Minder uden mislyde

11BKUB-GER-074349.jpg
Covers Fold sammen
Læs mere

På Bornholm må man græde overalt

HHHHHI

Forfatter: Martha Flyvholm Tode. Sider: 94. Pris: 150 kr. Forlag: Høst & Søn

Af Kari Sønsthagen kultur@berlingske.dk

Her er den kun 23-årige Martha Flyvholm Todes debut, skrevet med en usædvanlig sikker og elegant stilfornemmelse. Historien er som sådan ikke videre original, men måden den formidles på er, så »På Bornholm må man græde overalt« fremstår som en velorkestreret oktet i mol, instrumenteret uden mislyde og falske toner, med monologer og dialoger, bogcitater og mails, stramt opbygget af otte forskellige tekstelementer, der tilsammen formidler tiden før og efter Tores pludselige død.

Tore var jegfortællerens, den 17-18 årige Marias, stedfar. En levende, empatisk og nærværende person, som betød så meget for hende, at hun ville kalde ham far, og historien er en stilfærdig historie om at miste en umistelig person, skildret uden klynk, men nøgternt og med underdrevet, tørvittig humor. Titlen kunne have været »Mindebog om Tore«, for den præges af den uro, Maria føler ved tanken om, at hun skal miste ham endnu engang ved at glemme ham. Det tab forsøger hun at skrive sig ud af. Det er en terapi, der virker.

Tores død er historiens eneste begrundelse. Maria lever nemlig en beskyttet tilværelse, omgivet at lutter venligtsindede mennesker, der kun vil hende det godt. Hun har brug for at græde, men kan ikke. »Jeg er OK«, er altid svaret, når nogen spørger, hvordan hun har det. »Det er det man skal sige«, tilføjer hun.

»På Bornholm må man græde overalt« er en opvisning i distance og kommunikations-clash personerne imellem. At ville, men ikke kunne nå hinanden. I replikker, hvor forfatteren næsten lykkes for godt, fordi også læseren får svært ved at mærke Maria. Måske er det meningen? Replikkerne er ellers både stemningsskabende og personkarakteriserende og fri for tidsaktuel slang. Faktisk er enkelte gammelmodige, såsom »Jeg siger, at lidt remoulade ville gøre dellerne godt«. Den affyres i en af de mange samtaler, Maria har med vennen Sylle i skolens frokostpause i Ørstedsparken, hvor de deler en pose med »Byens bedste fiskedeller«.

Enkelte stemmer træder tydeligere frem. Foruden Sylles gælder det Marias engelske kæreste, Elliot. Han er også geografisk langt væk, akkurat som veninden Amalie, som desperat masse-sender mails fra Nepal for at råbe Maria op. Og det gælder også de absurde citater fra bogen »Det værst tænkelige« med undertitlen »En håndbog i overlevelse«, som Tore har givet hende, for på en eller anden bizar måde giver oplysninger om f.eks. »Sådan slipper man fri af kviksand« mening i sammenhængen - på grund af deres præcise placering. De mange enkeltdele holdes sammen af en cirkulær struktur med en kort tekst, der åbner med »Jeg har lagt mærke til, at det er stemmen, man mister først« og både indleder og afslutter bogen, dog med en lille ændring til sidst. Ordet »altid« er nemlig stukket ind mellem »det« og »er« i den afsluttende version. Situationen og Maria er ikke længere den samme.

Akturatesse og præcision lagt sammen med optimal udnyttelse af genrens muligheder er forfatterens styrke, og punktromanen fremstår da også, som var den skrevet af en garvet forfatter. En blændende debut.