Mindre forlag føler sig overset på BogForum

BogForum er i stigende grad et arrangement for de store forlag. Det mener en række af branchens mindre spillere. BogForum er opmærksom på problemet.

Bogforum 2015 i Bella Center lørdag d. 7. november 2015- - Besøgende på bogmessen i dag. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere

Enhver, der deltog på BogForum i København sidste år, husker Trane- scenen, Gyldendals store stand eller Lindhart og Ringhofs forfatterscene, hvor kendte navne lod sig interviewe blandt fint opstillede bøger.

Til gengæld var det nok de færreste, der bemærkede de mindre forlag som for eksempel Dreamlitt. Det danske fantasyforlag var ellers til stede på messen med en ni kvadratmeters stand helt ovre i det østlige hjørne.

»Vi druknede fuldstændig. De store forlag har jo råd til at købe kæmpestore stande. Og jo større plads, du har, til at folk kan gå rundt og kigge, jo større er sandsynligheden for, at de køber en bog. Samtidig har de store forlag råd til at sælge ældre titler til særlige messepriser. Det kan vi ikke,« siger redaktør Mia Møller-Nielsen fra forlaget Dreamlitt. Hun anslår, at forlaget betalte 20.000 kroner for standen i 2015.

Såvel prisen som de store forlags stande er blandt grundene til, at hun mener, at Bog- Forum er blevet en udfordring for de mindre forlag. Den holdning er hun ikke alene om. Utilfredsheden mærkes blandt en række forlag, som Berlingske har været i kontakt med. Heriblandt aarhusianske Æter.

»For det første er det voldsomt dyrt at have en stand på BogForum, og for det andet er det svært at komme igennem med smalle titler og være tilstrækkeligt synlig med en lille stand ved siden af de store forlags mange kvadratmeter,« siger forlagets chefredaktør, Kristian Tanghøj.

Andre – som forlaget Arena – har slet ikke råd til at deltage på BogForum.

BogForum, der finder sted i den kommende weekend, er Danmarks største bogmesse. Siden 1992 er arrangementet vokset – i år regner man med, at flere end 30.000 danskere finder vej forbi Bella Center.

Alle forlag kan købe sig til en plads, men priserne begynder ved 9.000 kroner for seks kvadratmeter, og man kan kun være med, hvis man køber plads i tre dage.

Messens udstillingsleder, Andreas Nordkild Poulsen, medgiver, at det er dyrt. Især for de mindre forlag, hvoraf flere kontaktede Bog-forum sidste år for at klage deres nød.

»Når man køber en stand, køber man dels et antal kvadratmeter, dels opbygning af standen og rengøring. Derudover bidrager man også til de store fællesudgifter,« siger Andres Nordkild Poulsen, der påpeger, at alle forlag også betaler til messens tretten store, officielle scener. Han understreger dog, at han har lyttet til kritikken og taget den med i planlægningen af dette års bogmesse.

»Vi har et helt nyt område med plads til selvudgivere og mikroforlag på årets Bogforum. Her kan man være i kortere tid og dermed også til en lavere pris,« siger Andreas Nordkild Poulsen, der til gengæld ikke har planer om at begrænse de store forlag for at skabe mere opmærksomhed om de mindre.

»De store stande kan også noget,« siger udstillingslederen.

Hvorvidt ændringerne på årets BogForum tilfredsstiller de mindre forlag, ved vi næste uge. Dreamlitt, Vandkunsten og mange af de andre forlag er stadig at finde på bogmessen, når den åbner fredag formiddag, men de har alle bemærket, at der er dukket flere mindre festivaler op, og at de måske er værdige konkurrenter til BogForum.

»Tidligere på året deltog vi på Esbjerg Fantasy Messe, og det var en virkeligt god oplevelse,« siger Mia Møller-Nielsen.

»Hvis de store forlag holder sig væk, får de små forlag helt utrolig meget eksponering. Og de kan få solgt deres bøger til en pris, der er rimelig, fordi der ikke står andre, der har råd til at sætte deres priser ned. For små forlag giver det meget mere mening,« siger Mia Møller-Nielsen.