

»Jeg fik nogle undervisningsopgaver her, som kunne give smør på brødet. Af uransagelige årsager begyndte jeg også at sælge lidt mere.«

Hans egentlige gennembrud kom dog først i slutningen af 1980erne med værket »The Gate«. En stor skulptur, som både kan minde om en turbine og en kommandobro og dermed også blev en slags katalysator for det maskinelle præg, der har kendetegnet mange af Cronhammars senere værker.

»Hvis man skal prøve at slå en tone an for, hvad fanden det er, der er i gang, så mener jeg, at det er at lave et lille helle. Mine værker er små forsøg på at lave nogle shelters, hvor man har ret til at holde sin kæft. Det bilder jeg mig ind.«

Ingvar Cronhammars kontor er et højloftet rum med plads til både to skriveborde og et langt mødebord. Midt på det store bord, vi sidder ved, står et hvidt skilt på en fod. Ordet »tyst« er skåret ud i versaler. Det har Ingvar Cronhammar fået af sin projektleder.

»Det kan du nok bruge, når du skal have nogle af dine gæster til at holde kæft.«

Ingvar Cronhammar griner, da han refererer sin kollegas ord.

Du taler meget om glæden ved at holde kæft. Hvorfor er det så stor en kvalitet?

»Nu skal vi jo passe på, at vi ikke overtoner det,« siger Cronhammar – en vending han ofte bruger. Han tænker sig om.

»Jeg synes, jeg er plaget af …«

Han peger mod den fladskærm, der står som det naturlige centrum midt i rummet, med to lænestole i læder foran.

»TV spejler på mange måder virkeligheden, og hvis du kigger på de tilbud, man får der, så er det en uendelig hoppen og syngen og vild med vals, og hvad det nu hedder alt sammen. Og lukker man op for TV Avisen, er det ikke meget bedre. Dér er det breaking news konstant. Jeg kan ikke holde al den larm ud,« siger han og konstaterer, at han holder sig til madudsendelser, hvis han skal se TV. Men for det meste ser han nu film. På DVD. »Du kan se, der ligger en dynge dér, som slet ikke er åbnet. Så har jeg altid noget friskt, jeg kan tage frem. Jeg kan altså ikke forstå det der streaminghalløj. Det går altid i ged for mig.«

En stor del af pladsen i de sorte reoler, der rammer rummet ind, er da også helliget en stor DVD-samling. Alt fra klassikere - favoritter som »Apocalypse Now« og »Patton - Pansergeneralen« til lette action-brag. Cronhammar har en svaghed for det sidste, fortæller han.

»Jeg kan huske, jeg snakkede med digteren Per Højholt om det engang. Han sagde: »Mig og de gamle koner, vi ser kun film med happy endings, der er sgu lort nok derude.« Jeg vil sige nøjagtig det samme. Clint Eastwood, der rider ud af tågen og skyder alle idioterne og rider hjem igen, det kan jeg lide. Så kan man sige: »Okay, så er det klaret, så går vi i seng«. Jeg kan også godt lide tungere film, men altså, sådan en østtysk sag på fire timer i sort/hvid, hvor det ender ad helvede til... man skal godt nok være rustet.«

Men man skal ikke tage fejl. Cronhammar er erklæret fan af Ingmar Bergman. Ham fik han øjnene op for som 14-årig, da han i en svensk biograf sneg sig til at se hans film »Tysnaden«. Ja, dér var den igen, tavsheden! Han og et par kammerater ville se filmen, der ellers var förbjudet för barn. De havde hørt, at der var »pik og patter« i den, og at man »kunne se det hele«.

»Men hvis jeg har stået sådan her, da jeg gik ind,« siger Cronhammar og halser som en gejl hund med tungen ude af munden: »Så stod jeg sådan her bagefter.«

Han spærrer øjnene helt op, så øjenbrynene stritter.

»Filmen er fejlagtigt oversat til »Stilheden« på dansk. Den burde hedde »Tavsheden«, for det er Guds tavshed, Guds fravær, den handler om. For pokker, hvor den da ramte mig. Bergman var det første voksne menneske, der virkelig talte til mig. Han gjorde det ubønhørligt. Uden nåde. Det skal han sateme have tak for. Det var voldsomt,« siger Cronhammar.

Han griber til brystlommen i den hvide skjorte og tager endnu en Rød Look. Tænder den med Dolly, hans storbarmede lighter.

Jeg spørger, hvad troen betyder for ham i dag.

Cronhammar peger med cigaretten i hånden på en ramme på væggen bag mig. »Tro er retten til ikke at forstå«, står der med sorte typer.

»Det synes jeg er et meget fint udsagn.«

Det er Jacob Haugaard, han har det fra.

»Jeg skulle engang holde et oplæg til en eller anden gejstlig begivenhed. På vej derhen ringede Jacob. Da jeg fortalte ham om arrangementet, sagde han, at jeg skulle hilse og sige det der. Jeg syntes, det var så godt, at jeg skyndte mig at skrive det ned. Det rammer sådan set også det faglige – mit værk. Hvordan jeg tænker over det selv. Jeg mener, at både kirkens og kunstens rum er nogle af de få heller, vi har til at være lidt stille og lidt reflekterende i.«

Eller sådan burde det i hvert fald være. For folkekirken er, siger Cronhammar, blevet inficeret af en omsiggribende tivolisering, hvor Guds ord fortoner sig, mens baby-salmesangen, bongotropperne og gospelen brager derudad. Det samme sker på mange kunstmuseer, der kan minde mere om shoppingcentre end om de udstillingshaller, de, som Cronhammar ser det, burde være.

»Næsten alt i vores samfund er blevet events. Om det så er hos bageren, så er der Kunta Kinte-tema, eller hvad det nu kan være. Folk elsker det. De kommer i busser. Men jeg fatter ikke, at det kan være så saliggørende.«

For nogle år siden lod Ingvar Cronhammar sig døbe. Sammen med sin teenagedatter.

»Jeg fandt ud af, at det ikke var Vorherre, der var problemet, men institutionen. At jeg ikke synes om kirkens udvikling, skal ikke forhindre mig i at knytte et eller andet bånd til Vorherre.«

Han indskyder, at der ikke er så meget mere at sige om den sag. Dertil er det for privat.

»Men jeg kan da sige, at jeg går med troen i den ene hånd og tvivlen i den anden. Og det kan sgu godt give en noget gakket gangart.«

Han griner.

Det er ingen hemmelighed, at det ærgrer ham, at folk forlader den danske folkekirke som aldrig før, selvom han selv er skeptisk over for den.

»Det gør mig sgu ked af det, men jeg synes virkelig, det i høj grad er kirkens egen skyld. De har den bedste vare, der overhovedet kan sælges, og det er at lyse nåden, men det kniber med at komme ud med budskabet. Jeg er ikke så meget for den der syndersnak,« siger han og udbryder: »Skål«.

Vi løfter de glas, han netop har fyldt forsvarligt med Gammel Dansk.

»Men jeg synes faktisk, der er et ret kraftigt behov for at få lyst nåden. Jeg fornemmer en voldsom, omsiggribende desperation derude. Og det at være skrøbelig er der utrolig få mennesker, der kan håndtere i dag.«

Han rejser sig og henter en salmebog. På forsiden er trykt det, Cronhammar har døbt Nådeskorset. Et kors med en cirkel over. En ikke helt sluttet cirkel for ét sted er der en sprække. Hvis man forestiller sig det som en urskive, er det udsnittet mellem viserne, når de står på klokken syv minutter over fire, der mangler. Det er en hilsen til Bergmans film »Ulvetimen«, fortæller Cronhammar og citerer fra filmen:

»Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor de fleste mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtene er mest virkelige. Det er i den time, at den søvnløse jages af sin sværeste angst, og spøgelser og dæmoner har mest magt. Ulvetimen er også den time, hvor flest børn fødes.«

Logoet solgte Cronhammar til Hvalsø-Særløse Pastorat.

»De fik det for 12 flasker god cognac og fire flasker Slivovitz.«

Han griner, så han kommer til at hoste.

Ingvar Cronhammar sidder stille og kikker ud på marken.

»Prøv at se de fire sorte heste derude. Det er helt apokalyptisk. Er det ikke flot?«

De spæner nogle gange hen over marken, fortæller han.

»Jeg synes dæleme ikke, jeg kunne finde mig et bedre sted i verden.«

Vi tager glassene.

»Så siger vi »Guds fred« igen,« siger Ingvar Cronhammar.

Vi klinker og griner.

Lidt efter kommer taxaen.