
Jørgen Ramskov, chefredaktør og direktør på Radio24syv, som sendte Morten Lindbergs program »Croque Monsieur« :
»Vores tanker går til hans familie. Morten havde et helt uimodståeligt humør. Hvis man skulle finde støbeformen for et lyst sind, så var den hans. Han var altid glad og fuld af energi og så verden fuld af muligheder. Han mødte mennesker med fuldstændig åbenhed og tillid, og det er ikke normalen for de fleste.
Hvis man skal tale om andet end hans menneskelige kvaliteter, så var han – ud over at være en fremragende DJ – et naturtalent som radiovært. Han formåede at bringe sit sindbillede ud i sit program, og det har altid været en stor fornøjelse af høre hans program søndag morgen. Selv om der var regn eller slud udenfor, gav han en fornemmelse af, at det skal sgu nok gå, det hele.«