Min sten i London

Jeg har siden drengeårene været skør med legenden om kong Arthur og ridderne om det runde bord.

Søren Schauser Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup

De fleste turister har sikkert gået forbi den og ikke skænket den en tanke. Ingen stopper et øjeblik på fortovet og kigger ind gennem gitteret. Ingen lægger sig med bagfjerdingen i vejret og ser stenen an.

Og hvis de gjorde, ville de måske blive skuffet. For den er der ikke. Eller er den?

Jeg har siden drengeårene været skør med legenden om kong Arthur og ridderne om det runde bord. Den britiske hærfører holdt hof på det fjerne Camelot og forsvarede sine grønne øer mod saksiske styrker. Hans bedste ven var Sir Lancelot – i hvert fald indtil vennen faldt for dronningen, den gudesmukke Guinevere. Andre helte om bordet var bueskytten Tristan med de indtagende øjne og den lidt dumme, men desto mere renfærdige Sir Percival.

Ingen af dem har vel levet i virkeligheden. Eksperter tvivler også på rygtet om Camelot som hjemsted for den hellige gral. For når man hverken kan finde borgen i det forrevne landskab eller har noget som helst belæg for gralens eksistens, bliver historien trods alt lidt løs.

Det meste er jo nok opfundet af digtere som waliseren Geoffrey of Monmouth og franskmanden Chrétien de Troyes og altså udtænkt i vikingetiden eller senere endnu.

Kong Arthur, hans riddere, hans kønne kone og jagt på trolddom fra forne tider fascinerer mig alligevel. Jeg elsker mine næsten daglige møder med gralshistorierne – især fortællingerne om den troløse Tristans følelser for Isolde og den glødende gral i Richard Wagners sene musikdramaer.

Og det er her, London Stone kommer ind. Stenen ses på det berømte kobberkort over byen fra Henrik VIIIs tid og kendes allerede i 1100-tallet. Den blev måske endda brugt som en art kilometersten af romerne i sin tid og har nok været kolossal engang. Folk skulle siden slibe store stykker af den og bruge smulderet til hvid magi og alkymistiske forsøg med mere.

Så der er ikke meget tilbage af den. Fruen og jeg opsøgte den forleden på adressen Cannon Street 111. En lille plade fortæller kort om dens historie og peger ned på selve vidunderet bag dets jerngitter.

Der ligger bare ikke noget bag gitteret. Ikke umiddelbart. Men hvis man går ind gennem svingdøren på samme adresse, kan man se den. Butikken er en kiosk af kæden WHSmith og har venligt nok skubbet reolerne og automaten med tyggegummi lidt til side. Gå om bag reolen, tag London Stone i øjesyn og køb eventuelt et par postkort i kiosken som tak for det gratis møde med magien.

Thi rygterne gør den ikke bare til Londons grundsten. Den er muligvis også identisk med stenen fra sværdet i stenen. Kong Arthur har lige præcis her hevet Excalibur op af den og dermed gjort sig fortjent til Guineveres kærlighed og rollen som vogter af den hellige gral.

London Stone er i dag kun på størrelse med en fodbold. Man kan til gengæld ane en sprække fra sværdet endnu. Eller den sprække, der blev til sagnet om sværdet.

Det skal nok være løgn og latin alt sammen. Men det er i så fald gammel løgn og latin. Fint nok til mig.