Nicolas Bro er på det nærmeste opvokset på et museum. Som barn boede han i en lejlighed, der lå lige mellem Glyptoteket og Nationalmuseet, i øvrigt samme lejlighed hvor han bor i dag. De to museer blev derfor en naturlig forlængelse af hans hjem, i en grad, så familien som regel vidste, at det var der, de skulle lede, når han blev væk – hvilket skete relativt tit. Især elskede Nicolas Bro Nationalmuseet, hvor der var gratis adgang for børn, og han kendte den faste samling som sin egen bukselomme.

»Hvis jeg gik de rigtige steder hen, kunne jeg have rummet for mig selv, og så satte jeg mig i et hjørne og kiggede lidt på tingene og legede en leg helt alene,« siger Nicolas Bro, der egentlig ikke kan mindes, at der var bestemte ting i samlingen, han var særligt begejstret for. Det handlede mere om rummene end om, hvad der var i dem.

»Det var mere bare et sted, hvor jeg kunne være alene. Hvor jeg kunne kigge på, hvad der var, men også bare daske rundt.«

Interessen for historie – og historier – er han dog opflasket med. Hans far, skuespiller og instruktør Christoffer Bro, var meget historieinteresseret og tog gerne børnene med på søndagsture til danske herregårde, kirker og andre historiske mindesmærker. Undervejs gav han historien liv.

»Han fortalte om alle de steder, vi kom, og hvis han ikke vidste det hele, så digtede han resten. Det var altid noget med at »HER stod Valdemar Atterdag«. Det gjorde det utroligt spændende. Han vidste, at sandheden var lige stor, om han sagde »her« eller »heromkring« – det første var bare mere effektivt. Det havde nok ikke være lige så sjovt at se alle de kirker, hvis ikke min far havde fortalt så levende. Især husker jeg Tuse kirke, som vi tit kom i, fordi der var skærsildsberetninger og sådan nogle lidt obskure kalkmalerier.«

Nicolas Bro udviklede selv en brændende interesse for antikkens historie gennem to rejser med faderen. Først til Jerusalem, hvor historien blev genoplivet gadehjørne for gadehjørne – efter at faderen havde læst både det gamle og nye testamente højt i løbet af vinteren, og et par år efter på en rejse til Grækenland, hvor læseforberedelsen havde været Illiaden og Odysseen.

»Jeg blev fuldstændigt bidt af antikken, og selv om jeg kun var ti år gammel, ville jeg gerne have det som en vokseninteresse, så jeg læste bøger, der var alt for avancerede for mig, hvor jeg vitterligt ikke forstod særligt meget og som jeg var ved at falde i søvn over – i virkeligheden kunne jeg bare lide at høre om Herakles’ tolv arbejder og sådan noget.«

Senere blev antikken erstattet af moderne kunst. Drømmen var at blive billedkunstner, og Nicolas Bro kom i praktik hos maleren Ib Eisner, der blev hans mentor.

»Det var en fantastisk øjenåbner, så som 15-årig ville jeg på Charlottenborg og den slags. Jeg sugede til mig. Ib Eisner lærte mig, hvordan man skulle se museer; først skulle man gå hele museet igennem i højt tempo, ikke løbe, men sådan bum bum, registrer, registrer, videre. Og når du så havde været rundt i hele museet, gik du en gang til, og så stoppede du kun de steder, hvor du havde en dobbelt oplevelse: »Hov, det var også interessant første gang, nu må jeg lige ...«. Det var hans måde, og jeg har altid syntes, det var en god måde.«

Arbejdet ved staffeliet blev dog lidt for ensomt og øvelokalet trak, inden det også blev skiftet ud med det, der måske var udgangspunktet – skuespillet.

»Jeg havde sådan en følelse af, at det var mere eller mindre en tilfældighed, at det blev skuespillet, men begge mine forældre er jo skuespillere, så det passer nok ikke. En tilfældig omvej måske.«

I dag er det Nicolas Bros søn Dante på tre et halvt, der bestemmer både fart og destination for de fælles museumsudflugter – og det skal være kunst. Enten statuer eller moderne kunst fyldt med farver.

»Han er fuldstændigt vild med statuer og billeder. Det lyder så elitært, men det er han! Lige nu er hans favorit den moderne afdeling på Statens Museum for Kunst, men vi går også meget på Glyptoteket og Thorvaldsens Museum,« siger Nicolas Bro og understreger, at det ikke er en interesse, han på nogen måde har påduttet junior.

»Hvis han havde været vild med fodbold, havde jeg slæbt ham med til det. Det er simpelthen ham, der har bestemt det. Allerede da han var meget lille, var han fuldstændigt fascineret af statuer. Så vi startede med Glyptoteket og fandt ud af, at han havde samme forhold til malerier. Jeg ved ikke, hvad det er, han oplever, jeg prøver at lade være med at putte mine egne forestillinger ind i det, men jeg tror, det er noget med lys og farver. Lige i øjeblikket er han helt skudt i Emil Nolde, og det kan man jo godt forstå. Hans billeder er meget klare og har nogle sindssygt varme farver, der på samme tid er tunge og næsten lysagtigt strålende. Og blå og grønne og røde mennesker.«

Næste planlagte udstilling for Bro og Bro junior er Hans Henrik Lerfeldt-udstillingen »HEAVY«, der netop er åbnet på Gl. Holtegaard.

»Han er ret vild med surrealister, især Wilhelm Freddie. Det er noget med, at surrealister har detaljer. Jeg SKAL holde ham op, så han kan komme helt tæt på billedet, når det er surrealister. På den måde har han fornemmet, hvor han skal være i forhold til billedet og sådan noget,« siger Nicolas Bro, der også selv får en anden oplevelse af kunsten gennem sin søns oplevelse.

»Jeg flipper ret meget over det, fordi jeg synes, det er så sjovt. Jeg lægger også pludselig mærke til det på en anden måde, hvor der kommer noget rigtigt skrapt, fordi han jo kun er tre et halvt år. Men det filter, at det er et kunstværk, fungerer for ham. Han ser på malerier på en helt anden måde end film, TV og billeder, hvor han kan se og aflæse, hvad der foregår. Kvium har for eksempel et stort billede på den moderne udstilling på Statens Museum for Kunst, der er rimeligt skrapt. Det var et af de billeder, hvor jeg først tænkte, at vi lige skulle dreje af – men han synes, det er spændende.«

Nicolas Bro

Skuespiller

42 år

Aktuel i filmen »Mænd og høns«. Har desuden 12. marts premiere på »Catering« på Betty Nansens Edison-scene.